Jutta gør Bennetgård til hvilehjem for mindretallet

I 1921 døde Jørgen. Han nåede lige at få genforeningen med, men så døde han. Så sad Laura på Bennetgård, indtil hun døde. Det gjorde hun så i 30'erne, og Jutta arvede gården. Hun tog på en ny foredragsrække rundt i Danmark, for nu ville hun gerne forære Bennetgård væk til det danske mindretal som rekreations- og hvilehjem, når de har brug for det.

Al jorden var efterhånden solgt fra, gården var meget nedslidt, og der var ikke nogen penge. Men hun samlede penge nok til at få den gjort lidt i stand og fik lavet en stor sovesal ovenpå. Hun fandt en flok hattedamer ovre i København; hun var jo med i det gode borgerskab derovre, så hun havde kontakt til alle disse damer, der havde gode forbindelser. De kunne samle penge ind til den daglige drift.

Bennetgård som rekreationshjem

Hattedamerne i København blev den første bestyrelse for Bennetgård, og de ansatte en bestyrer. Dengang hed det en forstander, og det blev så den legendariske Frøken Balslev, som blev i 34 år. Hun blev næsten båret ud af døren, da hun var 74.

Jutta lavede et sæt vedtægter, der sagde, at stedet var for danske og danske i udlandet, hvor de kunne komme og få den kærlige røgt og pleje, som de havde brug for i kortere eller længere tid. Dengang var det alle aldersklasser, der kom. Der var krigsenker med børn efter Første Verdenskrig, og det var også krigsinvalide. Altså alle, der havde brug for at komme sig og led social nød.

Byen samlede ind til dem, både penge og tøj. Der var et rum på loftet med frakker og lignende, de kunne vælge, hvis ikke de havde noget selv. Og de kunne blive i længere tid, hvis de havde brug for det, helt op til tre måneder. Sådan kørte det i måske 30 år, og så efterhånden blev det lidt bedre i Tyskland, også for det danske mindretal. Og så endte det med, at den danske sundhedstjeneste overtog licitationen til Bennetgård.

Fungerer stadigvæk som hvilehjem

Bennetgård fungerer stadig som hvilehjem, hvor ældre fra det danske mindretal i Tyskland kan komme på ophold 14 dage ad gangen. De må komme én gang og året, og vi har mange faste gæster.

Kilde: Lola Lecius Larsen, Hvilehjemmet Bennetgård.