Om at få pansergraven tæt ind på livet

Lindo Christensen fortæller

Vi (familien Christensen) flyttede til Glibstrup i 1940. Vi kom fra Skanderup, hvor vi oplevede besættelsen. Mine forældre har fortalt, at mens de sammen med naboerne med bekymring så de mange lavtflyvende maskiner, benyttede jeg lejligheden til at kravle ind i hønsehuset - jeg var tre år gammel på det tidspunkt. Jeg startede i Gejsing skole hos fr. Maren Jørgensen, hvor skolen også bar præg af de mange tyske soldater. Pansergraven så vi, når vi fik lov til at komme med til Andst, når hestene skulle til smeden og have sko eller noget skulle repareres.

Pansergraven krydsede Glibstrupvej lige syd for, hvor Jordmodervej udmunder. Spor af den kan ses i landbrugsafgrøder i tørre år, og der er også en sænkning i asfalten pågældende sted, som måske stammer fra graven. Jeg kan huske, at der blev gravet og sat granstammer op til afstivning. Det blev alt sammen lavet med håndkraft af mange mennesker, der blev kaldt "Schippere" (skovlere), som var en blandet flok af folk, der ikke var indkaldt til aktiv krigstjeneste; gamle, store børn, frivillige og fanger samt soldater til bevogtning.

Arbejdere, der gravede pansergraven
Arbejdere, der gravede pansergraven

Inga Bisgaard fortæller

Vi flyttede til Andst i maj 1943 og boede til leje i Præstegårdsvej nr. 2, der var ejet af Karen Mølby. Dengang kaldte vi vejen for Louisevej. Vi byggede senere hus Glibstrupvej nr. 11.

En morgen vågnede vi ved larm og kliren af redskaber uden for huset. Vi lindede på gardinet og så flere tyske soldater ved haven, der begyndte at grave. (Pansergraven skulle passere tæt mellem Gl. Præstegårdsvej nr. 1 og 2.) Vores vandpumpe var også i nærheden, her hentede vi vand til husholdningen, så vi var meget tæt på, hvad der foregik. Nogle af de tyske soldater talte nogenlunde dansk og var høflige, så jeg var ikke bange til trods for, at jeg var alene meget af tiden, da min mand arbejdede i Vandel. Henning, vores søn, tog sin lille skovl på nakken, og gik også i gang med at grave.

En dag så jeg en tysk soldat sidde ved vandpumpen med et brev. Soldaten, der måske var omkring 50 år, havde lige læst, at den gade hans familie boede på derhjemme var blevet ødelagt af bomber. Han sad stille og græd.

Senere afløstes de tyske soldater af andre arbejdere deriblandt også danske.

Fortalt til Lindo Christensen april 2011.