Bønderne tjente godt på at hjælpe smuglerne

I København fandt man ud af, at man skulle have en toldmil. Den gik cirka oppe fra Læborg og ned til Kongeåen og fra Kongeåen og næsten ned til Jels. Inden for den toldmil kunne man blive antastet af de edsvorne karle, som tolderne blev kaldt på den tid.

Jorden nord for Kongeåen steg helt vildt i pris. Bønderne dér skulle ikke drive noget egentligt landbrug, for alle de stude, der kom nordfra skulle have noget at spise, inden de skulle sydpå. Så bønderne nord for Kongeåen skulle bare have græsenge. Jorden her blev derfor det dyreste hartkorn i hele kongeriget.

Vejen-bønderne var efter sigende de mest dovne bønder langs Kongeåen. De sad nede på Skallevad Smugkro, hvor Hærvejen gik lige forbi. De skulle jo ikke lave andet end at avle græs.

De stude, der skulle sydpå, kom ned på engene om formiddagen, mens bondens egne stude var hjemme. I løbet af natten forsvandt studene så over Kongeåen, men næste morgen stod hans egne dernede. Og tolderne kunne jo ikke se forskel på en rød ko. Bønderne tjente godt på at hjælpe smuglerne.

Ko ved Kongeåen i Foldingbro

Herremanden stjal jorden

I sidste halvdel af 1700-tallet sad der en herremand på Skodborghus, som havde ambitioner. Han okkuperede al jorden her fra Skodborghus og ind til Ellestrup; han tog bare 400 tønder land. Vejen-bønderne lagde sag an mod herremanden og skrev til kongen. Kongen skrev så til herremanden for at få en forklaring.

Herremanden svarede, at det var en god og produktiv jord, der kunne avle en masse og give en god skat til kongen. Bønderne havde kun græs i den gode jord, og udnyttede den slet ikke. Så bønderne tabte sagen, og herremanden fik lov at tage jorden.

Kilde: Erik Larsen, Skodborghus.