Slavekrigen i 1848

Fra UdviklingVejens projekt: "Den gode historie":

Slavekrigen i 1848 er et godt eksempel på, hvordan rygter hurtigt kan skabe massehysteri. I marts 1848 gjorde hertugdømmerne Slesvig og Holsten, som dengang hørte under den danske konge, oprør mod Danmark. Op gennem Jylland bredte sig hurtigt det frygtelige rygte, at oprørerne havde sluppet 500-600 fanger, "slaverne", fra tugthuset i Rendsborg fri. I følge rygtet kom de nu hærgende op gennem Jylland.

Rygtet havde ikke noget på sig, men overalt i Jylland bredte angsten sig - også i Veerst.

I slutningen af marts gik således to mænd fra Veerst hen til ejeren af Moesgård, efter de hver især havde fået deres le rettet ud, så de kunne bruges som våben, og sagde til ham: "No ær'et hiel ud' mæ' wos!". Det var rygtet om de hærgende tugthusfanger, der havde skræmt dem.

Forberedte sig på kamp

Moesgårds ejer blev også bange, og gravede fluks sit fine sæt tøj og et guldsmykke ned i huggehuset. Alle våbenføre mænd samledes nu dagen efter ved smedjen, og de ledende mænd i sognet samledes i præstegården, hvor præsten, pastor Wraae, fik overledelsen. Frygten havde godt greb i folkene, og selv pastoren gik rundt med en stor økse i frakkelommen.

Man ventede de vilde og gale fra Rendsborg, men da der intet skete, sagde en af gårdejerne til sine karle, der alle var under våben, at nu skulle de følge med ham hjem til gården og få sig en ordentlig frokost. Han mente, at de jo i virkeligheden ikke kunne vide, om det ville blive deres livs sidste måltid.

Efter frokosten, der bød på en del dram, der vist havde til formål at indgyde mod, sagde karlene til de, der blev tilbage på gården: " No æ' et æt sekker, I sier wos mier!".

Men efter endnu en dags venten, kunne de udsendte spejdere dog vende tilbage og meddele præsten, at "dær va æt nowed". Og det var der heller ikke. Rygterne viste sig at være grundløse.

Kilde: J. Kvist: Veerst Sogn.