Sønderjylland under tysk styre

Fra 1867 var Nordslesvig sammen med Sydslesvig og Holsten en provins i Preussen. Det medførte en omfattende modernisering af administrationen. Til at administrere området blev der indsat tysksindede embedsmænd, og forvaltningssproget blev efterhånden udelukkende tysk.

Infrastrukturen i Nordslesvig blev forbedret ved specielt anlæggelsen af de smalsporede jernbaner. Staten brugte også jernbanen i et forsøg på at fortyske grænseområdet. Man brugte tysk arbejdskraft ved anlæggelsen og ansatte tysk personale.

Et andet forsøg på at fortyske grænseegnen var ved, at den preussiske stat købte landbrugsjord for at få den på preussiske hænder. Der blev oprettet såkaldte domænegårde. Læs mere om domænegårdene.

De nordslesvigske bønder holdt imidlertid stand i jordkampen og havde stor indflydelse i det landlige Nordslesvig. Efter 1900 vandt tyskheden dog frem specielt i købstæderne, hvor der kom en tysk ledet arbejderbevægelse.

Værnepligt og udvandring

De unge mænd skulle stå til rådighed for militæret i 12 år, hvoraf de tre år var egentlig militærtjeneste. De skulle aflægge troskabsed til den preussiske konge, som efter 1871 også var tysk kejser. Mange dansksindede unge mænd udvandrede til Danmark og Amerika i protest mod den lange værnepligt.

De havde muligheden for at optere for Danmark og dermed undgå værnepligten. Men samtidig mistede de deres borgerlige rettigheder, og kunne udvises, hvis de ikke opførte sig "ordentligt".

Omkring 60.000 danskere udvandrede frem til år 1900, og de medtog 120 millioner mark. Der blev mangel på arbejdskraft og kapital, og der manglede unge mænd til at overtage gårdene. Tyske familier blev lokket nordpå for at overtage ejendomme. Ud over tyske landmænd kom der også tyske håndværkere, arbejderfamilier og embedsmandsfamilier til sognene umiddelbart syd for Kongeåen.

Til Rødding-egnen blev der anbragt cirka 200 tyske familier. I Hygum sogn var der i 1890 næsten ingen unge til at overtage gårdene. Sognet havde en overgang 25-30 tyske familier. I Skodborg sogn blev omkring en femtedel af sognets beboere tysktalende i løbet af 1890'erne.

Mange af de tyske familier mødte dog lokal modstand og blev i nogle tilfælde sandsynligvis skuffet over gårdens tilstand. Derfor vendte mange af dem hjem igen.

Tysk som undervisningssprog

Lærere og præster skulle også aflægge troskabsed til den preussiske konge. Fra 1880'erne øgede Preussen presset mod de dansksindede. I 1884 blev forældre bedt om at tage deres børn ud af de kongerigske skoler og sende dem i tysk skole, og i 1888 blev tysk det eneste undervisningssprog i skolen, undtagen i religion.

For at undgå dette valgte en del familier i Nordslesvig at lade deres børn undervise hjemme og selv ansætte lærere. Det fik de tyske myndigheder dog hurtigt sat en stopper for. Eneste mulighed for at bevare undervisning i dansk sprog og kultur var herefter hjemmeundervisning efter skole.

Der var mange regler for, hvordan skolerne skulle køres; for eksempel måtte børnene ikke udsættes for dans og musik, heller ikke på kejserens fødselsdag.

Forsamlinger og censur

Foreninger blev oprettet for at værne om danskheden, og forsamlingshuse blev bygget. Hvis offentlige anliggender blev diskuteret på møder, skulle de anmeldes tre døgn før. Gendarmer havde blandt andet til opgave at håndhæve de tyske regler for forsamlinger, og de generede og forhindrede ofte møderne.


Sønderjyllands første forsamlingshus i Skrave (Skrave Hjemstavnsforening)

Myndighederne gik også efter den dansksindede presse, og det blev straffet med bøde og fængselsstraf at skrive kritiske tekster. Betegnelsen 'Sønderjylland' blev også forbudt.


Kilder:
Ingvert Møller Terkildsen. 2001. De sønderjyske domænegårde. Sønderjyske billeder 7. Kan lånes på www.vejenbibliotek.dk.
K.M. Hermansen. 1971 (2. udg.) Skodborg sogn i Frøs Herred. Kan lånes på www.vejenbibliotek.dk.
Historisk Årbog for Rødding-egnen 2008, som kan lånes på www.vejenbibliotek.dk.
Undervisningstilbud på kilderne.dk.
Temaruten "På sporet af kampen for at høre til Danmark" i Skrave sogn.