Vi bruger cookies

På dette website bruger vi cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på hjemmesiden, accepterer du samtidig vores cookiepolitik.

Til vejen.dk

Rødding

I 1899 blev Rødding endestation på en af de tyske smalbaner. Allerede inden jernbanen var Rødding i vækst som handelsby.

Rødding startede ud som landsby, der i midten af 1800-tallet var blevet forholdsvis stor. Der var en højskole, og Rødding var tingsted og dermed hovedby i hertugdømmet Slesvigs nordvestlige del. Det meste af Rødding by var en del af Slesvig, men en kro, nogle gårde og huse lå i kongerigske enklaver og var dermed en del af Nørrejylland og dermed det egentlige Danmark.
 
Landbruget udvikler sig
Op til 1864, hvor Slesvig kom under preussisk herredømme, var det kroerne i Rødding der stod for handelslivet. Herefter skete der mange ændringer. Det blev sværere at være dansksindet i byen, men det var også i den tid, at Rødding udviklede sig til en moderne handels- eller stationsby. Handel og håndværk var ikke mere forbeholdt købstæderne, og det voksende tyske marked gav nye muligheder for at sælge egnens landbrugsvarer.

De tyske industribyer havde brug for fødevarer, og efterspørgslen satte gang i landsbrugsudviklingen. Der blev moderniseret, og man gik væk fra at være selvforsynende - den samme udvikling skete i øvrigt også nord for Kongeåen.

En særlig udfordring for Sønderjylland, eller Nordslesvig, var udvandringen af unge mænd, der ikke ønskede at tjene som preussiske soldater. I 1870'erne og starten af 1880'erne faldt indbyggertallet i Rødding sogn.
 
Moderne handelsby
Landbruget havde brug for maskiner og forskellige varer, når man ikke længere var selvforsynende af stort set alting. Det skabte behov for et sted at handle. Rødding udviklede sig derfor i løbet af sidste halvdel af 1800-tallet til en handelsby. I 1890'erne tog udviklingen fart, og i begyndelsen af 1900-tallet var der amtsret, postkontor, apotek, læge, dyrlæge, ni købmænd, fem værtshuse, teglværk, to sparekasser og en bankfilial, to vindmøller og en vandmølle.

Ud over handelslivet var der en sagfører og juridiske rådgivere, en tandtekniker og et institut for homøopati. Der var mange offentligt ansatte i byen; muligvis var embedsmænd med det rette tyske sindelag sendt nordpå som modvægt til de dansksindede. De dansksindede var organiseret i Rødding Frimenighed, der byggede en kirke i 1909.

Roedding Station 500 X 325
Rødding station

Jernbanen kom til i 1899, hvor Rødding blev stationsby på strækningen Vojens-Gram-Rødding. Udviklingen til handelsby skete dermed ikke som følge af jernbanens indtog i byen, men den har måske understøttet væksten.

Efter genforeningen i 1920 skulle landbruget i Sønderjylland finde nye markeder at sælge sine varer til. England blev det nye primære marked. Der blev oprettet svineslagterier i Sønderjylland, og et af dem kom til at ligge i Rødding.

Bygningerne
Omkring 1900 blev der bygget flere bygninger, der hentede inspiration i købstæderne. Manufakturhandler Colfachs bygning ved Torvet er et eksempel. På hjørnet overfor byggede Burchard i 1908 en ejendom med inspiration fra blandt andet Jugend-stilen.

Arkitekten Lauritz Petersen Aakjær tegnede en række bygninger til Rødding Torv, der var blevet raseret af en brand sidst i 1920'erne. Aakjærs huse er eksempler på Hjemstavnsstilen, som er en pendant til Bedre Byggeskik-stilen.

Kilde: Christian Kaatmann. "Byen Rødding". Sønderjysk Månedsskrift 10/11, 1994, s. 226-232.

KontaktCharlotte ThomsenTelefon: 79 96 63 83