Jørgen Hansen og det danske statsborgerskab

Hvert forår på denne tid får jeg tankerne til at gå tilbage til Damhus, hvor far, på trods af svære økonomiske kår, formåede at bevare sin frihed og selvstændighed til sin sidste dag. Han købte ejendommen i 1935 for en udbetaling på 2.000 kr., som han gennem de forudgående cirka 15 år havde opsparet med en dagløn på 2 kr. Det kan ikke beskrives, hvilken glæde det må have været at kunne etablere eget selvstændigt landbrug. Ejendommen var på det tidspunkt næsten 100 år gammel med stråtækte bygninger, ikke særlig velholdte.

Ved flid og sparsomhed formåede han at vedligeholde og forny bygningerne, således at de altid så præsentable ud. Det tydeligt at se, når man kørte forbi med toget, selv om det var på afstand, at bygningerne blev kalket og malet hvert år. Flagstangen skulle hvert år ned og ses efter samt males hvid med en rød flagknop. Flaget skulle hejses på en velholdt flagstang.

Tysk statsborger

For far må befrielsen fra tyskerne havde været en rigtig befrielse for en rædselsfuld frygt for at tyskerne skulle tage ham og sende ham til fronten. Han havde på det tidspunkt endnu ikke fået sit danske statsborgerskab. Han gik sammen med familien over Kongeåen i 1912 (fra Bevtoft i Sønderjylland) for at bosætte sig på den rigtige side af grænsen til Tyskland.

Dengang skulle man bare gå hen til sognefogeden (det var så vidt jeg husker Lille Jensens far) og underskrive en ansøgning, så var den formalitet i orden. Men den dag, far var henne for at underskrive sin ansøgning, havde sognefogeden ikke flere ansøgningsblanketter, hvorfor han fik at vide, at det kunne han jo altid nå at få i orden en anden gang, når sognefogeden fik nogle nye ansøgningsskemaer hjem.

Tiden gik, og alt var jo efter Første Verdenskrig fryd og gammen, men uden at tænke på, at han ikke havde fået sit danske statsborgerskab, stod han efter den tyske besættelse af Danmark i 1940 som tysk statsborger i et af tyskerne besat land. Det skete der foreløbigt ikke noget ved, før tyskerne i august 1943 overtog regeringsmagten og strammede til over for befolkningen. Som tysk statsborger kunne far blive sendt i tysk militærtjeneste, hvilket på dette tidspunkt ville sige måske østfronten. Statsborgerskabet blev aldrig opdaget af tyskerne.

Endelig dansk statsborgerskab

Efter krigen søgte far igen dansk statsborgerskab, men nu var det ikke bare at gå hen til sognefogeden og underskrive en ansøgningsblanket. Der skulle højtideligt ansøges til indenrigsministeriet. Han skulle fremskaffe en skriftlig udtalelse fra alle de steder, han havde haft plads, således at han kunne bevise, at han uafbrudt siden overgangen over Kongeåen i 1912 havde opholdt sig i Danmark.

I over to år måtte han flere gange til politimesteren i Lunderskov og fortælle sin livshistorie, for at man kunne være sikker på, at han ikke bare ville have dansk statsborgerskab, fordi tyskerne havde tabt krigen. Den 18. maj 1949 fik far endelig dansk statsborgerskab efter to meget lange år.

Se også Mødet med Gestapo og Soldaten, der skulle sendes i døden.

Nedskrevet af Hans Jørgen Hansen maj 1985, overleveret af hans søster Ingrid Sørensen til Lindo Christensen i 2012.