Mødet med Gestapo

En dag kørte Gestapo med to lastbiler fulde af maskinpistolbevæbnede soldater op foran gården og foranstaltede afhøring. Der var kommet tyske soldater til Vejen foråret 1945, som skulle afløse de soldater, der havde været der i længere tid. Soldaterne arbejdede i pansergraven, som gik tværs over vor mark ind over hovedvejen og videre hen over Lundgårds (Koldingvej 42) og Damgårds (Koldingvej 40) marker.

Der graves ud til pansergrav
Der graves ud til pansergrav

Der var en af de nye officerer, som opdagede, at far havde fået at vide hvorfor og hvorhen de gamle soldater skulle. Gestapo ville tvinge far til at røbe, hvem af de gamle soldater, der havde fortalt ham om afrejsen. Det lykkedes ikke. Far kan huske, at Gestapo førte soldaterne ind i køkkenet én efter én, men far rystede på hovedet hver
gang som tegn på, at det ikke var ham.

Børnene skulle ikke røbe noget

Pludselig sagde far til mig, at jeg skulle tage Jens Aage ved hånden og gå hen til de Place for at hente Folkebladet. Han var bange for, at vi skulle røbe over for Gestapo, at vi måske kendte nogle af de gamle tyskere. Og det gjorde vi, der var to som næsten hver dag kom op fra pansergraven for at lytte til radioen, og når far ikke var inde i køkkenet drejede de radioen om på den engelske station, for at følge med i om den snart fik en afslutning.

Da jeg sammen med Jens Aage gik ud gennem gangen, blev den ene af disse to ført ind, han rørte uset ved mit hår, da vi passerede hinanden. Da han kom ind i køkkenet, rystede far på hovedet, og tyskeren blev ført ud igen. Lige sådan gik det med den anden.

Da afhøringen var forbi, spurgte far officeren, som stod for afhøringen, hvad der ville ske med soldaten, hvis de fandt frem til ham. Far fik kort at vide, at han ville blive stillet for en krigsret og dømt enten til at blive sendt til østfronten eller at blive skudt. Begge dele var den sikre død. Da Gestapo ikke fandt frem til manden, skete der ikke mere i den sag.

Se også Jørgen Hansen og det danske statsborgerskab og Soldaten, der skulle sendes i døden.

Nedskrevet af Hans Jørgen Hansen maj 1985, overleveret af hans søster Ingrid Sørensen til Lindo Christensen i 2012.