Soldaten, der skulle sendes i døden
Ud af mange episoder fra de sidste par år af krigen kan jeg huske en. En dag kom en lille pæn og nobel tysker vaklende op ad vejen nede fra pansergraven.
Det var tydeligt at se, at han var meget nedtrykt over et eller andet. Han skulle bare have en anden at snakke med end de andre tyskere.
Årsagen til hans tilstand var, at han til morgen havde fået at vide, at han næste dag skulle sendes sydpå til østfronten. Han var tilfældigt blevet udvalgt, fordi tyskerne manglede mandskab på fronten mod russerne. Tårerne trillede ned ad kinderne på ham uafbrudt.
Det var lige ved middagstid, for vi skulle til at spise til middag. Far bød ham en tallerken med kartofler og frikadeller, som han sad ude i bryggerset ved bryggersbordet og spiste.
Skulle aldrig se sin familie igen
Men inden han begyndte spisningen, tog han fra sin inderlomme et fotografi frem og stillede på bordet ved siden af tallerkenen. Foto af familien Fotografiet viste hans hustru og to børn på omkring 8-10 år. Han fortalte, at de boede i Magdeburg, hvis de endnu levede, for det vidste han ikke noget om. Magdeburg var næsten blevet totalt udslettet ved bombning.
Men efter at han nu havde fået at vide, at han skulle til fronten, var han sikker på, at han aldrig fik sin familie at se mere. For der var ingen, der på det tidspunkt kom levende tilbage fra østfronten.
Da han havde spist den første tallerkenfuld, tog han tallerkenen i hånden og gik hen til døren til køkkenet. Der stod han og så ind i køkkenet uden at sige et ord. Han holdt bare tallerkenen frem, mens han så tomt frem for sig. Han fik en ny tallerkenfuld, og bagefter fik han en tallerkenfuld æblesuppe med tvebakker.
Det var tydeligt at se på ham, da han takkede for maden, at han var taknemmelig. Det var måske hans sidste rigtige måltid mad inden hans afrejse.
Han gik meget langsomt med tunge skridt ned til pansergraven igen. Vi så ham aldrig siden.
Se også Jørgen Hansen og det danske statsborgerskab og Mødet med Gestapo.
Nedskrevet af Hans Jørgen Hansen maj 1985, overleveret af hans søster Ingrid Sørensen til Lindo Christensen i 2012.