Skyderi og snevask

Fra UdviklingVejens projekt "Den gode historie":

Under besættelsen opholdt der sig en del tyske soldater i Brørup. De skulle blandt andet bevogte jernbanelinjen Kolding-Esbjerg. En gruppe unge, der var på vej hjem fra handelsskolen i Vejen, besluttede sig for at drille tyskerne, der stod vagt i tunnelen, der førte hovedgaden under banen.

Gruppen af unge kom gående grinende og højt talende mod tunnelen. Viggo Mathiesen, der var den ledende i gruppen, var ikke spor nervøs, da de blev råbt an af de unge, mere nervøse tyske soldater med et "Halt!" De unge mennesker overhørte kommandoen og gik videre.

Så blev der skudt, og Viggo Mathiesen blev ramt i benet. Der blev en råben og skrigen og mange mennesker kom til. Viggo Mathiesen blev kørt væk i ambulance, og der var stor forvirring, også på tyskernes side.

Hævnen
De unge slap for videre tiltale, men gruppen af unge pønsede på at hævne den behandling, Viggo havde fået den aften. De fik deres hævn senere, da gruppen af unge fra Brørup en aften var i biografen. To unge tyske soldater var der også og det sneede, da man forlod biografen.

De unge lagde mærke til, hvilken vej de to tyske soldater gik, og de delte sig så i to grupper. Den ene fulgte efter soldaterne, og den anden gik den anden vej rundt. Grupperne mødte dermed de to soldater fra hver sin side. De tog fat i de tyske soldater og væltede dem om i sneen og "vaskede" dem godt og grundigt. De unge slap fra den historie uden videre tiltale.

Kilde: Glimt af fortiden fortalt af personer med tilknytning til Brørup, s. 51.