Den lange vej hjem fra krigen

Det sidste år i Rumænien holdt jeg "Flensborg Avis", og den kom temmelig regelmæssigt. Her læste jeg da - sammen med maleren og de andre danske - om Wilsons fjorten punkter og om H.P. Hanssens tale i den tyske rigsdag i oktober, og vi forstod, at nu led det mod enden. 

Rumænien rømmes
Den 10. november begyndte vi at rømme landet. Forrest gik infanteriet, og vi med vore kanoner og heste sluttede troppen. Lige bagefter os kom rumænerne, som straks besatte landet. Tit blev vort feltkøkken så langt tilbage, at det kom ind mellem rumænerne, men de gjorde os aldrig noget.

Togene gik ustandseligt nord på og tog især infanteriet, som ikke kunne holde marchen ud, med sig. Det var tysk jernbanemateriel, og togene vendte ikke tilbage.

Vi marcherede ustandseligt nord på, men måtte holde hvil en dag ind imellem for at holde det ud. Og næsten allevegne, hvor vi kom frem blev vi indkvarterede hos beboerne. Det hørte til undtagelserne, at vi måtte tilbringe en nat under åben himmel. Omsider når vi Røde Torm Pas, og her samler vi alt gammelt tøj, gamle støvler og lignende i en stor bunke og brænder det. [...]

Asmus Jensen liggende yderst til højre
Asmus Jensen stående til venstre. Foto udlånt af Nis Einer Jensen, Asmus' søn.

Al materiel og heste efterlades i Ungarn
Den 11. december, lige før den fastsatte frist er udløben, går vi over floden Maros og er så i Ungarn. Ved byen Arad fik vi ordre til at efterlade vore vogne og kanoner. Her havde tropperne, der var foran os, også efterladt alt, hvad de ikke kunne føre videre, og et areal på fem-seks tønder land var fuldstændig dækket af feltkøkkener, feltbagerier, kanoner og vogne. Al marchorden var forlængst ophørt, og vi havde af og til undervejs ladet en vogn stå, solgt hestene og delt pengene.

Den syttende december skulle vi endelig med et tog. Om aftenen kom der et, men det har for få vogne, så hestene kan ikke komme med. Der lød enkelte skud. Det var nogle af kammeraterne, der skød deres heste. Jeg har karabineren ladt, men kan alligevel ikke nænne det. Jeg har haft min hest i flere år. Jeg lægger dækkenet over den, giver den den sidste havre og springer i toget.

Store togproblemer
Over fyrretyve mand er der i hver kreaturvogn med våben, kister og oppakning. Omkring ved kl. 2 om natten vågner vi, da toget standser. En af kammeraterne kommer løbende og siger, at togføreren ikke vil køre mere. Han får så hundrede gram tobak af hver af os og kører igen. Lidt længere hen på natten holder vi igen - inde i en skov. Nu er kullene sluppen op, men vi springer af toget og forsyner os med favnestykker, der står i stabler i skoven. Så kører vi igen. Men hver gang, vi kommer til et sporskifte, må et par af os ud og selv skifte sporet.

Hen på morgenstunden, mens vi holdt mellem to stationer, stak togføreren af. Nu var gode råd dyre, men da meldte der sig en ganske und soldag på 19-20 år og sagde, at han nok kunne køre toget. Han var fra Køln. Han kørte så forbi et par stationer, men var derefter ikke rigtig klar over, hvad vej vi skulle. Så fik vi på en station anvisning på en togfører, og han gik ind på at køre for os mod, at vi gav ham tusinde kroner. På samme station var sporskiftet i uorden - en skinne var taget bort, så vi ikke kunne komme videre. Med ladte karabinder truede vi så personalet på stationen til at bringe det i orden for os. 

Vil ikke interneres
Næste nat blev sidegevær og karabiner taget fra os. Den nittende december om aftenen holdt vi ved en godsbanegård ved Budapest. Der blev sagt, at nu skulle vi føres til Pressburg og interneres. Vi var syv mand, der blev enige om, at det ville vi ikke, vi ville hjem. Vagten ved banegården ville ikke lade os slippe ud, men i mørket lykkedes det os at komme over muren omkring banegårdsterrænnet.

Så traf vi nogle ungarske soldater, som var villige til at bytte uniform med os mod at vi gav dem hver 50 kr. og en pakke tobak. Ved et hushjørne foregik ombytningen. Så kørte vi i sporvogn til banegården, og vi kiggede forsigtig ind i forhallen, men da vi der så franske vagter, begyndte vi at forhandle med hinanden om, at vi vist helst måtte sælge vore sager, for at de ikke skulle røbe os.

Håndgemæng
Mens jeg derefter stod og ville sælge tobak til en ungarsk soldat, overraskede vagten os, og da jeg ikke kunne tale ungarsk, antog de mig for en tjekkoslovak. De ville føre mig til politistationen, trak våbnene og begyndte at stikke efter mig med bajonetterne. I min fortvivlelse  greb jeg da min dolk - det eneste våben jeg endnu havde - og stak den mest nærgående i venstre arm. Men i samme øjeblik havde jeg en bøssekolbe ned over hovedet. 

Da jeg kom til mig selv igen, gik to ungarer og slæbte mig hen ad gaden. Mit hoved hoppede og ned på brostenene, men heldigvis var min rygsæk faldet tilbage og tog af for stødene. Da troede jeg, min sidste time var kommen. Og nu var jeg dog på vejen hjem! - Der samledes efterhånden flere soldater, og heldigvis var der en af dem, der forstod tysk. "Lad ham løbe, han er jo en tysker og ingen tjekkoslovak", sagde han.

Så slap de mig, men jeg var så fortumlet, at jeg knap kunne stå på benene. Den underofficer, som jeg havde prikket lidt i armen, var fulgt med. Han rettede sig nu, og skønt han havde ondt ved at nå så højt op, langede han mig dog en på øret, så jeg dejsede! 

Så kunne jeg gå, men min lille kiste, som hidtil havde fulgt mig - før kørte den altid på kanonen - og hvori jeg havde mine dagbøger, fotografier og meget andet, beholdt de.

Kommer med toget
Da jeg nåede banegården, var toget, som jeg skulle med, ved at gå. Mellem perronen og det norgående tog holdt et godstog. Jeg sprang op og ind i en godsvogn, ned på den anden side og nåede at springe op på trinbrættet på toget, der allerede var så temmelig i fart.

Aldrig har jeg set så overfyldt et tog! Inde i vognen stod man som sild i en tønde, og udenpå stod soldaterne på trinbrædderne, på pufferne og på taget af vognende lå og sad de. Toget var meget forsinket, da togpersonalet havde prøvet på at slippe af med nogle af de mange passagerer. Men fik man nogen jaget bort et sted, sprang de bare op på toget et andet sted. Soldaterne VILLE hjem! Jeg stod på to puffer fra lidt over midnat til hen på næste formiddag. Min pande blødte og min uniform var meget tynd. Mine seks kammerater så jeg aldrig mere.

"Kommer hjem til jul"
Så kørte vi gennem Østrig, og da vi kom til Linz, gik jeg ind på en telegrafstation og telegraferede hjem: "Kommer hjem til jul". Telegrafisten spåede mig ikke godt. "Telegrammet kommer sikkert aldrig igennem". Men det nåede dog mine forældre den 23. december. 

På stationen ved den bayerske grænse var dækket bord til mange hundrede mand. I Bayern var der nemlig forholdsvis rigeligt med mad, og man havde råd til at bespise soldaterne, efterhånden som de kom. Der blev også både vi og vort tøj rensede, og så kørte vi videre til Sachsen.

I Leipzig kørte et andet tog ind i vort. En mand dræbtes, flere såredes og vognene blev meget ramponerede. Men vi kørte videre med de samme vogne. I den vogn, hvor jeg var, kunne jeg hele tiden sidde og se ned på skinnerne gennem det splintrede gulv.

Overfuset i Berlin
Den 23. december nåede vi Berlin. Vi havde noget ophold, og jeg og et par andre - også i østrigst uniform - gik ud i byen for at se os om. Her var jeg jo nemlig godt kendt. Vi stod og så på Rigsdagsbygningen, da der pludselig samledes nogle unge fyre, børn og kvinder om os. "Verfluchte Österreicher", råbte de og gik løs på os med stokke og paraplyer. Tyskerne gav nemlig østrigerne skylden for, at de tabte krigen. 

I det samme kom der nogle soldater til, som jeg i en fart viste min soldaterbog, og de hjalp os bort fra vore angribere og hen til banegården. 

Om aftenen skulle vi med toget til Hamborg. Perronen var stuvende fuld af mennesker, og det var klart, at kun en lille part af dem kunne komme med toget. Der var uroligheder i Berlin i de dage, og mange mennesker søgte derfor bort fra byen. Toget kom baglæns ind foran perronen, og i løbet af et øjeblik, mens det endnu var i gang, var det fyldt af mennesker. Man sprang ind både ad døre og vinduer. Hvert eneste vindue i de store gennemgangsvogne blev knust. Jeg var da også sluppen ind, men da vi kørte, var det ikke at se, at menneskemængden på perronen var svundet. 

Jeg nåede så hjem til juleaften efter at have soldat i over syv år. 

Kilde: 
Asmus Jensen (n
edskrevet af Marie Boesen): I Krigens Vold. I Frankrig og Rusland, paa Balkan og i det hellige Land. Sønderjyske Årbøger, udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland, årgang 1928, sidetal 279-283.