Jul i skyttegraven - brev fra Peter Frank i Frankrig 1914

                                                                                                                                                 Frankrig den 25. december 1914.

Min kære Kirstine.

Ja, så blev det jul igen, men hvad for en jul? En jul, vi måtte fejre adskilte, men dog med håb om at komme til at fejre jul sammen igen. Jeg vil nu fortælle dig om vor jul her, som om jeg fortalte en historie.

På lytterpatrulje
Lillejuleaften var det tåget vejr, og ikke det alene, men franskmændene var meget virksomme i skydningen med artilleriet. Bataljonens venstre fløj, hvor vi ligger, slap dog heldigt, den fik kun et par shrapnels dagen i forvejen henover stillingen uden dog at gøre anden skade end at ødelægge et par mantler [overfrakker], der var hængt ud for at tørres.

Højre fløj fik derimod en ordentlig omgang af artilleriet. Vort kompagni havde ikke en eneste såret. Om aftenen var min kammerat, P. Brodersen, og jeg ude på lytterpatrulje foran stillingen. Gråvejr blev denne nat til snevejr, så jorden blev overlagt med tøsne. Mens vi stod derude, talte vi om julen og ønskede, at juleaften måtte give smukkere vejr. Dette ønske skulle også gå i opfyldelse, thi om morgenen holdt det op med at sne. Solen kom igennem, sneen smeltede, og hen imod aften var det måneskinsfrostvejr og klar stjernehimmel, en rigtig smuk juleaftenhimmel, meget for smuk til denne syndige verden.

Pakkerne nåede ikke frem juleaften
Om eftermiddagen begyndte julestemningen at komme over os, skønt vi endnu ikke havde fået de længe ventede julepakker. De nåede os ikke til juleaften. Men i alle vores jordhuler blev der pyntet til julen, så godt det lod sig gøre efter forholdene med grankviste og julelys. Under dette arbejde kom der meddelelse om, at franskmændene ville gå over til angreb om aftenen, og vi skulle derfor holde os parate. Denne spådom gik dog ikke i opfyldelse. Tværtimod var denne aften rolig i forhold til de andre aftener. Her, hvor jeg ligger, kom der næsten ikke et skud fra dem, der ligger lige over for os, men både højre og venstre for os var der til tider temmelig stærk geværild.

Lad jer ikke forstyrre
Da det så blev aften, samledes vi i en af de største huler, seks danskere, og holdt så jul sammen en times tid. Lysene blev tændt, og det hele blev gjort så hyggeligt som muligt. Under tilberedelsen kom der en teologisk kandidat fra Nordslesvig, her officersstedfortræder, søn af pastor Beuk, Hørup på Als. Han sagde ”god aften” og ”jeg kommer snart igen” – på dansk. Lidt efter kom vor kaptajn. Han kom ind i hulen, sagde et rosende ord om vor julepynt, og med tårer i øjnene sagde han ”her bliver der nok også fejret jul. Lad jer ikke forstyrre”. Derpå ønskede han os en glædelig jul og udtalte håbet om, at det måtte se bedre ud for os næste år. Vi takkede i lige måde og med et god nat forlod han hulen. 

Stuens udseende
Vor stue var ikke så stor, men vi kunne være der. Jeg vil lige beskrive den; rundt med væggen var der en jordbænk, over mod den ene side et lille bord, der er opslået af et par gamle brædder. Væggene var pyntede med grankviste med et par julelys, der blev tændt. Et par papirsroser og en stjerne var også anbragt der. Under dette havde vi nogle julekort opslåede. Bordet var dækket med en avis, og der lå nogle juleblade, bibelen og et par salmebøger. Henne ved døren stod vore geværer med fem skarpe patroner og bajonetten på, parat til at blive taget i brug. Men godt vi slap for at bruge dem den aften.

Vi græd alle
Da vi nu var samlede, begyndte vi med at synge ”Julen har bragt velsignet bud”. Jeg var forsanger. I begyndelsen bar sangen os, og den lød frejdig, men allerede da vi kom midt i det første vers, begyndte stemmerne at blive usikre. En landeværnsmand, der har kone og 5 børn hjemme slap først. Han kunne ikke synge med mere. Han græd. Vi andre mandede os op lidt endnu, men da vi kom til slutningen af andet vers, var det forbi. Vi kunne ikke mere. Vi græd alle. Efter nogle øjeblikkes ro fik vi begyndt på det tredje vers og kom også igennem, men tårerne blev ved med at løbe os ned ad kinderne. Vi tænkte på jer I kære derhjemme. Hvad de franske kugler endnu ikke havde formået os til, det formåede denne julesalme. Den fik os til at græde, uden at vi skammede os derved.

Huen kom af for juleevangeliet
Efter sangen blev der en lille tur. Det var nu meningen, at vi ville læse juleevangeliet, men ingen kunne. Da kom den føromtalte kandidat os til hjælp. Vi bad ham så læse det, hvilket han var meget villig til, og han knyttede nogle ord dertil. Hidtil havde vi stået som soldat med huen på hovedet. Den var næsten aldrig fra hovedet i denne tid, men da juleevangeliet lød, da tog vi huen af og foldede vore hænder, så vidt de ikke brugtes til at tørre tårerne af med, og da vi var færdige og bad Fadervor, da bad vi højt. Det vil sige, jeg måtte give tabt, og de andre kunne kun lade sig høre ved enkelte bønner. Ja, aldrig har jeg været med til en mere oprigtig juleaften.

Vil aldrig glemme den juleaften
Efter evangeliet sang vi de sidste to vers af ”Dejlig er jorden”. Derpå læste kandidaten et stykke mere, og vi sang ”Glade jul” og ”Den yndigste rose”. Derpå gav vi hinanden hånden og ønskede os gensidig en velsignet jul. Endnu sad vi en lille stund og talte om julen derhjemme, men så kaldte pligten på os, vi måtte ud at stå på vagt, og vi skiltes. Men jeg tror aldrig, vi vil glemme denne juleaften, om det så skal blive os forundt at leve og blive gamle. Da vi stod på vagt, var vore tanker langt borte. De var hjemme, hvor I kære holdt jul, og om det frøs temmelig stærkt, så kunne det for mit vedkommende ikke holde tårerne tilbage. Tanken om jer derhjemme listede den ene tåre efter den anden ned ad kinderne.

Gud give et bedre år.

Julemorgen hilste vi på hverandre med et ”glædelig jul”, og vi samledes igen og sang nogle salmer, og da vi havde sunget dem, blev den kære post uddelt, og jeg må sige, jeg fik særdeles meget, og derfor er jeg meget taknemlig.

Ja, sådan fejrede jeg jul heroppe. Jeg synes, det var en god jul efter forholdene og håber også, I har fejret en god jul. Jeg har det godt, er sund og rask og sender jer en kærlig hilsen og ønsker, at vi må få et bedre år i 1915 end i 1914, og at det må blive os forundt snart igen at komme til at leve sammen. Det give gud.

Og nu de kærligste hilsener til eder alle.

Peter.


Hvad der siden skete med Peter
Magdalene Brogaard var i huset på den gård, Peter Frank havde bestyret, før han drog i krig, og hun giftede sig senere med Peters lillebror, Marius Frank. Hun skriver om, hvordan det senere gik Peter Frank:

I oktober måned 1915 var jeg på det sidste besøg i Røjbøl inden fredsslutningen i 1918. Peter Frank lå den gang på lazaret i Haderslev, hvor Kirstine Frank og jeg besøgte ham. Det var trist at se de mange dårlige soldater, og udenfor lød de tyske sange, når soldaterne marcherede forbi, det gjorde et dybt indtryk. Peter Frank var i eftersommeren med i den store kamp med de franske alpejægere i Hartmannsweilerkopf, der lå han bag et træ i to døgn. De franske jægere var meget dygtige, så kuglerne peb ustandseligt om ørerne, kun nogle få stykker af de tyske soldater kom levende derfra. Peter Frank fik lungebetændelse og førtes senere til Haderslev, han var hjemme en tid, men måtte så til Mandbjerg og bestyre en tysk domænegård.

Magdalenes og Marius’ søn, Folmer Brogaard Frank fortæller, at Peter Frank efter slaget mod franskmændene var meget forkommen af kulde; da man gik omkring for at finde de døde og sårede, blev Peter Frank først anset som død af kulde. Han var først på lazaret, så sendt hjem til gården, før han blev sat til at bestyre en gård, for at medvirke til fødevareproduktionen. I 1918 vendte Peter Frank tilbage til gården Høsthåb. Samme år brændte gården, og Peter Frank købte gården "Fyrlund" i Øster Lindet.

Han prøvede at bygge den første gård op, men det var svære tider, og det gik ikke så godt. I 1921 overtog hans bror Marius Frank forpagtningen af slægtsgården og købte den i 1924. I juni 1927 gik Peter Frank og Marius Frank fallit. Marius' hustru, Magdalene Brogaard, købte Høsthåb med hjælp fra sin familie (en morbror betaler 5000 kroner og en ældre kusine betaler 2000 kroner). Marius Frank overtager senere gården i 1953. Peter Frank har ingen, der kan hjælpe med betalingen, og han købte senere en mindre gård i Stollig i nærheden af Aabenraa. Peter Frank døde i 1974.

Læs også Magdalene Brogaards erindringer om tiden omkring krigsudbruddet, hvor hun var i huset hos Peter Frank

Læs også om Mathias Mygind fra Øster Lindet, der faldt i Første Verdenskrig

Læs også om, da Peter Franks brødre, Marius og Holger Frank, gik over grænsen for at undgå krigen

Kilde: Magdalene Nielsen Brogaards erindringer, udleveret af hendes søn Folmer Brogaard Frank og oplysninger fra ham.