Mathias Mygind – en af de faldne i Første Verdenskrig

Mathias Mygind fra Øster Lindet skulle møde ind ved hæren på sin fødselsdag 2. august. Han kom til Østpreussen og blev venner med Eskild Vind fra Lintrup. Sammen kom de til Skorinsky i Polen, hvor Mathias Mygind fik den svære opgave at tage mad, korn og kvæg fra befolkningen, der dårligt kunne undvære det. Det var slemt for ham at være med til at påføre andre den nød.

Han fik orlov den 13. april og måtte gå 7 mil med fuld oppakning for at nå den nærmeste station. Han var snavset, fuld af utøj, træt og sulten. Men det gik hjemad, og det gjorde det lettere at udholde. Han havde ændret sig, bemærkede man derhjemme, han var duknakket og gammel. Men han var trods alt hjemme ved børnene og konen. Det varede dog ikke længe, før han måtte til fronten igen. Han kom til Grodno i Hviderusland, og han blev kastet ud i hårde gadekampe.

Ønskede ikke at overleve
Han skrev hjem: ”Dette med bajonetter på at fare igennem gaderne som et galt menneske, det er for mig den frygteligste sjælepine, alt hvad jeg ellers har gennemgået af sult, nød og strabadser, er ikke noget imod dette at regne. Her sidder jeg ved siden af en kammerats grav og skriver, måske bliver min grav her lige ved siden af, måske få meter herfra, men ønsk aldrig, at jeg må komme levende herfra, for det er umuligt efter hvad her sker, og for mig vil det også kun være hvile, jeg vil aldrig blive et lykkeligt menneske igen, efter alt det, jeg har været med til; for dig vil det jo være svært og så for min gamle mor, men I må unde mig den fred.”

Døden slår til
Den 10. september 1915 fik Eskild Vind ordre til at besætte en vej med seks andre soldater, mens Mathias Mygind skulle gennemsøge en skov med andre tropper. Skoven var fuld af russiske soldater, der omringede Mathias Mygind og hans folk. Ingen slap uskadte derfra. Mathias Mygind fik en kugle igennem det ene knæ og blev dernæst ramt af en granat. Han døde på stedet og kom i en stor fællesgrav med et teltsejl trukket over.

Da Eskild Vind kom tilbage fra vagten, fik han at vide, at vennen var blevet dræbt. Han tog Mathias Mygind op af fællesgraven, lagde ham i en kiste og begravede ham på et let genkendeligt sted. Hans navn skrev han på en bræt og satte over. Han skrev hjem: ”Jeg har mistet min bedste ven, nu har jeg lagt ved hans kiste, jeg har klappet hans kind, nu går jeg ensom herfra, tung blev min byrde og træt blev min fod.”

Læs også om Peter Franks jul i skyttegraven i 1914

Kilde: Baseret på en afskrift af et minde skrevet af Jutta Skrumsager Madsen og udleveret af Folmer Brogaard Frank. Hans mor Magdalene Nielsen Brogaard deltog i en mindegudstjeneste i Rødding Frimenighedskirke for Mathias Mygind fra Øster Lindet i oktober 1915.