Den første orlov
Den 1. Septbr. havde jeg faaet Orlovspasset i Haand. Blot nu ingen Forhindringer skulde indtræffe! Spændingen var stor. … Vi fik Lov til at tage med et Kurertog over Stryj, gennem Karpaterne og Tjekko-Slovakiet til den tyske Grænse, hvor vi igen havde Forbindelse med Hurtigtog lige til Hamborg. Dette vort Held satte Humøret op. …
Store Erobringer havde de opvist paa Vestfronten, Russerne var fordrevne fra Karpaterne, Galizien var indtaget, serberne var fordrevet fra deres Hovedstad og næsten ud af deres eget Land. Stemningen var saa højt oppe, at Tyskerne næsten var som beruset. De anede ikke, at paa det Sted, vi var, vilde Krigen føre en Folkeafstemning med sig til Fordel for Polen. Vi var nødt til at holde tand for Tunge; thi hvis vi gjorde Indvending, kunde vore Udtalelser let blive stemplet for Højforræderi, som vilde komme os dyrt at staa. …
I Tyskland var alt, som sagt, i den bedste Orden. Vi befandt os derfor godt. Kun var det væmmeligt at høre paa Tyskernes Pral, for det er de gode til. … Det var min første Orlov, og da kunde vi naa hjem samme Dags Aften, vi var i Hamborg. Siden maatte vi logere i Flensborg. Jeg kom hjem Kl. 9 om Aftenen d. 3. Septbr.
Måtte tale tysk i eget hjem
Baade min Familie og jeg blev fyldt af den inderligste Glæde og Taknemmelighed. Børnene stillede ustandselig Spørgsmaal til mig, og der var nok at fortælle. Dog generede det ikke saa lidt, at vi havde to tyske Vagtmænd i Kvarter; mit Hjem ligger nemlig tæt ved Grænsen. Naar de var til Stede, skulde man være meget forsigtig i sine Udtalelser, og man havde knap Lov til i sit eget Hjem at tale Dansk med sin Familie. Og talte man med dem, var man nødt til at tale Tysk, og helst skulde man tale meget rosende om det tyske Militær, og det var ikke rart for en Sønderjyde.
Den svære afsked
Jeg havde naturligvis meget at se til i mit Hjem; min Hustru og mine Børn havde ondt ved at overkomme arbejdet, saa jeg tog fat næsten over Evne. Den første Tredjedel af min Orlov gik voldsom hurtig, for da var alt idel Glæde; den anden Tredjedel gik vel ogsaa hurtig, men da begyndte Fremtiden med sine Ængstelser og Bekymringer at melde sig, og den sidste Tredjedel var egentlig svær; mit Hjem led derunder, og selv led jeg. Vi talte Dagene, og Sorg og Uro fyldte os. Afskeden var bitter og tung; min ældste Søn var helt borte, han kunde ikke taale denne Stund. Min ældste Datter stod ude i Gaarde, mine andre fire smaa skjulte sig hos hende, den mindste under hendes Forklæde.
Ja, hvor var det dog knugende. Mor fulgte mig et Par Stationer paa Vej, og saa begyndte Kammeraterne at støde til. Det hjalp noget at være sammen med dem; vi satte os tæt sammen og talte om vore kære derhjemme og om, hvad Fremtiden havde at bringe os.
Kilde: Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen. Særtryk af Husmandshjemmet. Aarhus Amtstidendes Bogtrykkeri 1923, version udlånt af barnebarnet Nis Einer Jensen.