Det trækker op til krig
… Det var mellem disse to store Magtgrupper [Østrig, Tyskland, Italien på den ene side og Serbien, Rusland, Frankrig, England på den anden], at Forhandlingerne blev ført i Slutningen af Juli 1914. Ingen fulgte bedre med deri end vi Sønderjyder, for vi vidste, hvad vi skulde, naar Luren kaldte. Man hørte saa godt som aldrig den tanke fremsat at flygte til Danmark. Vi havde ført den nationale Kamp som lovlydige Borgere, og denne ærlige Kampmaade skulde nødig tilsmudses. Heller ikke vilde vi bringe Danmark i Fare ved at løbe over Grænsen.
Den 31. Juli ved Aftenstid blev Bekendtgørelserne om Belejringstilstanden udstedt. Det var noget for de tyske Toldbetjente i vor By, der grænsede til Kongeaaen. De udrustede sig med Økse, Sav og Brækjern. Min Gaard ligger højt og ved Vejen, der fører ned til Aaen, saa vi kunde se, hvad de foretog sig. De kom i Fart forbi os, ja man skulde tro de var udstyret med saa store Kræfter, at de kunde gaa til Verdens Ende.
Broen over Kongeåen ødelægges
Broens Planker blev brudt af et stort Stykke, Bjælkerne blev oversavet, de nærmestliggende Markredskaber blev samlet i en Bunke foran den afbrudte bo, og endelig blev der trukket Pigtraad for, saa al Forbindelse nordpaa var ganske afbrudt.
I alt det triste, som dette Arbejde rummede i sig, var der dog noget, som fik os til at trække paa Smilebaandet, og det var Genboerne fra begge Sider af Kongeaaen. De fik travlt med at komme tilbage. De var næsten at sammenligne med en Flok opskræmte Mus, der søger at komme i Hul. Nogle gik til Fods, andre løb, en Del cyklede. Det gik med Sti, paa Vej og over Pløjemark: alle stilede mod Broen for at komme over, inde det blev for sent.
Endnu var Krigen ikke erklæret, saa Faren kunde jo drive over. Men vi vidste, at den frygtede Efterretning kunde komme hver Minut. Det var Stilhed før stormen. Sindet var knuget i Spænding og Uro, saa jeg vil nødig, at den Dag skal gentage sig for mig. Kun den, der har prøvet det, kan helt forstaa den Sjælstilstand, vi var i.
Krigen erklæres
Det eneste, som kunde lette vore Tanker, var Travlhed og stærkt Arbejde, og da Rugen blev moden, gav vi os til at høste den. Det var en lummer Augustdag. Tunge Tordenskyer omspændte Himlen. Vi sled, saa Sveden drev af os, og henved Kl. 7 Aften var vi færdig.
Trætte vandrede vi hjemad, men lige da vi naaede Gaarden kom min Hustru mig grædende og hulkende i Møde, Krigen var nu erklæret, og Læreren havde været med Besked om, at jeg skulde møde i Hæren.
Da jeg havde faaet denne ikke uventede Efterretning, var det et øjeblik, som alt bristede for mig. Men det varede kun kort, saa faldt der atter Ro over mig.
Spændingen var udløst; vi var traadt ind i Virkeligheden; vi var i Krig.
Kilde: Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen. Særtryk af Husmandshjemmet. Aarhus Amtstidendes Bogtrykkeri 1923, version udlånt af barnebarnet Nis Einer Jensen.