Endelig hjemme!

Om Morgenen gik Toget efter Padborg. Da vi kom der, blev vi noget skuffet, for vi havde ventet der at se danske Soldater. Allerede nede i Ukraine havde vi talt om den ny Grænse, og vi var enige om, at den skulde gaa fra Flensborg Fjord i en Linje Syd om Tønder; men vi havde tillige ventet, at den Del af Sønderjylland, der laa Nord for denne Grænse, øjeblikkelig ved Vaabenstilstanden var blevet besat af Danmark.

Mon da ikke H. P. Hanssen var i København, og var han ikke det, havde vi Lyst til at rejse om til ham i Aabenraa og faa ham sendt derover. Men vore civile medrejsende fortalte os, at det gik slet ikke saa let at blive enige om den ny Grænse. I dansk Politik var det jo saaledes, at den ene ikke kunde taale den anden, saa hvad den ene vilde, vilde den anden ikke.

Farvel til kammeraterne

I Tinglev tog to af vore kammerater Afsked med os, og nu blev der taget Afsked paa hver station; navnlig i Voyens var der mange, som skulde ud. Alle steder lød Raabnene: ”Farvel Kammerat, Tak for godt Kammeratskab, lev nu vel, Farvel, farvel og hils hjemme!” – Og paa Stationerne var Kvinder og Børn mødt for at byde Velkommen til den kære Mand og Fader; der var Smil og Graad, og vi var bevægede i Glæde over at komme hjem til vore kære. – Saa var det ogsaa dejligt at høre vort yndige Modersmaal, naar det som nu lød fra danske Kvinders Mund.

Vi var tre, som skulde længst mod Nord, nemlig til Skodborg. I Sommersted steg vi over i Amtsbanen og Kl. 9 ½ kunde vi være hjemme. Nu traf vi næsten ene kendte Mennesker; alle spurgte de ud om den farefulde rejse fra Ukraine. De havde været ængstelige for os; vi maatte fortælle saa længe, at Munden blev helt træt.

Hjemme

Nu bremser Toget, og vi er hjemme. Min kære Hustru og mine kære Børn var paa Stationen for at tage imod mig. Hvor var det dog et skønt Møde! Bag ved laa 4 ½ Aar i Krig, og nu var man hjemme! …

Nu vendte vi altsaa hjem, tavse, blege og afhjaskede; men glade var man i Hjertet over at være omgivet af Hustru og Børn.

Det kan nok være, at jeg trængte til Søvn og Hvile, da jeg endelig var naaet til mit kære Hjem. I de første 7-8 Dage sov jeg næsten hele Tiden; det var, som jeg ikke havde faaet Søvn et helt Aar. Saa skulde jeg ud at se til min Bedrift. Alt var saa mærkelig uvant, og det værste var, at næsten hele Bondebedriften var blevet til en Slags Krigsindustri. Det var helt trist at se paa.

Korn var der ikke til Svinene og heller ikke Kraftfoder til Køerne. Brødkorn og Hvede til Kage var der vel noget af, men den Slags laa skjult de utroligste Steder, for at ingen skulde tage det. Hele Talen drejede sig mest om Penge, om at faa Gælden omsat og nedbragt til en Tredjedel.

Forandringerne i Sønderjylland

Jeg fandt mig ikke tilpas i hele det Komediespil, som dreves i næste alle Forhold. Grimmest var dog al den Hamstren og alt det Smugleri, der var kommet i Gang. Det store Flertal var forgiftet deraf. Hæderlige Tjenestekarle forlod deres Pladser for at tjene Penge ved Smugleri. De og mange andre sneg sig over Kongeaaen, der endnu var Toldgrænse, opkøbte Varer i Stationsbyen Vejen og andre steder og solgte dem til Tyskerne for at tjene Penge. – Saa har desuden Selskabslivet i Krigsaarene taget et uhyggeligt Opsving.

Alt dette gjorde mig baade led og ked. Der havde været meget grimt og særlige derude i Krigen; men man havde ogsaa stille stunder til at søge sin Gud og til at faa sin Bibel kær. Da havde jeg skrevet mit Livs stentavler. Nu da jeg saa Krigens forfærdelige Virkninger ude i Befolkningen og her i Sønderjylland, da fik jeg Lyst til at knuse dem mod Jorden, for Dansen om Guldkalven var jo værre end selve Krigen.

Dog fandt jeg Trøst ved at samle mine tanker om Guds Undere, som han ved sin Aands Lys lod os se, og jeg bad til Gud om at bevare mit Folk sundt, saa det maatte følge hans Vilje; thi Guds Naade er os nok til Livet.

Kilde: Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen. Særtryk af Husmandshjemmet. Aarhus Amtstidendes Bogtrykkeri 1923, version udlånt af barnebarnet Nis Einer Jensen.