Krigen er ovre, men det er svært at komme hjem
Snart sivede det ud, at alle Landstormsbatailloner var permitteret fra den 28. November. Fra den Dag var vi altsaa fri, men hvorledes vi skulde komme hjem, det var Sagen. Vi holdt mange Møder derom og forhandlede, hvorledes vi skulde samle de 300,000 Mand, der laa i Ukraine, spredt paa et Omraade af Størrelse med Tyskland.
Det vilde blive vanskeligt at komme til Grænsen, for Russerne trykkede sig; deres Baner havde nok at tage Vare foruden os. Magtmidler raadede vi ikke over, da vi ikke længere kunde faa Vaaben og Ammunition sendt hjemmefra. Vi maatte derfor gaa Forhandlingernes Vej, og vort Oversoldaterraad gjorde alt muligt i saa Henseende.
Spændingen var uhyre stor; vi længtes hjem – hjem til Jul! De, der laa nærmest ved Grænsen, bemægtigede sig Jernbanetog ved at bestikke Banepersonalet. Men der ved blev der gjort en slet Handling mod os, der laa længere inde; thi efterhaanden som Tyskerne forsvandt, blev Banestationerne besat med russiske Soldater, og fra det Øjeblik af begyndte Overfald paa de tyske Militærtransporter. Dermed blev Trængslen større, for alle søgte efter at komme ud af Klemmen.
Hele Ukraine blev nu inddelt i fem Rømningszoner, og mit Kompagni kom ind under 3. Zone. Den største Taalmodighed krævedes, for vi havde Tropper helt ovre i Kaukasus, paa Krim, i Odessa og Poltava og helt ind efter Moskva, og bedst var det naturligvis at oprulle bagfra.
Jul i trykket stemning
Vor Bataillon maatte rykke tættere sammen for at kunne modstaa Angreb; derfor maatte vi forlade Kaseles og marchere over til Banen. Dette stykke Vej blev vanskeligere at kommer over end første Gang, for nu var Bønderne næsten ikke til at faa til at køre. Vi naaede dog over til den forladte Herregaard, hvor vi var en Uges Tid. Dernæst fik vi Ordre til at rykke tæt hen til Baboriza, hvor Bataillonsstaben laa, og vi kom til at bo i Byen Rudekofka, hvor vi boede i et stort Bondestuehus. Det var et godt Hus at no i, men vor Sindstilstand var nærmest nede paa Nul.
Her skulde vi tilbringe Julen, omgiven af en Befolkning, der blev os mere og mere fjendtlig. Ingen Breve, ingen Julepakker kunde vi faa. Og saa var vi ængstelige for Fremtiden; maaske kunde vi blive spiddet. Derfor var det næsten umuligt at sove, vi laa og spekulerede. Intet Arbejde var der at udføre; nogle forslog saa Tiden med at spille Kort, andre faldt fuldstændig sammen.
De lokales had vokser
Saa skete der noget, som gjorde vor Stilling endnu vanskeligere, og det var, at med Revolutionen i Tyskland havde alle politiske Fanger faaet Amnesti. Derved kom den tidligere ukrainske Minister Petlure paa fri Fod og naaede snart hjem til Ukraine. Han hadede Tyskerne, og han udsendte et Opraab til Russerne om at samle sig om ham, saa vilde han rense Landet for fremmede Elementer.
Men ogsaa andre Fanger kom tilbage fra Tyskland, og det var meget haarrejsende, hvad de havde at fortælle om tysk Fangenskab. Alt dette medførte, at den russiske Befolknings Had til os voksede uhyggeligt og kunde, hvad Dag det skulle være, give sig Udslag i Handling.
Kilde: Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen. Særtryk af Husmandshjemmet. Aarhus Amtstidendes Bogtrykkeri 1923, version udlånt af barnebarnet Nis Einer Jensen.