Tiden tæt på fronten i Karpaterne

Ved Foraarets Begyndelse 1915 begyndte Kampene paa de forskellige Fronter atter at tage fat. … Dette fik til Følge, at vor Bataillon fik Ordre til at møde i Rødding d. 13. Marts, Kl. 4 Morgen, og derfra skulde vi befordres videre. Atter stod vi i det uvisse, og det var svært for os at komme af sted. I vor Plads kom nogle Rhinlændere. Vore Værter kørte os til Rødding. Der var 14 Vogne fra Københoved. Fra de andre Landsbyer kom ligeledes store Vogntog.

I Rødding blev vi læsset ind i Jernbanevogne. Saa gik Turen til Skærbæk, hvor hele Bataillonen var samlet. Kvinder og Børn mødte frem for at tage Afsked, og de spurgte: ”hvor skal I hen?” Vi kunde ikke svare dem, for vi vidste det ikke selv. Men Kursen gik sydpaa. … Vi kom til vort Bestemmelsessted, som var Parchim i Meklenborg.

Vi blev nu vidner til Krigslidelserne; thi vor Opgave blev at staa Vagt ved den store Fangelejr, som var blevet bygget der. Den bestod af en Mængde lange Træskure, som kunde rumme tre Tusinde fanger, og der sagdes at være 22 Tusinde.

Det var mest russiske Krigsfanger og saa nogle faa franske. Det var trist at gaa og se paa de stakkels forkomne Russere; de saa ud til at lide baade af Sult og Kulde. …

[I april 1915 begyndte turen så sydøstpå, de skulle til Karpaterne i Ukraine til vagttjeneste. Der døde 18 soldater fra bataljonen af Tyfus og Kolera. Søren Larsen-Kjær blev selv syg af ”koleras forgænger, den såkaldte Ruhe”.]

Turen op over bjergene
Endelig mod Slutningen af Maj var jeg saa rask, at jeg atter kunde gaa omkring, og nu kom Ordren, at vi skulde rykke frem dertil, hvor min Afdeling havde stade. Vi maatte gaa til Fods op over Bjergene, idet Toget, der gik gennem den førnævnte Tunnel var overfyldt med saarede, der førtes tilbage, og med Forstærkning, der skulde til Fronten.

Om Aftenen lidt før Solnedgang begyndte vi Turen, og først næste dags Middag var vi paa det højeste Punkt, ca. 2400 M. Over Havet. Vi kunde nu se ned over Bjergets Skraaninger mod Nord. Det var en sejg Tur derop, ud og ind i store Sving, navnlig kneb det for hestene at trække Trænet og Bagagevognene derop.

Det var endnu koldt heroppe, skønt det var sidst i Maj. Her havde Russerne ligget hele vinteren. Man forstaar slet ikke, hvorledes de havde kunnet holde det ud. De mente, at deres Stilling var uindtagelig, og at deres Fjender vilde komme asende op imod dem ad skraaningen mod Syd. Saaledes gik det imidlertid ikke. Østrigerne satte deres Kræfter ind oppe i Galizien, og saa trævlede de efterhaanden den russiske Karpaterfront op stykke for stykke. Det kostede dog baade Tyskerne og Østrigerne meget, og mangen ung Mand fandt sin Død deroppe i Bjergene.

Kampplads og sårede

Nu var der igen bleven gjort et fremstod, og Russerne var gaaet tilbage. Derved blev jeg Øjenvidne til, hvordan en Kampplads saa ud efter Krigens rasen. Et Par Dage have vi hørt en voldsom Kanonade, Skæret af Ildebrande tegnede sig paa Himlen. Nu saa vi Virkningen.

Vejen i Passet var opkørt til et ufremkommeligt Pløre, enkelte Steder laa Mængder af Granstammer klampet sammen som en Bro over det bundløse Ælte; itubrudte Vogne, Kanoner og Vaaben laa strøede omkring, og Ben af døde Heste stak frem af Pløret. Byen Tukla var saa godt som afbrændt. …

Kanonerne tornede ustandseligt forude, og Pinsemorgen fik vi travlt med at modtage de saarede. … Mange af os ældre Soldater i Etappen havde Sønner ved Fronten, saa det var jo Lidelsesfælder til vore egne, vi hjalp. – Næsten alt var blodigt, og der var en Stank af Blod. De stakkels saarede fra Skyttegravene var snavsede og fulde af Utøj, saa det hele var en eneste stor Elendighed og Pine.

[Herefter rykkede de fra Karpaterne til Galizien, stadig i Ukraine.]

Kilde: Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen. Særtryk af Husmandshjemmet. Aarhus Amtstidendes Bogtrykkeri 1923, version udlånt af barnebarnet Nis Einer Jensen.

Den første orlov