Andelstanken i husholdningen
Andelsvaskeriet
I 50'erne og de tidlige 60'ere var Danmark stadig et land, hvor pengene var små. Køleskabe og fjernsyn var på vej ind i de små hjem, men vaskemaskine og fryser var stadig næsten ukendte. Men når man ikke kunne selv, så måtte man løfte i flok.
Den villa, der i dag ligger i Grunnetsgade 26A, var en gang et andelsvaskehus. Hvis man ville være medlem, så måtte man betale en andel, og så rådede man over vaskehuset én dag om måneden. Min mor havde en andel, og hvor jeg hadede den dag i måneden, hvor hun skulle vaske. Vaskehuset var en stor luksus, men der var stadig meget manuelt arbejde, og det betød naturligvis, at hun var meget træt, når hun havde vasket hele dagen.
Huset bestod af tre rum og et toilet. I det første rum, stod der en stor vaskemaskine, jeg tror, det var en Ferm. Den havde en stor tromle, der lå vandret og på langs i maskinen. Man kunne åbne et låg og lægge vasketøjet i. Vasketøjet nærmest vrikkede frem og tilbage. Jeg mener, at bevægelsen skabtes af el, men opvarmningen var gas.
Når tøjet var rent, så skulle det i nogle store skyllekar, der var støbt i huset; der var tre. Mor stod så med noget, der lignede et stort boldtræ og flyttede først vasketøjet fra vaskemaskinen og over i skyllekarene, et kar ad gangen, så tøjet blev skyllet tre gange. Efter dette var tøjet klar til centrifugen, igen blev tøjet flyttet manuelt. Var vejret godt, blev tøjet tørret ude. Var det regn, så skulle det hænges i tørrerummet i midten af huset, og der skulle tændes for gassen, så tøjet blev tørt. Min mors humør blev dårligt i dårligt vejr, for gassen var en ekstra udgift, som hun gerne ville have sparet.
I det tredje rum var der et bord til at lægge tøjet sammen på, et strygebræt og et strygejern og endelig en kæmpe rulle, der nok var halvanden meter lang eller bred. Jeg husker, at det kunne rulle et dynebetræk på én gang, uden at det blev lagt sammen.
Andelsfrysehuset
Andelsfrysehuset lå Øster Allé 16A. Det havde kun begrænset åbningstid, vist kun et par timer to gange om ugen. Men jeg husker tydeligt den lugt, det havde, og hvordan næsen føltes, når vi kom der en varm sommerdag og gik ind i kulden.
Frysehuset var bemandet, og når vi kom med noget, der skulle indfryses, så blev det afleveret til den mand, der passede huset. Det blev noteret i en protokol, hvor mange pakker vi havde med. Det var før plastposernes tid, så kødet var pakket først i noget kraftigt papir med en fedtet overflade, og derefter blev det pakket i brunt papir. Der blev bundet snor om pakkerne, og der skulle være navn på dem alle.
Så vidt jeg husker, så fik mor et mærke med et nummer på, som hun skulle have med, når hun atter hentede pakkerne. Pakkerne blev lagt i et indfrysningsrum og senere flyttet til et lukket rum, hvor det lå indtil vi hentede dem igen.