Bageriet brænder

Völckers bageri lå i Nørregade 51, der hvor slagter Knag nu har forretning. Her fik man byens bedste rundstykker, så køen gik ofte langt hen ad fortovet søndag morgen. Völcker var bager af den gamle skole, hvor man lavede alt fra bunden, derfor var hans kager og brød eftertragtede.

En søndag morgen sker katastrofen - bageriet brænder.

Branden var startet, da bageren ville komme mere (måske koks) på fyret. Bageovnen/bageovnene var ikke elektriske, men blev opvarmet af et gammeldags fyr. Da han åbner fyret, står der en lang stikflamme ud, som rammer noget brændbart, jeg tror det var tomme melsække. Ilden tog hurtigt fat, og snart var bageriet helt omspændt af flammer.

Brandvæsenet kunne ikke gøre meget for bageriet, som lå bag huset, men sammenbygget med det. De koncentrerede sig i stedet om at holde flammerne væk fra forhuset. Det var ikke nogen nem opgave, da flammerne stod tre-fire meter op af taget. Men det lykkedes. Bagerforretningen og beboelsen blev skånet.

Solgte brød under branden

Men det, som står klart i min og sikkert mange andres hukommelse var, at fru Völcker, en virkelig gæv kvinde, hun stod i bagerforretningen og solgte det brød, som var blevet bagt færdigt inden branden! Hun vidste, at nu gjaldt det! Det var sidste dag i måske meget lang tid, hvor de havde en indtægt.

Senere hørte jeg, at hun havde sagt, at havde hun vidst, hvor galt det var, og hvor højt flammerne stod, så havde hun ikke turdet stå i forretningen.

Jeg husker ikke, hvornår det skete, men jeg tror, at det var først i '60'erne.

Langt senere, først i 90'erne, havde jeg den glæde at deltage i en fødselsdag, som fru Völcker havde bagt mazariner til. Hun havde brugt den gamle opskrift fra bageriet, og som de smagte!