Det kunne være gået helt galt

Det var søndag og vinter. Sneen lå højt ved fortovskanterne, og det frøs bravt. Dengang var der ikke noget, der hed termoruder. Man brugte forsatsvinduer, som blev sat op, inden kulden kom. Klokken har været mellem otte og halv ni. Vi sad hyggeligt ved morgenbordet, med undtagelse af Knud. Han var færdig med at spise og skulle have tiden til at gå. På ruderne ud mod gaden var der isblomster halvt op ad glasset. Ingen kender til isblomster i dag, men det var kondensvand, som frøs på ruden, når det var koldt nok. Et smukt syn!

Knud stod på en stol for at kigge ud af vinduet, og pludselig siger han: "Der går Jan, han har pyjamas på." Jan var naboens dreng og fem eller seks år gammel. Han gik virkelig ude i det kolde vejr i pyjamas og bare tæer. Han havde selskab af familiens store schæferhund.

Døren smækkede
Der var sket det, at han var vågnet først af alle. Familien bestod af to voksne og syv børn. Jan var sulten. Han var derfor gået ud ad fordøren, da han vidste, at der på trappen stod en stor pose rundstykker. Mange familier fik brød og mælk leveret dengang; enhver butik med respekt for sig selv havde en bydreng.

Da han var gået ud, løb hunden med og fik smækket døren. Min far skyndte sig ud efter Jan, men hunden bevogtede ham og ville ikke lade min far tage ham. Heldigvis var min far utrolig stærk og bestemt ikke nogen kylling, så Jan kom med ind. Hunden måtte blive ude i kulden.

Mine forældre forsøgte at komme i kontakt med Jans forældre. De ringede på døren og brugte telefonen, men ingen svarede. Mine forældre blev mere og mere røde i ansigterne som timerne gik, og dengang forstod jeg ikke hvorfor, men jeg var også kun omkring syv år.

Først klokken 11 lykkedes det at få kontakt med familien; da var en af Jans ældre søskende stået op. Tænk at bekymre sig så lidt om sine små børn, at man var i stand til at sove hele formiddagen!