En barndom med frihed

Jeg er født den 2. marts 1950 i Nørregade 41 i Vejen. Jeg er det tredje barn ud af en søskendeflok på fem. Anbragt helt midt i flokken, for min søster, den ældste af os, var otte år ældre end mig, og min yngste bror er otte år yngre end mig.

Jeg havde mit hjem i Nørregade, indtil jeg 20 år gammel flyttede til Kolding, hvor blev jeg cirka halvandet år, inden jeg flyttede tilbage til Vejen, hvor jeg har boet siden.

På mange måder var min barndom helt anderledes, end den børn har i dag. Alligevel er meget uforandret, når man tænker nærmere efter - men vurdér selv.

Alene ude at lege
I halvtredserne havde vi børn en meget stor frihed, som intet barn kan få i dag. Længe inden skolealderen løb vi og legede over det meste af byen. Godt nok var Vejen ikke så stor som i dag, men alligevel.

Et yndet legested var anlægget, og jeg er aldeles sikker på, at min bror Knud (som er et år yngre) og jeg kun var fire og fem år gamle, da vi selv løb derom første gang. Det var et godt sted. Der var legeplads med gynger og vipper.

Men "skoven" var meget mere spændende, og bækken ovre ved jernbanen nærmest drog os.

Vores yndlingsleg var at lege bævere, der bygger dæmninger. En helt igennem vidunderlig leg, hvor vi fik vandet til at flyde overalt. Den leg gik helt galt, når anlæggets opsynsmand fandt os og skældte ud. Jeg var meget bange for ham. Så det var bare om at få "benene på nakken" og komme hjem.

Når vi igen ville lege bævere, så gjaldt det om at have andre med. Vi skiftedes til at holde udkig, og vi var væk, inden opsynsmanden kom for tæt på.

Fem år gammel og uden for mors øjesyn i flere timer! Det må være en uopnåelig drøm for børn i dag. Den gang var det også kun muligt, fordi trafikken var meget sparsom.

En meget aktiv dreng

Min bror Knud var meget aktiv. Hvis han var født i dag, havde sikkert fået et stempel med en eller anden diagnose - måske ADHD.

Der var altid gang i ham, det er der for øvrigt stadig, og det betød selvfølgelig også, at han blev træt, og han nåede ikke altid helt hjem inden søvnen overmandede ham. Det skete adskillige gange, at han sad og sov ude på trappen foran huset. Sad på det nederste trin og hvilede hovedet i armene på det øverste trin og snorksov.

En enkelt gang lå han i rendestenen med hovedet på fortovskanten - også sovende. Tænk at han kunne sove på de hårde sten. Når han sov ude foran huset, så gik vores hund Trold altid ud og lagde sig ved siden af ham!