Fisk i Troldespringvandet

Vi skal tilbage til midt i 60'erne med den historie, jeg nu vil fortælle. Historien en samtidig løsningen på en gammel politisag.

Men jeg starter lidt tidligere. I hele min barn- og ungdom havde museet en stor plads i min tilværelse. Min far havde kendt Niels Hansen Jacobsen og fra vi børn var ganske små, har vi tilbragt mange søn- og helligdage på Vejen Kunstmuseum, hvor far fortalte os om skulpturerne.

Trolden
Trolden havde stor tiltrækningskraft, og hele byen hyldede den. Der var Troldefest i byen hvert andet år, og der blev virkelig gjort noget ud af festerne. De varede i tre dage, startede fredag og sluttede søndag.

Mange firmaer satte tid og penge af, så man kunne bygge den største og mest imponerende vogn til optoget, der foregik om søndagen. Optoget havde altid et tema; jeg husker bedst den gang temaet var 1001 nats eventyr. Når optoget var slut, blev vognene bedømt, og der blev uddelt præmier til de tre bedste vogne.

Til festerne hørte cirkus G.O. Gine. Cirkusset var med lokale kræfter, og navnet skyldtes, at inspirationen til festerne kom fra Ribes tulipanfest. Men Vejen valgte august/september som festmåned, og tulipanerne blev udskiftet med georginer. 
Billede af troldespringvandet
Troldespringvandet

Springvandet
Troldespringvandet var kølebassin for elværket. Et modigt sogneråd valgte Trolden frem for en skulptur af en kvinde. På et tidspunkt læste jeg, at bølgerne virkelig var gået højt i sognerådet, og der var næsten lige mange, der ønskede hver sin figur.

Men stemningen vendte, da et af 'sognerødderne' holdt en brandtale som forsvar for Trolden, der var lavet af Vejens egen kunstner Niels Hansen Jacobsen. Specielt hans slutbemærkning havde gjort indtryk. Han sagde nemlig: 'Og for øvrigt mener jeg ikke, at man kan pjaske skoldhedt vand på sådant et nydeligt fruentimmer!' Så fik vi Trolden, og det er jeg både glad for og stolt af.

Det er en skam, at troldespringvandet ikke længere er kølebassin. For om vinteren når det havde frosset hårdt et stykke tid, så stod Trolden fuld af istapper og samtidig dampede det fra det varme vand. Det var et forunderligt syn, næsten som i et af de bedste eventyr.

Men vi skal tilbage til 60'erne.

Fisk i springvandet
Pludselig var der fisk i vandet, og der var mange fisk! Fiskene levede ganske godt og voksede, hvilket man ikke skulle tro. For hvad levede de af? Bassinet var jo goldt, der var ingen plantevækst, kun grønalger på siderne.

Problemet eskalerede. Fiskene begyndte at stoppe vandrørene. Vand løber jo ikke frit, når en fisk, der næsten fylder røret, er på besøg.

Fiskene begyndte at true elværkets drift. Når der ikke blev kølet ordentligt, kunne maskinerne ikke arbejde. En dag var man nødt til at stoppe elværket for at tømme bassinet for vand og få alle fiskene fanget. Sagen var dybt alvorlig, men tænk på, hvad det havde betydet i dag. Vejen uden strøm i flere timer?

Sagen blev selvfølgelig omtalt i aviserne, endog mange gange. Den blev også politianmeldt! Gennem avisen blev alle opfordret til at fortælle, hvad de vidste, så man kunne finde en eventuel gerningsmand. For man troede ikke meget på den første teori om, at det var fugle, der havde bragt fiskeæg med sig, som var klækket og havde formeret sig så voldsomt.

Man hældede meget til, at det kunne være drengestreger!

Onkel Peter
Jeg var godt klar over, hvordan det var sket, og jeg vidste også hvem gerningsmanden var. Det gjorde mine forældre også. Hvis det skulle kaldes drengestreger, så var det en dreng i sit absolut sene efterår: Faktisk var han over 60 år.

Da jeg havde læst opfordringen i avisen til at fortælle hvad man vidste, spurgte jeg min far, om han ikke skulle fortælle politiet, hvem der havde gjort det. 'Nej', sagde han, 'Og du holder også mund, for onkel Peter skal ikke straffes for sin tankeløshed!'

Hvad var det så, der var foregået? Jo, som i alle politisager, så var det den mest nærliggende forklaring, der var den rigtige, og her er så løsningen:

Dengang lå apoteket i Vejenhus, som er den store smukke bygning, der ligger med forsiden ud mod Nørregade og siden langs hovedindgangen til museet. I dag huser den en forretning, der hedder MapStore [senere lukket, red.], og i den ende, der vender mod springvandet, er der i dag en tatovør.

Dengang fyldte apoteket det hele og der, hvor der i dag er en tatovør, var der dengang to redskabsrum. I disse rum var onkel Peter 'konge'. Onkel Peter var min fars storebror, og hans fulde navn var Johan Peter Schlünssen Han var ansat på apoteket, og arbejdet bestod i almindelig renholdelse og småreparationer. Han hjalp også til, når der skulle fremstilles piller. Så vidt jeg har forstået, så var det et ret hårdt fysisk med at 'trække maskinen'.

Småfisk i pilleglas
Onkel Peters store passion var lystfiskeri, og så kunne han for øvrigt ikke smide noget som helst væk. Derfor havde han oceaner af brune pilleglas, både hjemme i skuret og i redskabsrummene.

Når han sad ved Vejen å eller Kongeåen og fiskede, så fulgte han nøje med i, hvad der foregik. Var der stimer af småfisk, ja hvad var så nemmere end at fange dem med et net og anbringe dem i et større pilleglas? Herefter var det nemt at fragte dem hjem på knallerten.

Men hvad gør man så af dem? Han havde ikke selv nogen fiskedam. Løsningen blev Springvandet, hvilket jo var meget passende, så kunne han bruge sine pauser på at gå hen og fodre dem. Dette bemærkede ingen, da de jo var vant til, at Peter færdedes deromkring, og hvad er dejligere end at nyde middagspausen i solskin på springvandspladsen?

Onkel Peter nød tilværelsen og fulgte med i fiskenes liv. De voksede fint af det foder, han gav dem, og jeg er sikker på, at hans tilværelse var fuldendt, indtil fiskene truede kølingen af elværket.

Morale: Tro ikke altid, at det er ungdommen, der laver 'ulykkerne'. Det kan sagtens være en, der er tæt på pensionsalderen! Det kræver bare, at det menneske både er en drømmer og en lidt af en drillepind.