Nøgne mænd på cikoriefabrikken

Dette er en historie, som min far har fortalte utallige gange, det gør dog ikke historien usand eller mindre charmerende.

Under og efter krigen brændte man cikorie, som blev brugt som kaffeerstatning. Det var roden af cikorieplanten, man brugte. Cikorie kender vi i dag som endivie eller mere mundret: julesalat. Lederen af fabrikken hed Goth eller Godt - jeg kender faktisk ikke stavemåden men ved, at det udtales ligesom det almindelige ord godt.

Cikoriefabrikken lå cirka, hvor posthuset ligger i dag, altså overfor stationen. I den hvide stationsbygning havde stationsforstanderen sin bolig, som han delte med sin hustru og dennes søster. Disse damer var på dette tidspunkt et par meget modne kvinder, i dag kunne man bruge betegnelsen +50. Måske ikke den mest ønskede husholdning, men sådan var det.

Jeg tror, historien er fra sommeren 1947, for så vidt jeg er orienteret, så var det den varmeste sommer i mands minde, og deraf kommer historien.

Stationsforstanderens hustru og dennes søster havde fundet ud af, at hvis de gik op på loftet og stod op på en stol, så kunne de stikke hovedet ud af tagvinduet og se over i cikoriefabrikkens lukkede gård. I gården gik der arbejdsmænd og passede ovnene, hvori cikorierødderne blev brændt. Det må have været et meget varmt job! En hed sommer og brandvarme ovne.

Arbejdsmændene havde taget konsekvensen af disse forhold og arbejdede ligeså nøgne som Vor Herre havde skabt dem. Damernes forargelse var enorm! De hidkaldte straks stationsforstanderen og bad ham tage affære. Mændenes totale mangel på tøj var alt for stærk for de to kvinder.

Stationsforstanderen måtte en tur over på fabrikken, hvor han henvendte sig til Goth med den klage kvinderne havde pålagt ham. Her er så Goth's helt vidunderlige svar: "Hr. Stationsforstanderen; en virkelig dame ser ikke den slags". 

Stationen
Dengang havde mange mennesker arbejde på stationen. Der var billetkontor, rejsegods og kiosk. Længere vestpå lå selve godset, en stor sort træbygning, hvor stort gods ankom og blev afsendt. Jeg elskede at komme der sammen med min far, der skete så mange spændende ting. Især elskede jeg, når der var kasser med brevduer, og det var der tit. En gang om året ankom cirkus Benneweis' elefanter i godsvogne, og det var det allerbedste!

I den hvide stationsbygning boede der yderligere en lille familie, far, mor og en datter. Familien havde blandt andet til opgave at passe kiosken. De tre personer havde fået hver sit tilnavn, de blev kaldt: Børge Rutebil, Hanne Kiosk og datteren hed Lis Banegård.