Hårdt at være sognefoged i gamle dage

Forordningen sagde, at der skulle beskikkes "duelige mænd af bondestanden til at være sognefogeder." Det var ulønnet arbejde, men ofte blev sognefogederne dog fritaget fra forskelligt pligtarbejde. De fik dog del i biindtægter og salærer.

De blev dengang udpeget for tre år ad gangen og kunne ikke slippe for hvervet. Når man først var udnævnt, blev det ofte til betragteligt mere end tre år. Der var mange klager over arbejdets omfang, og efterhånden blev byrderne lettet med dækning af udgifter til papir og blæk eller ved assistenter.

Brændevin og grænser for gæstfrihed
Dengang var det ikke noget ønskejob at være sognefoged, der skulle håndhæve ro og orden og sørge for god moral i sognet. De skulle blandt andet tage sig af ulovligt brændevinsbrænderi og ulovlig krohold og se til, at sognebørnene passede deres kirkegang. 

Hvis disse opgaver ikke var nok til at gøre sognefogeden upopulær i sognet, hjalp det næppe heller, at han skulle overvåge, at en overdådighedsforordning fra 1783 blev overholdt. For eksempel måtte der kun være 32 deltagere til et bondebryllup, de måtte ikke få mere end fire retter mad, og der måtte ikke skænkes vin og kaffe. Overnattende gæster måtte ikke få et egentligt måltid den næste dag. Samme regler gjaldt for barnedåb, begravelser og barselsgilder.

Kilde: Arne Laurberg: "Hårdt job at være sognefoged for 200 år siden. Landbohjemmet 15. april 1983, s. 69.