Sinne-Niels i hønsehuset

Sinne-Niels (Niels Andersen) var ungkarl, og han havde en ejendom ved siden af mit hjem på Sønderskov Mark. Sinne-Niels, det kom han til at hedde, for han sagde altid "sinne - sinne nu lidt".

Han havde blandt andet kreaturer, heste og svin. Når naboerne kom for at hjælpe med at indfange kreaturerne, sagde han "sinne - sinne nu lidt".

Han gik altid i spidse træsko, Han købte sin ejendom på tvangsauktion. Derefter fik han beregnet, hvad et stuehus skulle koste dengang i 1929, det var omkring 3.000 kr. Det var småpenge, synes vi i dag. Der er tegninger og beregninger over det på lokalhistorisk arkiv i Brørup.

Han kunne sagtens have bygget det stuehus, men i stedet for boede han nede i laden, i et lille aflukke beregnet til høns. Der var kun jernvindue i, der stod et bord, en træstol, en seng og et skab. Der var intet komfur, og varmeapparatet stod ikke ude men inde i skabet, for det var for dyrt at bruge. Han cyklede over til sin bror Søren i Nørbølling og fik sin middag.

Naboerne forærede ham en dypkoger, for han havde for vane, når han skulle have dyrlæge, at gå over til naboen og hente det varme vand. Den dypkoger gik han over og gav Maren Præst.

Da jeg var barn, sagde han engang til mig: "De' er no en konst å lyew, for do ska huwsk og sæj de' saam hwer gång". Hvis du siger sandheden hver gang, går du jo aldrig fejl, men hvis du lyver, skal du huske at sige det samme hver gang, ellers bliver du jo fanget, sagde han. Sinne-Niels var en reel mand.

Kilde: Ejvind Laugesen, Foldingbro.