Afstemningsdagen 1920

Hans Peter Hansen (født på Mølvejgård i Hjerting 1901) skrev nedenstående stil om afstemningen i 1920, mens han var elev på Rødding Højskole på det første vinterhold efter Genforeningen.

Afstemningsdagen havde vi den 10. februar 1920. Vi kan næsten sige, at vi havde længtes efter denne dag i over 55 år. Alligevel var længslen efter denne dag størst det sidste årstid. Sådan går det vist altid, for jo nærmere man kommer ind på en festdag, og jo mere sikker man er på, at den kommer, jo større bliver længslen også. Vi kan vist godt sige, at denne dag er den største festdag, vi nogensinde har haft i Sønderjylland.

Til sådan en dag skal der også laves store forberedelser. Det er ikke alene dem, som har været med til det, der ved det. Men også alle dem, som kom igennem byerne og forbi gårde, ved også hvilke forberedelser, der blev lavet til denne festdag. For i hver by var der allermindst tre eller fire æresporte rejste, og ved mange gårde så man også æreskranse hængt over hovedindgangen.

Også inde i husene måtte der laves store forberedelser. For det var ikke til to eller tre fremmede, der skulle laves sengeplads, men det var til mange flere.

Den niende februar om morgenen begyndte vi at hente fremmede ved banegården, og så kunne vi køre frem og tilbage hele dagen. Ja, det var morsomt at tage mod fremmede, så længe det var lyst, og vejret var godt. Men da det først blev mørkt, og regnen begyndte at plaske, var det slet ikke så morsomt mere. De sidste fremmede hentede jeg i Rødding ved det sidste tog, men det kom ikke ind før ved klokken to om natten.

Da jeg så kom hjem, var min seng optaget, og jeg måtte ligge på en sofa. Men jeg var ikke den eneste, der måtte gøre det, for alle vore sofaer var optaget lige såvel som sengene. Og i de fleste senge måtte der endda ligge to.

Om morgenen da vi så alle var kommen op, skulle vi ud og hejse Dannebrog. Derude under Dannebrog blev sangen så sunget Vaj højt, vaj stolt, vaj frit vort flag Men det var forfærdeligt, at vort Dannebrog skulle have sådan et vejr den første dag, det var ude. Med vi trøstede os ved, at vi havde sparet så længe på dem, at det gjorde ikke noget, om de gik helt i stykker den første dag, de var hejst.

Vi kørte så til kirke, og allerede da vi kom til Rødding, var en hel del Dannebrog blæst ned. Det var snoren, der ikke kunne holde i så stærk en storm. Da vi så kom hjem fra kirken, skulle vi ned og aflægge vore stemmer. Om aftenen samledes vi i forsamlingshuset for at høre stemmeresultatet. Der blev der også sunget, og de, som havde lidt på hjertet, kunne også komme frem med det. Da det så var sluttet der, kørte vi hjem og fik så den sidste kop kaffe denne dag.