Rødding Frimenigheds begyndelse

Rødding Frimenighedskirke

Præsten Sveistrup

Sveistrup tilhørte den gruppe af studenter, som efter en henvendelse til Steen Steensen Blicher blev anledning til de såkaldte Himmelbjergfester. Som præst i Nørup fra 1840 traf han blandt andet Vilhelm Birkedal og Peder Larsen Skræppenborg og derigennem det grundtvigske syn, som han arbejdede for i mange år både kirkeligt og folkeligt.

I 1861 blev han opfordret til at søge kaldet i Rødding og Skrave sogne, søgte og fik det som provstiets første grundtvigske præst. I Rødding kom han i nær kontakt med højskolelivet på Rødding Højskole, verdens ældste der var oprettet i 1844. Hans Sveistrup og forstander Ludvig Schrøder begyndte at afholde grundlovsmøder i præstegårdshaven.

Efter nederlaget til Preussen i 1864 og tabet af hertugdømmerne Slesvig og Holsten blev møderne flyttet nord for Kongeåen til Skibelund Krat. I 1867 blev Sveistrup, efter pres fra de preussiske myndigheder, afsat som præst i Rødding; han kunne og ville ikke aflægge troskabsed til den preussiske konge. Sveistrup blev dog boende i Rødding.

Frimenigheden stiftes som svar på tysk pres

Tre år senere blev han præst i Vejen-Læborg (nord for Kongeåen) og bevarede her fra sin nære tilknytning til vennerne syd for Kongeåen. Blandt vennerne var Cornelius Appel. Sammen havde de holdt ugentlige møder, som nemt kunne samle op til firehundrede deltagere. Dertil kom søndagsforsamlinger, dels i storstuen på Bejstrupgård hos H. D. Kloppenborg og dels på højskolen.

Egentlige gudstjenester med dåb og nadver måtte afholdes i "udlandet", det vil sige i Vejen eller Kalvslund. Møderne blev nu en stadig større torn i øjet på de tyske myndigheder. Og i sommeren 1874 bekendtgjorde de, at ingen dansk præst måtte tale ved gudstjenstlige forsamlinger. Og hvad blev resultatet? At man den 12. juni 1874 ved et møde på højskolen besluttede at oprette Rødding Frimenighed med Cornelius Appel som præst. Ordinationen fandt sted den 30. juli på Askov Højskole.

De tyske myndigheder fortsatte med at lægge hindringer i vejen for den nydannede frimenighed. Selvfølgelig for at skræmme folk bort fra menigheden, der bestod af 30-40 familier. Foreløbig stod de fast.

Frimenighedskirken bygges

I 1889 blev Nis Petersen Lycke Appels efterfølger. Lycke var læreruddannet. Da han kom til, bestod menigheden for en stor del af gråhårede mænd og kvinder. Dåbstallet var faldende, da mange unge danske mænd emigrerede for at undgå tysk militærtjeneste; den udvikling blev dog vendt ved århundredskiftet, og menigheden voksede støt. - Skulle man ikke tænke på at opføre en egentlig kirkebygning med plads til 400 mennesker?! Jo, det gør vi! 35 stemte for og 19 imod. Året efter stod kirken der men blev dog først indviet et år senere (de tyske myndigheders sædvanlige tovtrækkeri), nærmere bestemt 1. søndag i advent 1909.

Første Verdenskrig

De følgende år forløb forholdsvis roligt, men så indtraf KATASTROFEN. Første Verdenskrig brød ud, unge sønderjyder blev mobiliseret, og mange faldt, heriblandt 16 af frimenighedens medlemmer. Deres navne står på kirkegårdens store mindesten. Øverst står Holger og Alfred Lycke, præsteparrets to sønner, der faldt som de første.

"Brevene, vi har skrevet til Holger, kommer stadig tilbage med "vermisst" paa. Det er saa strengt, naar de kommer. Der er ogsaa kommet Brev fra hans Kompagnifører med samme Besked. Der er ingen som ved noget om ham. Hvorfor maa vi ikke faa at vide, hvordan det er gaaet ham, vor kære Dreng? Kan vi ikke taale det?" Fra Kathrine Lyckes dagbog, 19. november 1914.

"Det var saa tungt, da jeg vaagnede i Morges - lille Alfred, hvor er Du henne - i næsten en Maaned har vi intet hørt fra Dig." Fra Kathrine Lyckes dagbog, 11. december 1914.

"Alfred falden. Alfred falden! Min Dreng, min dreng, ogsaa Du. Det grumme Aar. Udplyndringsaaret, kan det aldrig blive nok, skal vi miste dem alle, aa, det er forfærdeligt." Fra Kathrine Lyckes dagbog, Nytårsaften 1914.

Mindesten for menighedens faldne i Første Verdenskrig

Genforening

Ved genforeningen 1920 var det, man knapt havde turdet tænke på eller drømt om, blevet til virkelighed. Men hvad skulle en frimenighed stille op med sig selv. Den var blevet til, fordi man som dansk menighed ville have gudstjeneste på dansk. Nu da alt som man gerne ville var muligt, havde menigheden så nogen berettigelse?

En af de tidligere formænd, sagde i en årsmødeberetning, at han, som havde den barske tid i erindring, godt forstod, at det nationale kunne være sammenbindende, men det, der for ham betød noget i frimenigheden, var den grundtvigske understregning af "badet og bordet" og salmesangen i menighedens fællesskab.

Man holdt sammen, fordi man havde udstået noget i fællesskab og havde mærket, at det kunne bære.

Rødding Frimenighed i dag

Mette Geil er den 6. præst i menighedens relativt korte historie. Menigheden omfatter i dag omkring 900 medlemmer, og der kommer stadig nye til.

Forfatter: Louise Oxlund, Rødding Frimenighed.

Læs mere om Rødding Frimenigheds historie