Estrup Hovedgård

Estrup Hovedgård blev første gang nævnt i 1553. Da var ejeren Lene Rosenkrantz, enke efter en Thomas Juel. Hendes barnebarn Mette blev i 1588 "bortført" under en rejse af den unge adelsmand Eggert Abildgaard fra Skodborghus. De giftede sig, meget til Mettes søskendes fortørnelse. Mettes søskende, heriblandt Thomas Juel, lagde sag an mod Eggert Abildgaard, men der blev indgået forlig.

Thomas Juel giftede sig desuden senere med Eggert Abildgaards halvsøster. Han ejede Estrup, og i 1614 købte han også Sønderskov. Efter Thomas Juels død arvede Mette og Eggerts søn, Mandrup Abildgaard, Estrup.


Estrup Hovedgård

Armod
I midten af 1600-tallet var Estrup ramt af armod; næsten hele Malt sogn, halvdelen af Brørup sogn samt nogle gårde i omkringliggende sogne hørte i 1660 under hovedgården, men mange af gårdene lå øde hen. De polske lejesoldater bragte pest og ødelæggelse med sig under svenskekrigen i 1657-60 - læs mere om svenskekrigene.

"Folkene […] er ganske med deres Börn bortdøde, den Tid den store Sygdom var der i forleden Fejdetid, Polakkerne lå her", lyder det i Fru Margrethe Reetz jordebog. Hun overtog Estrup i 1661, da Eggert Abildgaard, barnebarn af den første Eggert, måtte sælge fødegården. Margrethe Reetz boede næppe på Estrup; i 1678 var der intet herskab på gården, og dyrebesætningen var meget beskeden.

Nuværende hovedbygning opføres
I 1695 blev Estrup solgt til Christian Claudi, den første borgerlige herremand på gården. Herefter blev stedet solgt flere gange inden for få år. Gennem ægteskab blev Hans Bachmann ejer af Estrup. Den nuværende bygning blev opført i 1721 af Hans Bachmann, der også ejede Sønderskov. Før da var den en sammenbygget borggård med fire fløje.

I den nuværende hovedbygning har man under gulvet fundet menneskeknogler. Under vestfløjen, som er af ældre oprindelse, var der fugtige kældre med lænker i væggene, så de kunne fungere som fængsel. Bachmann solgte hovedgården i 1724 til generalmajor Henrik Scholten.

Lautrup-slægten
I 1751 købte Frederik Lautrup Estrup. Han var født i 1714 og havde kong Frederik den Fjerde til fadder. Han blev senere kancelliråd. To generationer Lautrup ejede Estrup, før den blev købt af Christian Termansen i 1830. Hans datter giftede sig med en Lautrup, så Lautrup-slægten igen sad på Estrup.

I 1860-61 blev de gamle fløje ombygget og halveret, og hovedbygningens gavle prydet i renæssancestil. Indtil ombygningen i 1860-61 var gårdspladsen lukket inde af længer, og landevejen gik gennem to porte og tværs over gårdspladsen. I dag ligger hovedbygningen på den ene side af landevejen og de resterende bygninger på den anden. I 1926 solgte den sidste Lautrup på Estrup stedet til dyrlæge Toft og godsejer Dahm. I 1939 købte Christian Johannes Petersen Estrup.

Fra sidst i 1700-tallet og frem blev udskiftningen gennemført; op mod 40 gårde og huse blev udflyttet. De fleste fæstegårde blev desuden solgt til selveje.

Det forgiftede ådsel
Man kan i Valdemar Steins (fra Steins Laboratorium) egne optegnelser læse følgende:

den 15 April 1886

Hr. Proprietair Lautrup.
Estrup pr. Brørup Station.
Vestjydske Bane.

Jeg tillader mig herved at meddele Dem, at der ved den efter Deres ønske foretagne Undersøgelse af det med Skrivelse af 8 ds. indsendte Stykke Aadsel fandtes Tilstedeværelse af Strycknin i samme. 

Ærbødigst 
V. Stein.


Se billedet som pdf (lettere at læse)


Kilder:
Oluf Nielsen. 1870 (genudgivet 1976). Historiske efterretninger om Malt Herred.
Carl Lindberg Nielsen, Jens Sølvsten, Mogens Lebech. 1946. Danske Slotte og Herregaarde. Ny Samling, bind 3.
Billede fra Valdemar Steins optegnelser indsendt af Eurofins Steins Laboratorium.