Hundsbæk

Kongernes Hundsbæk
Borgen Hundsbæk nævnes første gang i 1390. Den lå ude i engen ved Hundsbækken omgivet af voldgrave. I 1396 befalede kongemagten, at der ikke måtte bygges flere borge. Forud var mange små borge blevet opført af lokale herremænd. 1300-tallet var en urolig og utryg tid, så folk med ejendom måtte beskytte sig selv. Problemet med borgene var måske, at de også kunne fungere som baser for voldelige kriminelle. Kongemagten fik også eksisterende borge revet ned, og borge blev erstattet af ubefæstede herregårde.

Hundsbæk blev i 1407 afhændet til dronning Margrethe. Hundsbæk var et kongeligt len og blev som sådant administreret fra et andet eller større len. I starten af 1500-tallet blev gården lagt under Skodborghus men har også hørt under både Koldinghus og Riberhus. Kong Hans brugte ofte Hundsbæk til jagt, og de følgende konger, Christian den Anden og Frederik den Første, besøgte også gården. Det har efter alt at dømme været jagten, som trak kongerne til stedet. Kongernes besøg varede typisk et par dage. Når kong Hans boede på stedet, havde han i øvrigt hele regeringsmaskineriet med, og mange af hans befalinger fra omkring år 1500 er udstedt på Hundsbæk. Det sidste kongelige besøg ser ud til at være i 1527.


Hundsbæk fra omkring år 2000.

Fornemme ejere
Op gennem 1500-tallet svandt gårdens betydning ind. Den kongelige lensmand boede ikke længere på stedet, som blev bestyret af en foged, og kongen kom ikke længere på besøg. I 1578 byttede Frederik den Anden Hundsbæk væk i et mageskifte. Gennem en række byttehandler kom han til at eje et stort samlet jagtterræn omkring Kolding, kaldet vildtbanen. Fru Bege Klausdatter, enke efter Peder Galskyt til Sønderskov, blev ny ejer ved mageskiftet. Hun var blandt andet svigermor til Christoffer Rosenkrantz, som forfalskede gældsbreve og blev halshugget i 1610.

Bege Klausdatter døde uden nære arvinger, og den fjerne slægtning Erik Juel overtog Hundsbæk i 1614. Han og hustruen Sofie Sehested fik mange børn, hvoraf to var den berømte søhelt Niels Juel og statsmanden Jens Juel. Familien boede dog kun på Hundsbæk frem til 1623. Erik Juel var anset af Christian den Fjerde og Frederik den Tredje, som begge gav ham len.

Et len var et område, som en lensmand forvaltede på kongens vegne. Lensmanden var indtil 1662 øverste militære og civile myndighed. Erik Juel var desuden landsdommer for Nørrejylland, og han blev rigsråd fra 1651. I hans tid var gården anseelig. Han døde i 1657, og på grund af gæld blev gården opdelt og afhændet. Godset, hvilket vil sige gårdene under Hundsbæk, blev også splittet ad efter Erik Juels død og ikke samlet igen.

Forfald og magre tider
I 1657 startede endnu en krig mod svenskerne - læs mere om svenskekrigene. Gården blev under krigen nedbrudt, de øde marker sprang i lyng, og de lokale gjorde indhug i skoven. Jorden blev delt op som følge af Erik Juels gæld, men fra 1695 blev Jørgen Skeel Due fra Sønderskov eneejer af stedet. Han havde fra 1676 ejet en del af gården og i 1687 opgivet sin hovedgårdsrettighed for at få eftergivet skat.

Hovedgårde var indtil 1660 fri for at betale skat og tiende, men i 1660 blev enevælden indført og adelens rettigheder som skattefrihed indskrænket. Hundsbæk var altså ikke længere en hovedgård, og skattefriheden var ophørt, om end stedet stadig slap for at betale tiende til præsten. Due forsøgte at få gang i landbruget igen, hvilket var hårdt arbejde med lyngklædte marker og for få fæstebønder.

Dues arvinger solgte gården i 1707, da de ikke kunne tjene penge på den. Herpå var der en række skiftende ejere op gennem 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet, ofte jævne folk. Stedet havde karakter af almindelig gård. I 1853 købte Lautrup på Estrup og Niels Villumsen Hundsbæk og lod gården drive af en forvalter. Fortidens levninger forsvandt, idet gravene blev fyldt og borgbanken jævnet. I 1863 solgte de gården igen.

Resten af 1800-tallet skiftede gården ejere en halv snes gange, og der var flere tvangsauktioner. I 1897 købte Hans Frydendahl Hundsbæk, og hans svigersøn Harald Bøgedal overtog i 1937. Hans søn Niels Bøgedal drev gården fra 1968 til 2005, hvor de solgte. Der drives stadig landbrug på Hundsbæk.

Læs Niels Bøgedals beretning om Hundsbæk i 1900-tallet.

Bygningerne
Den oprindelige hovedbygning lå på et voldsted omgivet af vandfyldte grave. Da dronning Margrethe købte stedet, blev det omtalt som gården og fæstet Hundsbæk, hvilket tyder på en befæstet borg. Gården beskrives i 1578 som et beskedent bindingsværksanlæg med lave og uanselige bygninger. Hovedbygningen har ud fra beskrivelsen næppe været over 12 meter langt og højst 4,5 meter bredt og med to stuer, der kunne opvarmes.

Gården blev ødelagt i svenskekrigen i 1657-60. Jørgen Skeel Due byggede i 1696-97 gården op, der ellers havde ligget øde siden svenskekrigen. Bygningerne var beskedne; som "en god selvejerbondegård". I 1877-8 blev der igen opført en hovedbygning, som stadig eksisterer.

Læs om sagn, der knytter sig til Hundsbæk og historien om Fru Mettes Bjerg.

Kilder:
Oluf Nielsen. 1870 (genudgivet 1976). Historiske efterretninger om Malt Herred.
Valdemar Andersen. 1961. Hærvej-Sognet Læborg.
Carl Lindberg Nielsen, Jens Sølvsten, Mogens Lebech. 1946. Danske Slotte og Herregaarde. Ny Samling, bind 3.
Hans Jørgen Larsen. "Høgereder". Vejen Avis 2/11 1999.
Trap Danmark om Andst og Malt Herreder