Sønderskov Hovedgård

Sønderskov er en gammel hovedgård ved Folding. Den har som andre hovedgårde oplevet op- og nedture og rummer nu Museet Sønderskov.

I 1600- og 1700-tallet udgjorde hovedgårdens jorde omkring en femtedel af Folding sogns areal. Generationer fra Nørbølling og Foldingbro har været afhængige af herregården, enten som ansatte eller som fæstebønder. Ud over at passe deres fæstegårde var fæstebønderne forpligtede til at stille med arbejdskraft og redskaber til at dyrke herregårdens jord. Dette arbejde blev kaldt hoveri. Læs mere om hoveri på danmarkshistorien.dk 


Sønderskov Hovedgård, der nu huser Museet Sønderskov. Foto: Vejen Fotoklub. 

Bygningen

Der har siden middelalderen ligget en herregård på stedet. I midten af 1500-tallet blev der opført en bygning med to diagonale tårne, så man kunne beskyde alle hovedbygningens sider i tilfælde af angreb. Denne bygningsstil vandt frem efter Grevens Fejde, hvor mange herregårde var brændt ned til grunden af bondehære - læs mere om Grevens Fejde og reformationen.

Den nuværende hovedbygning blev bygget i 1614-20 efter en voldsom brand. Resterne af bygningen fra 1500-tallet blev revet ned, og der blev opført en ny bygning på fundamentet af den gamle. Den oprindelige stil på den nuværende bygning er fra renæssancen, som i Danmark lå omkring 1500-1650. Som ved forgængeren var der to diagonale tårne, som ikke længere står i dag.

Bygningen blev i midten af 1700-tallet ombygget i barok stil, som krævede orden og regularitet. Inddelingen af rum blev lavet drastisk om, og der blev udsmykket med kalkmalerier og stuklofter. Der kom også nye vinduer til, som sad mere symmetrisk og regelmæssigt.

Drabelige adelige

I det meste af 1500-tallet var slægten Galskyt ejere af Sønderskov. I 1554 blev Peder Galskyt dræbt af en anden adelsmand, Johan Juel. Han er formentlig sluppet af sted med drabet ved at betale en bod til Galskyt-familien. Efter reformationen var der ellers indført dødsstraf for drab, men denne lov gjaldt kun for bønder og borgerlige, ikke for adelige. Peders broder Otte blev ligeledes dræbt af en anden adelsmand, Jacob Skram, i 1574. Også denne drabsmand levede videre i mange år.

Efter Peders søn Albert døde, tilfaldt Sønderskov Peders enke, Bege Clausdatter, i 1593. Hendes svigersøn var Christoffer Rosenkrantz, som senere blev henrettet for bedrageri. Hun solgte i 1600 til Børge Rosenkrantz, der døde i 1614. Arvingerne solgte Sønderskov til Thomas Juel, der også ejede naboherregården Estrup.

Thomas Juel genopbygger

Herregården brændte kort efter Thomas Juels overtagelse ned til jorden. Han opførte den bygning, som står i dag, om end i ombygget form. En fortælling lyder, at Christian den Fjerde kom på besøg på Sønderskov og blev hilst af en sodsværtet mand, der kom fra herregårdens smedje. Kongen kunne ikke genkende sin bekendte, som var en ivrig smed. Juel skulle også selv have smedet den store lås, der sidder på Sønderskovs hoveddør og stadig virker.

Thomas Juel havde deltaget i Kalmarkrigen 1611-13 som kavalerist. Adelige havde pligt til at stille med et antal ryttere beregnet ud fra størrelsen på deres gods. Hvis adelsmanden ikke havde en god grund til at sende en stedfortræder, måtte han selv møde op til krigstjeneste.

Thomas Juel spillede en aktiv rolle i hekseforfølgelserne, der kulminerede i det sydvestlige Jylland omkring 1620. Det år var hans kvægbesætning ramt af sygdom og andre ulykker, og man kan forestille sig, han har ledt efter syndebukke. Kirsten Jørgens fra landsbyen Estrup blev udpeget på pinebænken af andre "hekse" som skyld i ulykkerne. Hun var kogekone på Estrup og tilsyneladende klog kone på egnen. Da det rygtedes, at hun skulle være heks, skortede det ikke på vidneudsagn til at understøtte anklagen. Kirsten blev dømt til at brænde på bålet og endte sine dage som en af Estrups hekse. 

Hans Bachmann bygger om

Efter Thomas Juels død i 1647 arvede en søstersøn Sønderskov. Efter tre generationer i slægten Dues hænder var Sønderskov i forfald og måtte i 1720 sælges til borgerlige Hans Bachmann. Han kom fra beskedne kår men blev kongelig overførster og vildtmester for Koldinghus og Haderslev Amter samt Fyn og Als. Han giftede sig med enken Christine Margrethe Poulsen på Estrupgaard. De flyttede til Sønderskov efter købet, og han ombyggede Sønderskov, så det fremstod mere symmetrisk.

Datteren Christine Margrethe Bachmann overtog Sønderskov i 1745 men døde allerede i 1756. Hendes mand Samuel Nicolaus Claudius overtog gården. Han krævede meget arbejde af sine fæstebønder, og det blev til sidst for meget. Bønderne klagede over de mange opgaver, de blev pålagt, først til Claudius, dernæst stiftamtmanden og endelig til kongen. Bønderne fik til sidst medhold, og Claudius solgte i skuffelse Sønderskov i 1769.

Momsen-slægten

Sønderskov blev ramt af udstykningen af jord til bøndergårde. Efter Claudius så skiftende ejere muligheder i at udstykke bøndergårdene, vandmøllen, arealer og bygninger fra hovedgården. I 1819 overtog Peter Momsen hovedgården. Da hans ældste søn Jens Rahr Momsen i 1846 arvede hovedgården, var den gældfri. Jens Momsen gjorde mejersken Johanne Müller gravid og endte med at gifte sig med hende. Han var kritisk over for Askov Højskole, som blev opfattet som venligtsindet over for Bondevennerne, der senere blev til Venstre. Han var med til at oprette Eskelund Højskole, som dog kun overlevede i fire år.

Økonomiske problemer og forfald

I 1892 overtog sønnen Peter Momsen Sønderskov. Han blev gift med Karla Knudsen, der kom til Sønderskov som ung pige. De havde økonomiske problemer, skove blev tyndet ud, stendiger solgt til skærver, og møbler og familieportrætter blev solgt. I 1925 var Karla og Peter Momsen tvunget til at sælge Sønderskov Hovedgård.

Der var flere ejere indtil 1929, hvor Niels Brüel overtog gården. Han ejede stedet indtil 1938, hvor han døde. Der var landbrugskrise i 1930'erne, blandt andet fordi England måtte sætte deres forbrug af bacon ned. Sønderskov måtte i 1935 kun sende 80 svin om året til slagtning, ellers blev afregningsprisen sat væsentligt ned.

I 1939 blev Sønderskov købt af Johannes Lind, der nedstammede fra Jens Rahr Momsens ældste datter, Frederikke. Han var apoteker i Vejle, og stedet blev de første år drevet af en bestyrer. I slutningen af Anden Verdenskrig blev der indkvarteret tyske soldater i hovedbygningen. De skulle overvåge de russiske krigsfanger, som blev sat til at lave Gudrun-spærringen syd for Kongeåen. Denne spærring skulle beskytte Tyskland mod en invasion gennem Jylland. De russiske krigsfanger boede i barakker øst for hovedbygningen, mens de russiske befalingsmænd boede på Sønderskov Mølle. De tyske soldater var en hård belastning for bygningen.

I starten af 1960'erne fik datteren Diddy Karstens skødet på Sønderskov. Landbruget blev forpagtet ud, og den ubeboede hovedbygning gik i forfald. Pudset skallede af, taget blev utæt, der skete indbrud, inventar blev stjålet, og der blev lavet hærværk. I 1970'erne blev Nationalmuseets Særlige Bygningssyn involveret, og ejerne lovede at gå i gang med istandsættelse; det skete dog ikke. I stedet ansøgte de om at nedrive bygningen, hvilket det Særlige Bygningssyn nægtede.

Sønderskov restaureres

Helge Kragelund, tømrermester med erfaring i at sætte gamle bygninger i stand, meldte sig som køber af Sønderskov. Det lykkedes i 1986, hvor en omfattende restaurering begyndte. I 1992 flyttede Museet Sønderskov ind.

Den oprindelige barokhave er genskabt, og den gamle slotssmedje er genetableret. En del af herregårdens historiske urtehave er også genskabt og vedligeholdes af frivillige.

Kilder: Peter Christensen m.fl. (red). 2006. Folding Sogn i fortid og nutid, som kan lånes på vejenbibliotek.dk.
sonderskov.dk.
Læs mere om Sønderskov på visitvejen.dk.