Svenskekrigene

I 1600-tallet og i starten af 1700-tallet var Danmark flere gange i kamp, oftest mod med svenskerne. Det havde store omkostninger.

Slutningen af 1500-tallet og starten af 1600-tallet var år med velstand og økonomisk fremgang. I Christian den Fjerdes (1588-1648) velmagtsdage regerede han over et udbredt og mægtigt rige. Det var en stor opgave at fastholde Danmarks førerstilling i Norden over for Sverige. Flåden blev oprustet, men en hær af landsoldater blev ikke oprettet. Christian den Fjerde skulle opleve at se sit rige svinde ind og miste magt.

Kalmarkrigen, 1611-13

I Kalmarkrigen, 1611-13, erobrede danskerne Kalmar by og slot, og svenskerne måtte betale en enorm krigserstatning. Udgifterne til krigen blev betalt gennem tyngende skatter. Herefter flyttede kampen mellem Danmark og Sverige om herredømmet over Østersøområdet til Nordtyskland og tættere på det nuværende Sønderjylland.

Kejserkrigen, 1625-29

Danmark blev i 1625-29 involveret i Trediveårskrigen mellem protestanter og katolikker. Christian den Fjerde led et svidende nederlag i 1625, da han erklærede den tyske kejser krig og satte sig i spidsen for en protestantisk hær. Landet blev reddet af svenskerne, der kæmpede på den protestantiske side mod den katolske tyske kejser. Deltagelsen ruinerede næsten landet, men man opnåede dog en fredsaftale uden at skulle afstå landområder. Krigen gik hårdt ud over Sønderjylland, der blev plyndret af både egne tropper og kejserens tropper.

Torstenssonkrigen, 1643-1645

I 1643 erobrede svenskerne hertugdømmerne Slesvig og Holsten og besatte hele Jylland. De rykkede også ind i Skåne. Danskerne tabte krigen, og i 1645 måtte Danmark-Norge afstå Jämtland, Härjedalen, Gotland og Øsel samt Halland for en trediveårig periode, nedsætte Øresundstolden og den norske told. Den danske dominans i Norden endte hermed.

Karl Gustav krigene, 1657-60

Efter Christian den Fjerdes død, kom også sønnen Frederik den Tredje i krig med svenskerne. I 1657 erklærede han svenskerne krig, men svenskerne gik op gennem hertugdømmerne og senere over Lille- og Storebælt, der var frosset til i den strenge vinter i starten af 1658. Danmark måtte afstå Skåne, Halland (nu permanent), Blekinge og Bornholm samt Bohuslen og Trondheim Len. Svenskerne var dog ikke tilfredse og gik senere samme år ind i Sjælland men mødte modstand fra en række europæiske fyrster. Da den svenske konge døde i 1660, blev der sluttet fred.

Skånske krig, 1675-79 og Den Store Nordiske Krig, 1700-1721

I 1675-79 var der igen krig. Danmark klarede sig bedst til søs, mens svenskerne klarede sig bedst til lands. Ved freden måtte man opgive at genvinde Skåne. Heller ikke den Den Store Nordiske Krig, 1700-1721 vandt Danmark Skåne tilbage, men hele Slesvig kom igen under den danske krone efter flere skærmydsler om suveræniteten.

Plyndringer, sult og pest

Svenskekrigene og Kejserkrigen var hårde for bønderne i det sydlige Jylland. De oplevede plyndringer og grusomheder og måtte finde sig at brødføde både egne og fjendtlige tropper. Sult, fattigdom og voldelige overgreb var hårde levevilkår, og mange gårde i landsdelen kom til at stå øde. Den sultende befolkning var et let bytte for pesten, der hærgede i 1659. Pesten i 1659.

Som følge af krig og pest måtte de mange ødegårde overtages af folk andetsteds fra, og mange kom fra Nørrejylland. Befolkningen i det nuværende Sønderjylland blev derfor i vid udstrækning udskiftet i den sidste halvdel af 1600-tallet.

Kilder: Hans H. Worsøe. Svenskekrigene og deres betydning for Sønderjylland. Sønderjysk månedsskrift. 2000, nr. 7/8. Kan bestilles på bibliotek.dk.
Danmark og omverdenen i 1523-1660 på danmarkshistorien.dk