Skip til hoved indholdet

Margarinefabrikken Alfa

Margarinefabrikken Alfa i Vejen var i næsten et århundrede en af de store spillere på margarinemarkedet.

I 1897 oprettede den driftige og virkelystne Johannes Lauridsen Margarinefabrikken Alfa i Vejen, syd for stationen. Der blev gjort brug af den nyeste teknologi i form af maskiner og elektricitet. Margarine var et nyt produkt, der var blevet opfundet i 1870 i Frankrig. Otto Mønsted blev som den første margarinefabrik oprettet i 1883. Forbruget af margarine steg fra 1 kilo margarine pr. dansker i 1889 til 18 kilo i 1920 og 22 kilo i 1939.

Frem til starten af 1920'erne udvidede Alfa og overtog andre margarinefabrikker. I 1920'erne mærkede fabrikken øget konkurrence og faldende priser, da hollandske virksomheder købte op af danske fabrikker. De hollandske fabrikker samledes i firmaet Unilever i 1929.


Margarinefabrikken Alfas bygninger.

Hård konkurrence

For at overleve den øgede konkurrence lancerede Alfa i 1920'erne kuponer, der fulgte med, når man købte Alfas produkter. I starten af årtiet kunne man bytte kuponerne til børnebøger. I 1926 blev bladet Ude og Hjemme startet op af Alfa, og også dette kunne man bytte sig til for kuponer. I 1930 aftalte de store margarinefabrikker og De samvirkende Købmandsforeninger at stoppe med kuponerne, der var til irritation for købmændene.

Konkurrencen var hård, og Alfa blev i 1931 sammen med de andre danske margarinefabrikker Solo og Otto Mønsted enige om en fælles prispolitik og regulering af markedet. Alfa fik 25 procent af markedet. Da det ikke var muligt at udvide markedsandelen, forsøgte Alfa at flytte forbruget fra deres billige produkter til deres dyre produkter, hvor fortjenesten var større.

Under Anden Verdenskrig stoppede produktionen af margarine på grund af mangel på råstof. Alfa omstillede sig til fremstilling af marmelade, sennep, ketchup og konserves.

OMA

I 1947 stiftede Alfa sammen med Otto Mønsted og Unilever Margarine-Compagniet og solgte produkterne under navnet OMA. Alfa fik tildelt en markedsandel på 20 procent. I 1960'erne byggede Alfa en ny og moderne margarinefabrik, og i den gamle fabrik indrettede man konservesfabrik. Margarine-Compagniet blev opløst i 1972, hvor Alfa fortsatte på egen hånd. En intens pr- og reklamekrig brød ud mellem Alfa og de andre margarinefabrikker, der nu igen var konkurrenter. Alfa havde gode år i 1970'erne, mens Otto Mønsted lukkede i 1974.


Bagsiden af Margarinefabrikken Alfas bygninger, set fra jernbaneperronen.

Alfa lukker

I 1990 overtog Unilever Alfa og lukkede margarinefabrikken i 1992, mens konservesfabrikken blev lukket i 1994. Direktør Johnny Vang-Lauridsen startede efter tre år en ny margarinefabrik, Grønvang.

Dele af margarinefabrikkens bygninger står stadig og minder om et af Vejens store industrieventyr.

Alfas Kogebog fra 1937

Se et uddrag af Alfas Kogebog fra 1937, der blandt andet byder på konfektopskrifter, vejledning i at henkoge frugt og fristelser som kalvehjerne med brødcroutoner. Der er også vise ord som "Det unge dyr gør stegen saftig, det gamle dyr gør suppen kraftig" og oplysning om forskellige udskæringer. Du finder kogebogen på vejenminiby.dk.

Kilder:
Linda Klitmøller: "Margarinefabrikken Alfa - en bevaringsværdig fabriksbygning". Mark og Montre, årgang 2004. 
”Industrisamfundets kulturarv”, rapport 1. del: Udpegning af industriminder i Ribe Amt, Esbjerg Museum for Ribe Amts Museumsråd og Kulturarvsstyrelsen.

Charlotte Thomsen

Skole, Kultur & Fritid

Ring til os

Bemærk

Når du sender Digital Post til os, bliver du bedt om at bruge MitID. På den måde bliver beskeden sendt sikkert, og du kan skrive dine personlige oplysninger, f.eks. dit CPR-nummer.

Denne side er printet den 21-11-2024 16.12

Ophavsretten tilhører Vejen Kommune.

Informationer må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.

Vejen Kommune
Rådhuspassagen 3
6600 Vejen

Telefon: +45 79 96 50 00

Links