Fra små landmejerier til Arla

Niels Bøgedal, tidligere gårdejer på Hundsbæk ved Læborg og næstformand i MD Foods, fortæller om udviklingen fra små landmejerier til det internationale Arla.

Jeg var næstformand i MD Foods fra 1991 til 1999 og sad i bestyrelsen i 18 år. Jeg plejede at sige, at det tog tre fjerdedele af min tankegang og halvdelen af min tid.

Andelsbevægelsen er opbygget på den lokale forankring; man bliver valgt af en tre-fire omgange i stadig større kredse. Jeg har også været næstformand i mejeriernes brancheforening i en årrække. Det har været utroligt interessant. Da jeg var på landbrugsskole i 1966 var der en og holde foredrag om at skabe et dansk mejeriselskab, og det var da noget inspirerende. Men de kom først i gang i 1970 i en lidt anden form, end den Thygesen holdt foredrag om i 1966.

Faren og Brørup Mejeri

Min far var også organisationsmand. Han blev gift i 1929, var bosat ovre ved Vejen og flyttede herover og overtog Hundsbæk i 1937 efter sin svigerfar. Allerede i '43 blev han valgt som sognerådsformand i Læborg og var det i elleve år. I 1950 blev han valgt som formand for det nye mejeri i Brørup. Det skulle skabes ved sammenlægning af tre andre mejerier, og der blev Brørup Mejeri det største landmejeri i hele Danmark. Han var formand for det nye mejeri indtil 1966.

Så kom tilbuddet om dannelsen af et dansk mejeriselskab, som skete i 1970. Der kom Brørup Mejeri med som en af de første seks, der startede Mejeriselskabet Danmark. Det er grundlaget for det Arla Foods, vi kender i dag. Ideen blev skabt op gennem 60'erne, og efter rigtig mange møder var konstruktionen klar i 1970. Det stiftende møde blev afholdt i juni 1970, og Mejeriselskabet Danmark kunne starte op 1. oktober 1970.

Med fra starten

Bestyrelsen i Brørup Mejeri bestod af elleve mand, og de skulle bruge yderligere fire mand, så Brørup i alt fik 15 repræsentanter i det nye Mejeriselskabet Danmark, der senere kom til at hedde MD Foods. Der blev jeg valgt som en af de fire i juni 1970. Ud af repræsentanter blev valgt et regionsråd, og der sad jeg i en lang årrække, inden jeg blev valgt som bestyrelsesmedlem i 1984. Nogle år senere blev jeg så formand i Region Syd. Ved fusionen med Arla Sverige i 1999 stoppede jeg som næstformand. I 2002 stoppede jeg i Arlas bestyrelse efter 32 år som folkevalgt i mejeribruget.

Princippet bag andelsmejerierne

Vi er solidariske: én mand, én stemme, og det uanset størrelsen af din bedrift. Den solidaritet, der ligger her, den er jo helt fantastisk. Mejeriet har aftagerpligt af din mælk, så jeg kunne producere det, jeg ville og være sikker på at få det afhentet. Når året er omme, gør du hele regnskabet op og får en prisregulering. Det er også det princip, de kører efter i dag. Det er jo i grunden unikt; det, der blev skabt i 1970 er der bygget videre på hos andelshaverne i Sverige, England og Tyskland.

Andelshaverne, ganske almindelige landmænd, udgør bestyrelsen. Man har i første omgang købt sig ind i England og Tyskland ved at bruge penge på det. Men det der sker her i sommer [2012] er, at landmænd i England og Tyskland har opsøgt Arla, fordi de gerne vil med i det på ganske almindelige andelsvilkår. Disse fusioner kan ske uden brug af væsentlige økonomiske ressourcer. Her får de retten til at levere deres mælk uanset mængde; mejeriet har pligt til at aftage det, lige meget hvor meget de producerer.

Mælkekvoter

EU har indført mælkekvoter. Det kommer ikke det enkelte mejeri ved. De er indført for, at der ikke blev produceret for meget. Det bliver reguleret på den enkelte andelshaver. Danmark har altid skilt sig ud ved at have kvoter på bedriftsniveau. En bedrift har en kvote, hvor det i andre lande har været mejerierne, der har en kvote. Kvoten blev først indført omkring 1990 for at undgå et mælkeoverskud. Man tilpasser sin bedrift. Danmark var jo også det første land, der fik indarbejdet en måde at handle kvoterne på. Man fik en børs under mælkeudvalget i Dansk Mejeriforening, hvor man kunne købe og sælge kvoter.

Jeg købte for eksempel en gård i Læborg, hvor der var en lille mælkekvote på. Så kan jeg overføre kvoten til min egen ejendom. Det var ikke så stor en ejendom, så den forøgelse det gav, det kunne vi klare uden at udvide koantallet simpelthen ved større ydelse pr. ko. Der skete også i de år en stærk stigende ydelse pr. ko, det gjorde jo, at hvis ikke man på en eller anden måde kunne øge sin kvote, så skulle man begrænse antallet af køer. Det koster penge at overskride sin mælkekvote. En kvote er en begrænsning, og hvis det skal være effektivt, så skal der være sanktioner.

Danmark har en landekvote, som ikke tager hensyn til, at ydelsen pr. ko stiger. Landmændene kan handle med kvoterne indbyrdes, men det bliver på bekostning af, at der bliver færre og færre landmænd. Antallet af mælkeproducenter blev stærkt reduceret, så de der var tilbage blev større og større. Da man startede, reduceredes landekvoten med cirka 10 procent. Hvis du har leveret 400 tons mælk i løbet af et år, så kan det være, din kvote kommer til at lyde på 370. Så man måtte tilpasse sig for ikke at komme til at betale en bøde. Det var en barsk regulering for mange.

Den globale mælkesø

Det er først her de sidste seks-syv år man gradvist er begyndt at hæve kvoten igen. Nu mener man, det slutter i 2015 med kvoterne. Der er større og større behov for fødevarer, og det er også det, man har erkendt. Der er et stort globalt behov for at få flere fødevarer frem. Når kvoterne ophører, regner man med en forøget mælkeproduktion i Danmark, der vil stige ret kraftigt. Så kan man producere det, man vil med hensyn til miljøet. Og det er jo blandt andet derfor, at Arla har fået lavet en stor kontrakt på mælkepulver til Kina. Man regner med, at den forventede større mængde mælk skal indtørres til sødmælkspulver og eksporteres til Kina og så der oparbejdes til konsum.

Markedet for mælk er globalt, og hvis der er lidt for meget på markedet i New Zealand, så mærker vi det i Europa. Det er en verdensbalance med udbud og efterspørgsel, og prisen afspejler produktionen i hele verdenen.

Formidabel udvikling

Jeg synes, det har været en utrolig spændende historie at være en del af. MD har fået en masse klø hele vejen igennem for at have opslugt og opslugt og opslugt. Men alle de andelsmejerier vi har overtaget, det er sket på baggrund af, at bestyrelsen og deres andelshavere har sagt ja til at komme ind. Og så bagefter lyder det, at de er blevet opslugt. Det har generet mig lidt. Men omvendt nu, hvor Arla har lavet en stor aftale med Kina, så kan der næsten ikke siges noget, der er smukt nok om det.

Det er jo en formidabel udvikling, der er sket i løbet af godt fyrre år. Det var jo store ofre de første bønder lagde i de andelsmejerier ved opstarten for 125 år siden. Selvfølgelig fordi de troede, de fik gavn af det, og det har de jo fået. Da der var flest, var der 1.400 andelsmejerier, fra 1950 er det gået den anden vej igen, fordi de fusionerede. Der blev færre og færre.

Så kom vandkøling. I gamle dage kunne man ikke køle mælken. Til sidst kom køletanken, og så kunne man køle og transportere mælken, uden det skulle i spande, og det er jo et vældigt spring. Større afstande og meget hurtigere.

Rent faktisk havde vi mere mælk i slutningen af 60'erne, end vi har i dag, nok 10 procent mere. Økonomien i mælkeproduktionen har været svingende, så det har ikke altid været attraktivt at producere. Kvoterne var også med til at holde mælkemængden rimelig konstant i mange år. Antallet af andelshavere svinder ind med 10 procent hvert år, det er en tommelfingerregel. Så færre og færre producerer nogenlunde det samme Andelsmejerierne.