Farligt spytslikkeri

Fra UdviklingVejens Projekt "Den gode historie":

I Andst Kirke kan man over prædikestolen, på dens himmel, se en fremstilling af profeten Jonas' historie fra Det Gamle Testamente. Billedet forestiller en hvalfisk, der spytter en mand ud. Over træsnittet står I I K - en forkortelse for Jon Jensen Kolding, der var sognets præst i slutningen af 1500-tallet.

Da Jon Jensen Kolding var præst i Andst, var Frederik den Anden konge af Danmark. Jon Jensen Kolding havde gjort sig bemærket hos kongen ved at skrive forskellige tekster, der lovpriste majestæten. Som tak herfor havde han fået det rige præstekald i Andst. For yderligere at indynde sig hos majestæten, nu Christian den Fjerde, skrev han i 1594 en Danmarksbeskrivelse, hvori han blandt andet opremsede 29 danske konger, der op gennem historien har besejret svenskerne.

Danmark og Sverige lå dengang jævnligt i krig med hinanden, og den seneste var afsluttet i 1570, uden at give sejr til nogen af parterne. I fredsaftalerne fra den krig stod der, at ingen af rigerne måtte lave skrifter, der hånede det andet.

Straffen
Jon Jensen Koldings skrift blev af svenskerne opfattet som en hån, og de klagede til den danske konge. Han måtte bøje sig og stille svenskerne tilfreds. Jon Jensen Kolding blev stillet for en domstol og blev dømt til at være i "kongens nåde og unåde". Den dom betød normalt dødsstraf, men det kom det dog ikke til i Jon Jensens tilfælde.

Han blev midlertidigt afsat fra sit embede som præst, og måtte ikke sætte sine ben i Andst Kirke. Han gik derfor i kirke i Gesten, hvor en af stolestaderne bærer hans navn, og hvor den samme udskæring med hvalfisken, som findes på prædikestolen i Andst, er afbilledet. Et år efter, i 1596, var Jon Jensen Kolding atter tilbage i sit embede i Andst - nu en politisk erfaring rigere.

Man kan forestille sig, at billedet over prædikestolen, og på stolestaden i Gesten, nok dels er til minde om hans navn Jon - Jonas, men nok også tjener til vidnesbyrd om denne episode i hans liv. Jonas var i hvalfiskens bug i 40 dage. Jon Jensen Kolding har vel følt, at hans oplevelser i storpolitikkens malstrøm har været af lignende karakter som Jonas` måtte have været.

Kilde: Skalk 1980, 5.