Vi bruger cookies

På dette website bruger vi cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på hjemmesiden, accepterer du samtidig vores cookiepolitik.

Til vejen.dk

Gendarmen skød Falle i hatten

Falle var sønderjyde, der var taget til Danmark - og så kunne det være farligt at krydse over Kongeåen igen.

Ruth Inger Ohlsen beretter:

Min mor fortæller, at Falle Hansen Pedersen (FHP) boede nord for Kongeåen i Maltbæk, hvor han var smed. Min mormor Andrea voksede op i Maltbæk.

På et tidspunkt skulle FHP afslutte en handel sammen med sin bror Jørgen. Efter handlen skulle de drikke et glas på den tyske side af grænsen (lidkøb = drikke en øl som tegn på afslutning på en mundtlig indgået handel).

Mens de to sad på kroen fik broderen øje på en tysk gendarm. Broderen mente, at gendarmen havde fået kig på Falle Hansen, som endnu ikke havde fået dansk indfødsret, hvilket broderen selv havde. Falle Hansen kunne derfor holdes tilbage for at have unddraget sig militærtjeneste i Tyskland. Han ville have været en værdifuld soldat i den tyske hær under kejser Wilhelm. Han kunne sko heste og lave lignende smedearbejde, da han var smed i Maltbæk.

De to brødre rejste sig og skyndte sig mod broen over åen men blev indhentet af gendarmen, der skød efter Falle Hansen Pedersen. Han blev ramt i hatten, men blev ikke såret og slap med skrækken og livet i behold.

Kilde: Historien om Falle Hansen Pedersen fortalt af hans barnebarn, Ruth Inger Ohlsen, født Andersen i 1927 (nu 88 år i 2015). Historien er nedskrevet af Ruths datter, Karen-Margrethe Ohlsen i 2015.

KontaktCharlotte ThomsenTelefon: 79 96 63 83