Turen hjem gennem Tyskland
… Endelig d. 7. Jan. overskred vi den tyske grænse. Glæde var stor! … Alt var Liv og Glæde, og der var kun en Sviptur hjem. Vi anede ikke, at Tilstandene var saa daarlige, som de viste sig at være. For 2 ½ Maaned siden havde jeg rejst omtrent samme Vej, og da gik alt Tip-Top. Nu var det hele forstyrret, Polakkerne havde besat Byerne langs Linjen Thorn-Schneidemyhl, saa den direkte Linje efter Berlin var forhindret.
Vi tænkte saa paa at tage over Pommern og Meklenborg, men ogsaa her var det næsten ufremkommeligt. Det var nemlig ikke alene os fra Ukraine, der skulde hjem; ogsaa fra Estland, Livland og Kurland kom større transporter. Dertil kom, at de russiske Fanger skulde hjemsendes, for det var smaat med Ernæringsmidler i Tyskland. Saa skulde der tillige sendes Krigsmateriale til de tropper, der kæmpede med Polakkerne.
Samtidig med al denne Transport skulde Tyskerne levere en Mængde Jernbanevogne og Lokomotiver til Frankrig, og vi saa af og til hele store Tog af ny eller nymalede Vogne paa Vej til Frankrig.
Forsinkelser og hjemve
Jernbanemændene i Tyskland er dygtige til at klare Forholdene, men dette her var for meget. Vi gamle Soldater forstod det og bar over med, at vi hist og her maatte holde stille i Timer, ja, undertiden et helt Døgn. Men nægtes kan det ikke, at vi var fyldt at inderlig Hjemve. Heller ikke var det hyggeligt i Toget: vi maatte jo rejse i Godsvogne, 32 Mand i hver. I Allenstein begravede vi vore døde. Meningen var at tage dem med til Hamborg, men under de givne Forhold lod det sig ikke gøre. Det gjorde jo ogsaa lige meget, hvor de kom til at hvile.
Strasborgerne skilte sig fra os i Østprøjsen, og endelig kom der Meddelelse om, at Polakkerne var slaaet ud af Schneidemyhl, og snart naaede vi saa til denne By, hvor vi afleverede vore skarpe Patroner, som vi ikke længere havde Brug for. Vel hørte vi Skydning ikke langt borte fra os, men det var vi vant til, og det gjorde ikke stort Indtryk paa os.
Om Aftenen standsede toget i Fyrstenvælde, saa var vi nær ved Berlin, som vi dog ikke fik Lov til at anløbe, da det var i de Dage, at Liebknechtaffæren udspilledes. Det saa ud til, at vi kunde komme til at holde stille i nogle Dage, men vor Stabslæge hjalp os; han sagde, at Tilstanden var saaledes blandt Mandskabet, at vi straks maatte befordres til vort Bestemmelsessted. Det hjalp, og vi maatte saa rejse over Frankfurt a. d. Oder. Og det gik hurtigt. Hele natten til d. 15. Jan. kørte vi uden om Berlin, hvor fra enkelte Kanonskud hørtes, og om Morgenen holdt vi paa en Station med fri Bane efter Hamborg.
Toget når til Hamborg
Hen paa Eftermiddagen rullede vi saa af efter Hamborg. Da var stemningen høj. Vor Bataillon havde jo sit Hjemsted i Hamborg, og mange af Mandskabet var derfra. I denne By var vi bleven iklædt til Krigen. Dog var det ikke de samme Mennesker, der kom tilbage; thi Udmønstring og Sygdom havde ryddet op i Rækkerne, som igen var blevet udfyldt med Mandskab, der var hentet fra Hamborg og Omegnen.
Som allerede nævnt var kun to Kompagnier med i denne Transport, men de fleste Sønderjyder ved Batl. var med her, og Resten havde Plads ved Staben, som vi jo havde med. I det hele var 66 Sønderjyder med Transporten. Alle de andre var fra Meklenborg, Hanover, Holsten, men som sagt, flest fra Hamborg.
Lidt over Midnat naaede vi ind paa Banegaarden i Hamborg. Der blev saa travlhed med at aflevere alt det vederstyggelige Krigsmateriale. Bøsserne kastede vi en stor Hob; Bajonetten gik samme Vej. Ja, bort med de hæslige Haandgranater og alt det Værktøj, som den væmmelige Militarisme havde tvunget os i Hænderne. Hvor var det dog en herlig Befrielse. Det var let at se, at denne Følelse var vi alle besjælede af.
Vore Kammerater fra Hamborg skyndte sig hjem og brød sig ikke om, hvad Befalingsmændene sagde. Det var jo heller ikke længere dem, der have noget at sige; nej, det var Soldaterraadene.
Farvel til oversergenten og af sted til Flensborg
Vor Oversergent, der var en rettænkende og pligttro mand, og som paa flere Maader havde vist, at han forstod Sønderjydernes stilling under Krigen, bad os Danske om at hjælpe ham med at bringe alle de levnede Fødemidler i Sikkerhed. Det gjorde vi gerne, for saa vilde han, næste Morgen sørge for, at vi fik vore Frihedspapirer udstedt.
Han holdt ogsaa Ord, for om Formiddagen d. 16. kaldte han os sammen; hver fik sit Fripas og et Bevis at rejse hjem paa. … Vi tog saa Afsked med Kompagniføreren, Kontorskriveren og vor Oversergent. De trykkede os i Haanden og takkede for godt Kammeratskab; den sidste var meget bevæget, for han havde hele Tiden været sammen med os, og altid havde der gensidig været et godt Forhold mellem ham og os.
Med vor Ransel paa Nakken gik vi saa til Banegaarden, hvor vi maatte vente i fire Timer for at komme af Sted efter Flensborg. Vi sad paa en Restauration og nød en Kop Kaffe.
Desværre viste det sig, at det Bevis, vor Oversergent havde givet os ikke var gyldigt som Fripas paa Banen. Naa, derved var intet at gøre; der var jo indtraadt nye Forhold i Tyskland, og vi maatte selv betale Billet.
Kl. 10 om Aftenen naaede vi Flensborg. Vi fandt det ikke værd at gaa ind i Byen for at finde Logi; vi var jo ikke saa godt vant og vi lagde os til Ro paa Gulvet i Ventesalen med vore Ransler under Hovedet. De civile Folk paa Banegaarden var ogsaa flinke mod os, og flere gjorde sig Umage for at tilvejebringe Ro, for at de hjemvendende Soldater, som de sagde kunde, sove. …
Kilde: Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen. Særtryk af Husmandshjemmet. Aarhus Amtstidendes Bogtrykkeri 1923, version udlånt af barnebarnet Nis Einer Jensen.