Frihedsberøvelse og vold i smuglererhvervet

Per Ott fra Krogstrup vest for Københoved var en usædvanlig stærk mand. Han bar i 1800-tallet hundredvis af kræmmere med deres smuglervarer over åen. Per Ott satte engang en toldbetjent ud af spillet ved at smække døren til toldbetjentens lille vagthus i og derefter binde et reb rundt om huset.

Han gav betjenten besked på at forholde sig i ro, så skulle han nok blive sluppet løs igen. Så havde Per Ott og kræmmerne arbejdsro og kunne passere Kongeåen i ro og mag.

Stenderup-folk røvede tolderne
I 1827 standsede to toldkarle fra Foldingbro en vogn med smuglervarer. De beordrede den tilbage til toldstedet i Foldingbro. Men da de nåede Stenderup, blev de overmandet af lokale, som gav dem bank og stjal smuglervarerne.

De lokale slap af sted med tobak, brændevin, brunt sukker, kaffebønner og hør. Men straffen var hård: fire kom i tugthuset og fire andre fik fængsel på vand og brød. Der skulle statueres et eksempel.

Kilde: P. Eliassen. 1926. Kongeåen eller den gamle grænse.