Udskiftning - gårdene flytter ud

Der var forskel på landbruget nord og syd for Kongeåen og på, hvor tidligt gårdene flyttede fra landsbyerne ud på markerne.

Tidlig udskiftning syd for Kongeåen

Syd for Kongeåen lå hertugdømmet Slesvig, hvor udskiftningen skete tidligere end i kongeriget nord for åen. Beskatningen blev også opfattet som lempeligere syd for Kongeåen end nord for. I Skrave-området var der ingen herregård, og landmændene havde større selvstændighed.

I 1774 blev udskiftningen gennemført omkring Københoved, sådan at gårdene blev lagt på stribe og alle fik rektangulære jordstykker med både sand- og lerjord samt et stykke å, eng og skov. De gode betingelser for landbruget gav Københoved tilnavnet "Det ideelle hjørne". Sammen med selvstændighedskulturen blandt bønderne gav de grobund for velstand og overskud til i 1800-tallet at engagere sig i den sønderjyske sag.

Også i 1774 skete udskiftningen i Skodborg, hvor 10 gårdejere måtte flytte gården væk fra landsbyen. Det tog tid at forhandle den økonomiske hjælp til flytningen på plads med hver enkelt, og der er også stor forskel på, hvad de fik. Udflytterne skulle selv bryde deres huse ned, og byens folk transporterede så tømmeret ud på marken til det nye bosted. Udflytterne skulle selv rejse tømmeret, og resten hjalp de andre til med. De, der blev i landsbyen skaffede materialer som grundsten, lyng til tækning og tækkereb samt sand og ler.

Herregårde og hoveri nord for Kongeåen

Nord for Kongeåen lå kongeriget Danmark med herremænd, hoveri, fæstebønder og sen udskiftning. Herregårdene ejede jorden, og bønderne havde kun små lodder til at dyrke egne afgrøder på. Sønderskov er et eksempel på en sådan herregård. Bønderne var afhængige af herregården og havde svært ved at skabe økonomisk sikkerhed for dem selv.

Folding Sogn var domineret af Sønderskov. Før udskiftningen blev jorden drevet i fællesskab, og de enkelte marker var opdelt i småstrimler, som de enkelte fæstere dyrkede. Gårdene var ejet af herremanden, som fik fæsteafgift eller landgilde.

I 1789 tog Sønderskovs ejer, Gundorph, fat på udskiftningen af arealerne i Nørbølling. I 1790'erne overgik bønderne i Nørbølling til selveje. Fire gårde i byens nordlige del skulle flytte ud til deres tildelte jordlodder. Det indvilligede de i. Gårdene i den sydlige del af byen havde derimod ikke lyst til at flytte ud. Til sidst blev der udpeget en gård, som måtte flytte ud mod beboerens vilje.

Fra fæstebønder til selvejere

Med udskiftningen skulle bøndernes ejendomsret på jorden sikres, så de kunne give den videre til deres efterkommere. Fra sidst i 1700-tallet og i løbet af den første halvdel af 1800-tallet kunne bønderne købe deres gårde på billige vilkår og gå fra at være fæstebønder til at være selvejere. Nu arbejdede de altså kun for sig selv og deres efterkommere. Man kan forestille sig, det har givet en ekstra virkelyst i forhold til at skulle slide for herremanden og landsbyfællesskabet.

Kilder: Ruten 'På sporet af kampen for at høre til Danmark' i Skrave sogn.
K.M. Hermansen. 1971 (2. udg.) Skodborg sogn i Frøs Herred, som kan lånes på vejenbibliotek.dk.
Peter Christensen m.fl. (red). 2006. Folding Sogn i fortid og nutid, som kan lånes på vejenbibliotek.dk.