Skip til hoved indholdet

Asmus Jensens krigserindringer

Da Asmus Jensen var ved at have aftjent sin værnepligt, lurede Første Verdenskrig, og han endte med at være tysk soldat i syv år. I løbet af Første Verdenskrig kom han vidt omkring fra Vest- til Østfronten og til sidst Rumænien. Han fik Jernkorset, kom for krigsretten, oplevede gru og sult, før han til sidst kunne tage den lange vej hjem til Sønderjylland.

Asmus Jensen blev født i Sottrupskov 5. december 1893 som den ældste af børnene og boede i Avnbøl. Han blev indkaldt i 1911 til tre års tysk værnepligt, men så kom Første Verdenskrig. Asmus' far kørte diligencen mellem Flensborg og Sønderborg, og hvis Asmus gik over grænsen for at undgå værnepligten, ville hans far miste sit arbejde. Der var flere hensyn at tage end de rent individuelle.

Hvad der skete med Asmus i Første Verdenskrig kan du læse om i historierne på denne side.


Asmus Jensen fra tiden som værnepligtig i Berlin - han står bagerst som nummer tre fra højre. Foto udlånt af Nis Einer Jensen, Asmus' søn.

Asmus Jensen kommer til Vestfronten i 1914

Jeg blev indkaldt den 30. oktober 1911 og var husar i Wandsbeck i to år. Da blev jeg ordonnans og tjener hos chefen for operationsafdelingen ved den store generalstab i Berlin. I september 1914 skulle jeg under almindelige forhold have udtjent, men allerede sidst i juli vidste vi fra generalerne, at krigen ville komme.


Asmus Jensen bagerst i midten. Postkort stemplet Berlin 23. januar 1914. Foto udlånt af Nis Einer Jensen, Asmus' søn.

Sendes til Frankrig

Den sidste juli fik vi uniform som gardekyrasser og blev sendt af sted til Mülhausen i Elsass. Vi var to hundrede mand, en eskadron, alle "Gefreiter" (underkorporaler), alle havde vi gjort tjeneste ved den store generalstab, og vi var i sin tid udtaget to mand fra hvert kavaleriregiment i hele Tyskland.

Den første august om aftenen nåede vi vort bestemmelsessted. Da var franskmændene der allerede. Samme nat skulle en patrulje sendes ud for at finde, hvor franskmændene opholdt sig. Da ingen meldte sig frivilligt, blev vi udtaget fra højre fløj, og jeg blev en af de udvalgte.

Grimt fund

Vi red vel omtrent en halv time, da hestene stoppede op og ikke ville længere. Det var meget mørkt, så vi kunne intet se, men nogle af os stod så af hestene og kravlede videre frem, og snart så vi ved skinnet af vor lommelygte seks af vore jægere med deres heste liggende døde ved vejkanten.

Den slags var vi endnu ikke vant til, og vi havde fået nok. Vi vendte om og red tilbage, men måtte straks af sted igen, og da kunne vi ride tilbage og melde, at vi næsten straks havde opdaget franskmændene ved en lille høj. I flere dage fik vi så ingen hvil, kom ikke af tøjet og måtte af og til ud som patrulje. I begyndelsen måtte vi vige for franskmændene, men derefter gik vi igen fremad.

Kilde:
Asmus Jensen (nedskrevet af Marie Boesen): I Krigens Vold. I Frankrig og Rusland, paa Balkan og i det hellige Land. Sønderjyske Årbøger, udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland, årgang 1928, sidetal 268-283.

Asmus Jensen får Jernkorset

Engang kom vi ind i et krat og så da en fransk rytterafdeling komme springende fremad på vejen lige forbi os. Vor ritmester befalede os at holde vore heste fast ved mulen, så de ikke kunne give nogen lyd fra sig, men sagde også, at nu var det nok forbi med os. Men rytterne opdagede os ikke, og skønt vi da sikkert var bag ved den franske front, førte vor ritmester os sådan, at vi slap igennem og igen kom sammen med vore egne.

Da tilbagetoget senere blev til en kamp, der bølgede frem og tilbage, blev min sidemand såret i låret ved en korsvej mellem Verdun, Reims og Paris. Idet han faldt af hesten råbte han "Asmus, tag mig med". "Jeg kommer i nat og henter dig", råbte jeg tilbage.

Asmus vil hente sin sårede kammerat

Jeg mærkede mig stedet, hvor han lå, og da der om aftenen blev lidt ro, var stillingen sådan, at han lå mellem de tyske og franske linjer. Jeg gik til ritmesteren og bad, om jeg måtte hente min kammerat. Han rådede mig fra det, det var alt for farligt. Jeg blev ved mit. "Han hjalp mig i Belgien, og vi har altid redet ved siden af hinanden".

Omkring ved kl. 10 om aftenen kravlede jeg af sted. Da jeg kom til infanteriet, som jo lå foran os, bad jeg dem passe på med skydningen, når jeg nu kravlede frem og tilbage. Den besked gik så fra mand til mand. Så nåede jeg vor vagtpost, men jeg måtte videre - min kammerat lå næsten ovre ved franskmændene. Jeg nåede derover, lå nogle minutter og hørte, hvordan franskmændene snakkede, og lagde mig så ganske tæt ind til den sårede, som havde forbundet sig selv så godt, han kunne.

Beskudt med kammeraten på ryggen

Han var besvimet, men jeg mærkede, der var liv, fik ham rullet op på min ryg, jeg holdt ham med den ene hånd, og så kravlede jeg tilbage. Hans ben slæbte efter mig. Snart nåede jeg vor vagtpost, som i en fart fik min kammerat ned i sit hul, da franskmændene nu havde opdaget, at der var noget på færde og sendte nogle kugler. Men der blev snart ro igen, og vi kravlede videre. Min kammerat var imidlertid kommet til bevidsthed og stønnede af og til, men var taknemmelig, fordi jeg havde hentet ham.

Endelig nåede vi tilbage til kavaleriet, hvor ritmesteren flere gange havde været ved vor telt for at spørge, om jeg var kommet tilbage - det tog nemlig endda nogen tid. Min kammerat blev straks ført tilbage til feltlazarettet og forbundet. Få dage efter, den attende september [1914], fik jeg Jernkorset.


Det skriftlige bevis på, at Asmus Jensen fik Jernkorset. Kopi udlånt af Nis Einer Jensen, Asmus' søn. Originalen har Asmus gået rundt med på sig, så den er foldet og har fået fugtpletter.

Kilde:
Asmus Jensen (nedskrevet af Marie Boesen): I Krigens Vold. I Frankrig og Rusland, paa Balkan og i det hellige Land. Sønderjyske Årbøger, udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland, årgang 1928, sidetal 269-271. 

For krigsretten for lydighedsnægtelse og overfald

I begyndelsen af året 1915 blev vi, skønt vi hørte til rytteriet, sendt til Soissons og måtte gå i skyttegravene et sted, som blev kaldt ”der Hexenkessel”. Vore to hundrede mand var da svundet ind til halvtredsindstyve, og deraf blev de ti hos vore heste. Her lå vi i fire uger.

Stormangreb

Den tiende februar fik vi ordre til at prøve et stormangreb. Infanteriet, som lå til højre for os, skulle først springe op af gravene, så skulle vi komme og derefter infanteriet til venstre for os. Men da vi så vores kammerater til højre for os så godt som alle falde for de franske maskingeværer omtrent straks, da de var kommen op på brystværnet, så blev vi, hvor vi var, og det gjorde infanteriet til venstre for os også.

Næste dag skulle stormangrebet gentages. Mandskabet til venstre for os skulle begynde, og så skulle turen komme til os. Der blev sagt, at artilleriforberedelsen havde været for dårlig den første dag.

Løjtnanten

Vi sad på bunden af vor skyttegrav og gjorde os det så hyggeligt som muligt. Vi havde bundet en snor op til aftrækkeren i vor karabin, som lå i skydehullerne i brystværnet, og engang imellem trak en af os i snoren og lod et skud gå af. Vi havde fået fat i nogen vin, som vi gjorde os tilgode med, men uden at nogen af os fik for meget.

Da kom en ganske ung løjtnant, som egentlig ikke havde noget at gøre hos os, og skældte os ud, fordi vi ikke var sprunget op af skyttegraven til stormangreb, da turen var kommet til os. Vi var jo alle gamle soldater og tilmed ikke uddannede til infanteritjeneste, og det blev nogen af os for meget.

En hamborger slog først til løjtnanten og opfordrede os andre til alle at slå til. Og efterhånden kom vi alle med, så løjtnanten til sidst lå blødende på bunden af skyttegraven. Ja enkelte iblandt os trampede endogså på ham. Men da gik det op for os, hvad vi nu kunne vente.

Nu bliver vi skudt

”Nu bliver vi alle skudt”, sagde en iblandt os. ”Jeg bliver vel skudt”, sagde hamborgeren, ”men I andre slipper nok. Og hvad enten jeg bliver skudt af vore egne eller i morgen, når vi skal springe op over brystværnet, det kan vel falde ud på et”.

To af os måtte hjælpe løjtnanten, som kom på lazaret, og alle blev vi nu ført tilbage. ”Leute, was habt Ihr gemacht”, sagde vor ritmester til os med tårer i øjnene. Men mærkeligt nok blev vi ved en fejltagelse sat til at stå vagt ved en Armee-overkommando bag ved fronten. Omsider opdagedes det, at vi egentlig skulle straffes, og den 11. april blev vi stillet for en krigsret. Dommen lød på fire ugers streng arrest for hamborgeren, tre uger for enkelte af os og fjorten dage for de øvrige, blandt de sidste var jeg.

På vand og brød

Så blev vi sendt til arresten i Berlin, men der var ingen plads til os, og vi holdt til på kasernen nogle dage. Vi var jo alle underkorporaler, og næsten alle havde Jernkorset, men ”knappen” blev mærkeligt nok ikke taget fra os. Det kunne vi vistnok takke vor ritmester for.

Da der endelig var plads til os, marcherede vi i sluttet trop og alle med Jernkorset på brystet over til arresten. Så blev vi sat ind hver i sin celle. I tre dage sad vi i mørke på vand og brød og med et bræt til at sove på. Fjerde dag blev skodderne taget fra vinduerne, vi fik en seng, rigtig mad og kom en halv time ud i gården. Så tre mørke dage igen osv.

Først mange år efter fik mine forældre at vide, at jeg havde været straffet. Min mor skulle ikke havde den sorg. Der var nok endda.


Asmus Jensen til venstre sammen med sin fætter, der faldt kort tid efter. Foto udlånt af Nis Einer Jensen, Asmus' søn.

Kilde:
Asmus Jensen (nedskrevet af Marie Boesen): I Krigens Vold. i Frankrig og Rusland, paa Balkan og i det hellige Land. Sønderjyske Årbøger, udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland, årgang 1928, sidetal 271-273.

Frygtelige døgn i Rumænien

Så kæmpede vi i julen i fem dage i sne og 30 graders kulde ved Reemniku Serat. Vore støvler var da opslidte, somme havde slet ingen på.

I januar begyndte stillingskrigen, og fronten gik fra Karpaterne til det Sorte Hav. Hele vinteren fik vi meget lidt at spise.

I juni og juli kom vi tilbage ind i landet og hjalp ved landbruget. Rumænien var da næsten udspist, og nu skulle vi prøve, om vi kunne tage det sidste stykke af landet samt Besarabien for at skaffe ny forsyning af levnedsmidler.

Der førtes mandskab, kanoner og ammunition - deriblandt gasgranater - til, og vi var igen i kamp i flere dage i begyndelse af august. Det blev nogle af de frygteligste dage og nætter, jeg har oplevet, men det vil jeg ikke prøve på at skildre. Hele byen, hvor vi holdt til, blev skudt sammen, og vi måtte dække os så godt, vi kunne, bag murrester og lignende.

Den rumænske officer

En dag var jeg midt i kugleregnen gået hen til en brønd for at få vore feltflasker fyldt med vand, og på tilbagevejen var der en hårdtsåret rumænsk officer - hele underansigtet var skudt bort - som ved tegn bad mig om noget at drikke.

Jeg gav ham af den ene feltflaske og kastede den så bort. Så gjorde han mig igen ved tegn opmærksom på, hvor han havde sin feltflaske. Jeg tog den og ville give ham noget af den, da den var fyldt med vin, men det var ikke meningen. Den ville han, at jeg skulle have.

Da jeg kort tid efter ville se til ham, var han død, men hans feltflaske har jeg endnu. En smuk sekskantet flaske med skruelåg og drikkebæger af nikkel.

Hede og sygdom

Der var 30-40 graders varme, vi kunne ikke nå at begrave alle de døde, og efterhånden blev vi næsten alle syge. Jeg kørte ene de seks heste for kanonen!

Da blev der i september sluttet våbenstilstand mellem Rumænien og Tyskland. Næsten alt mandskab sendtes til Frankrig, men vort regiment blev tilbage som besættelsestropper. Så levede vi forholdsvis roligt i hen imod et års tid.


Asmus Jensen bagerst til venstre, 1915. Foto udlånt af Nis Einer Jensen, Asmus' søn.

Kilde:
Asmus Jensen (nedskrevet af Marie Boesen): I Krigens Vold. I Frankrig og Rusland, paa Balkan og i det hellige Land. Sønderjyske Årbøger, udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland, årgang 1928, sidetal 275-276.

Den lange vej hjem fra krigen

Det sidste år i Rumænien holdt jeg "Flensborg Avis", og den kom temmelig regelmæssigt. Her læste jeg da - sammen med maleren og de andre danske - om Wilsons fjorten punkter og om H.P. Hanssens tale i den tyske rigsdag i oktober, og vi forstod, at nu led det mod enden.

Rumænien rømmes

Den 10. november begyndte vi at rømme landet. Forrest gik infanteriet, og vi med vore kanoner og heste sluttede troppen. Lige bagefter os kom rumænerne, som straks besatte landet. Tit blev vort feltkøkken så langt tilbage, at det kom ind mellem rumænerne, men de gjorde os aldrig noget.

Togene gik ustandseligt nord på og tog især infanteriet, som ikke kunne holde marchen ud, med sig. Det var tysk jernbanemateriel, og togene vendte ikke tilbage.

Vi marcherede ustandseligt nord på, men måtte holde hvil en dag ind imellem for at holde det ud. Og næsten allevegne, hvor vi kom frem blev vi indkvarterede hos beboerne. Det hørte til undtagelserne, at vi måtte tilbringe en nat under åben himmel. Omsider når vi Røde Torm Pas, og her samler vi alt gammelt tøj, gamle støvler og lignende i en stor bunke og brænder det. [...]


Asmus Jensen stående til venstre. Foto udlånt af Nis Einer Jensen, Asmus' søn.

Al materiel og heste efterlades i Ungarn

Den 11. december, lige før den fastsatte frist er udløben, går vi over floden Maros og er så i Ungarn. Ved byen Arad fik vi ordre til at efterlade vore vogne og kanoner. Her havde tropperne, der var foran os, også efterladt alt, hvad de ikke kunne føre videre, og et areal på fem-seks tønder land var fuldstændig dækket af feltkøkkener, feltbagerier, kanoner og vogne. Al marchorden var forlængst ophørt, og vi havde af og til undervejs ladet en vogn stå, solgt hestene og delt pengene.

Den syttende december skulle vi endelig med et tog. Om aftenen kom der et, men det har for få vogne, så hestene kan ikke komme med. Der lød enkelte skud. Det var nogle af kammeraterne, der skød deres heste. Jeg har karabineren ladt, men kan alligevel ikke nænne det. Jeg har haft min hest i flere år. Jeg lægger dækkenet over den, giver den den sidste havre og springer i toget.

Store togproblemer

Over fyrretyve mand er der i hver kreaturvogn med våben, kister og oppakning. Omkring ved kl. 2 om natten vågner vi, da toget standser. En af kammeraterne kommer løbende og siger, at togføreren ikke vil køre mere. Han får så hundrede gram tobak af hver af os og kører igen. Lidt længere hen på natten holder vi igen - inde i en skov. Nu er kullene sluppen op, men vi springer af toget og forsyner os med favnestykker, der står i stabler i skoven. Så kører vi igen. Men hver gang, vi kommer til et sporskifte, må et par af os ud og selv skifte sporet.

Hen på morgenstunden, mens vi holdt mellem to stationer, stak togføreren af. Nu var gode råd dyre, men da meldte der sig en ganske ung soldat på 19-20 år og sagde, at han nok kunne køre toget. Han var fra Køln. Han kørte så forbi et par stationer, men var derefter ikke rigtig klar over, hvad vej vi skulle. Så fik vi på en station anvisning på en togfører, og han gik ind på at køre for os mod, at vi gav ham tusinde kroner. På samme station var sporskiftet i uorden - en skinne var taget bort, så vi ikke kunne komme videre. Med ladte karabiner truede vi så personalet på stationen til at bringe det i orden for os.

Vil ikke interneres

Næste nat blev sidegevær og karabiner taget fra os. Den nittende december om aftenen holdt vi ved en godsbanegård ved Budapest. Der blev sagt, at nu skulle vi føres til Pressburg og interneres. Vi var syv mand, der blev enige om, at det ville vi ikke, vi ville hjem. Vagten ved banegården ville ikke lade os slippe ud, men i mørket lykkedes det os at komme over muren omkring banegårdsterrænnet.

Så traf vi nogle ungarske soldater, som var villige til at bytte uniform med os mod at vi gav dem hver 50 kr. og en pakke tobak. Ved et hushjørne foregik ombytningen. Så kørte vi i sporvogn til banegården, og vi kiggede forsigtig ind i forhallen, men da vi der så franske vagter, begyndte vi at forhandle med hinanden om, at vi vist helst måtte sælge vore sager, for at de ikke skulle røbe os.

Håndgemæng

Mens jeg derefter stod og ville sælge tobak til en ungarsk soldat, overraskede vagten os, og da jeg ikke kunne tale ungarsk, antog de mig for en tjekkoslovak. De ville føre mig til politistationen, trak våbnene og begyndte at stikke efter mig med bajonetterne. I min fortvivlelse greb jeg da min dolk - det eneste våben jeg endnu havde - og stak den mest nærgående i venstre arm. Men i samme øjeblik havde jeg en bøssekolbe ned over hovedet.

Da jeg kom til mig selv igen, gik to ungarer og slæbte mig hen ad gaden. Mit hoved hoppede og ned på brostenene, men heldigvis var min rygsæk faldet tilbage og tog af for stødene. Da troede jeg, min sidste time var kommen. Og nu var jeg dog på vejen hjem! - Der samledes efterhånden flere soldater, og heldigvis var der en af dem, der forstod tysk. "Lad ham løbe, han er jo en tysker og ingen tjekkoslovak", sagde han.

Så slap de mig, men jeg var så fortumlet, at jeg knap kunne stå på benene. Den underofficer, som jeg havde prikket lidt i armen, var fulgt med. Han rettede sig nu, og skønt han havde ondt ved at nå så højt op, langede han mig dog en på øret, så jeg dejsede!

Så kunne jeg gå, men min lille kiste, som hidtil havde fulgt mig - før kørte den altid på kanonen - og hvori jeg havde mine dagbøger, fotografier og meget andet, beholdt de.

Kommer med toget

Da jeg nåede banegården, var toget, som jeg skulle med, ved at gå. Mellem perronen og det norgående tog holdt et godstog. Jeg sprang op og ind i en godsvogn, ned på den anden side og nåede at springe op på trinbrættet på toget, der allerede var så temmelig i fart.

Aldrig har jeg set så overfyldt et tog! Inde i vognen stod man som sild i en tønde, og udenpå stod soldaterne på trinbrædderne, på pufferne og på taget af vognende lå og sad de. Toget var meget forsinket, da togpersonalet havde prøvet på at slippe af med nogle af de mange passagerer. Men fik man nogen jaget bort et sted, sprang de bare op på toget et andet sted. Soldaterne VILLE hjem! Jeg stod på to puffer fra lidt over midnat til hen på næste formiddag. Min pande blødte og min uniform var meget tynd. Mine seks kammerater så jeg aldrig mere.

"Kommer hjem til jul"

Så kørte vi gennem Østrig, og da vi kom til Linz, gik jeg ind på en telegrafstation og telegraferede hjem: "Kommer hjem til jul". Telegrafisten spåede mig ikke godt. "Telegrammet kommer sikkert aldrig igennem". Men det nåede dog mine forældre den 23. december.

På stationen ved den bayerske grænse var dækket bord til mange hundrede mand. I Bayern var der nemlig forholdsvis rigeligt med mad, og man havde råd til at bespise soldaterne, efterhånden som de kom. Der blev også både vi og vort tøj rensede, og så kørte vi videre til Sachsen.

I Leipzig kørte et andet tog ind i vort. En mand dræbtes, flere såredes og vognene blev meget ramponerede. Men vi kørte videre med de samme vogne. I den vogn, hvor jeg var, kunne jeg hele tiden sidde og se ned på skinnerne gennem det splintrede gulv.

Overfuset i Berlin

Den 23. december nåede vi Berlin. Vi havde noget ophold, og jeg og et par andre - også i østrigsk uniform - gik ud i byen for at se os om. Her var jeg jo nemlig godt kendt. Vi stod og så på Rigsdagsbygningen, da der pludselig samledes nogle unge fyre, børn og kvinder om os. "Verfluchte Österreicher", råbte de og gik løs på os med stokke og paraplyer. Tyskerne gav nemlig østrigerne skylden for, at de tabte krigen.

I det samme kom der nogle soldater til, som jeg i en fart viste min soldaterbog, og de hjalp os bort fra vore angribere og hen til banegården.

Om aftenen skulle vi med toget til Hamborg. Perronen var stuvende fuld af mennesker, og det var klart, at kun en lille part af dem kunne komme med toget. Der var uroligheder i Berlin i de dage, og mange mennesker søgte derfor bort fra byen. Toget kom baglæns ind foran perronen, og i løbet af et øjeblik, mens det endnu var i gang, var det fyldt af mennesker. Man sprang ind både ad døre og vinduer. Hvert eneste vindue i de store gennemgangsvogne blev knust. Jeg var da også sluppen ind, men da vi kørte, var det ikke at se, at menneskemængden på perronen var svundet.

Jeg nåede så hjem til juleaften efter at have soldat i over syv år.

Kilde:
Asmus Jensen (nedskrevet af Marie Boesen): I Krigens Vold. I Frankrig og Rusland, paa Balkan og i det hellige Land. Sønderjyske Årbøger, udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland, årgang 1928, sidetal 279-283.

Asmus Jensens liv efter Første Verdenskrig

Efter krigen var slut, og Asmus kom hjem til julen 1918, blev han tilbudt et ophold på Rødding Højskole i tre måneder. "Han havde jo ingenting, hans tyske Mark var ingenting værd; vi har tapetseret med dem, og jeg kan huske vi legede med dem som barn", fortæller hans søn Nis Einer Jensen.

Mens Asmus var på Rødding Højskole, døde hans mor Anna i februar 1919, kun 47 år gammel.

Efter tre måneder på Rødding Højskole tjente Asmus fra 1. april 1919 på en gård ved Københoved hos Jens Østergaard. Her var han et par år, og kom så til Chresten Dall i Krogstrup; det var næsten nabogården.

Her tjente han stadig, da han i 1923 købte 16 tønder land. Han måtte pløje om søndagen, når han havde fri; han købte en plov og fik lov at låne heste hos Chresten Dall. "Det var hårdt arbejde, det var fyldt med sten og kampesten. Han sprængte dem væk med dynamit. De brugte stenene til fundament og mur, og min mor samlede alle stenene, der blev brugt til det", fortæller Nis Einer.

Asmus giftede sig med Ellen Marie Kjær, kaldet Misse, den 29. august 1924. Misses far var bygmester og byggede gården på Københoved Skovvej 3, også i 1924. Asmus og Misse fik i seks børn i alt, to døtre og fire sønner. I 1964 solgte de gården og byggede hus på Lundvej i Københoved.

Asmus døde 11. marts 1973, 79 år gammel.

Kilde: Nis Einer Jensen, Asmus' søn.

Charlotte Thomsen

Skole, Kultur & Fritid

Ring til os

Bemærk

Når du sender Digital Post til os, bliver du bedt om at bruge MitID. På den måde bliver beskeden sendt sikkert, og du kan skrive dine personlige oplysninger, f.eks. dit CPR-nummer.

Denne side er printet den 22-07-2024 17.03

Ophavsretten tilhører Vejen Kommune.

Informationer må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.

Vejen Kommune
Rådhuspassagen 3
6600 Vejen

Telefon: +45 79 96 50 00

Links