Ingrid Vang Nyman

Alle kender historierne om Pippi Langstrømpe. Men hvad de færreste ved er, at de karakteristiske tegninger af Pippi er lavet af en Vejen-pige. Hendes navn var Ingrid Vang Nyman, og hun blev født i 1916 som den førstefødte af tre piger.

Slægten ejede gården "Grønvang", og bedstefaderen Johannes Lauridsen startede i 1897 'Margarinefabrikken Alfa'. En del af hendes barndom foregik derfor i Vejen. I 1919 flyttede familien dog, og i 1923 døde faderen af tuberkulose. Ingrid blev også syg. Det svækkede hende meget, og det mærkede hende resten af livet.

Buste af Ingrid Vang Nyman
Buste af Ingrid Vang Nyman foran Vejen Station

Rødhåret og fregnet

Af udseende mindede Ingrid om Pippi: høj, ranglet, rødhåret og fregnet. Og så var hun også selv en gavtyv og en vildbasse, ligesom Pippi.

Som ung gik hun på Kunstakademiet men droppede ud, da mange andre tilbud var mere tillokkende. Herefter tilbragte hun længere perioder i Sverige, hvor hun blandt andet blev gift, skilt og fik en søn.

I starten tjente hun penge som opvasker og ved at folde lampeskærme sammen med veninden Le Klint. I 1945 blev den første udgave af "Pippi Långstrump" med Vang Nymans illustrationer trykt. Og herefter lavede hun illustrationer til andre bøger, aviser med mere.

Hun blev dog aldrig rig og berømt, og det kan muligvis skyldes, at hun ofte krævede høje summer for sit arbejde. Ud over illustrationer lavede Vang Nyman også andet kunst som malerier og keramik. Vejen Kunstmuseum har en samling på over 250 af hendes værker. Illustrationerne til de svenske bøger findes dog i Stockholm.

Hun vendte med jævne mellemrum tilbage til Vejen, før hun efter længere tids sygdom tog sit eget liv Luciadag i 1959. Hun ligger begravet på Vejen Kirkegård.

Kilder: "Pippi Langstrømpe - og meget meget mere. Værker af den danske kunstner Ingrid Vang Nyman". Vejen Kunstmuseum 2001.
Teresa Nielsen: "Ingrid Vang Nyman og historien om, hvorfor Pippi også dukker op på Vejen Kunstmuseum". På www.vejenkunstmuseum.dk