Forvalter på Bejstrupgård
Jørgen var bare 19 år gammel, da han blev forvalter på Bejstrupgård. Og Ane Marie Kloppenborg var faktisk 25. Han gjorde godt nok haneben til hende, men hun syntes altså bare, han var en grøn bondeknægt. Det lykkedes ikke rigtigt for ham.
Stoppede løbske heste
Men så skete der en dag, at hendes far H.D. Kloppenborg kørte langs sin indkørsel i hestevogn. Der var to stendiger på begge sider af indkørslen, og så har der måske været en hestebremse eller noget, som stak en af hestene. I al fald løb de løbsk, og Hans Diderik Kloppenborg kunne ikke stoppe dem.
Jørgen, som gik på marken lige ved siden af, sprang over og fik fat i hestene og fik dem stoppet. Desværre fik han benet i klemme mellem stendiget og vognen. Han kom slemt til skade med benet. Så han måtte over og ligge i forvalterboligen, og hvem skulle så pleje ham, det skulle jomfru Ane Marie Kloppenborg.
Jørgen Skrumsager 
Ane Marie Kloppenborg Skrumsager
Ane Maries interesse vakt
Så opstod der alligevel noget sød musik, og han fik hende overtalt til at tage med hjem og se den fædrene gård. Så de tog af sted i hestevogn, da han var rask igen, hjem til far og mor. Og så blev hun jo nok noget forbavset over, hvilken dejlig gård, det var, og hvilke søde forældre, han havde, og hvor forstandige de var. Det havde hun slet ikke regnet med.
Måske har der været et kys på vej hjem, de var i hvert fald et par nu. Et hemmeligt par, for der var stadigvæk ham den bistre H.D. Kloppenborg, som ikke måtte vide noget indtil videre. Der var jo ikke nogen, der var god nok til hans lille pige.
Fyring og lang ventetid
På et tidspunkt blev de selvfølgelig afsløret, og han blev rigtigt, rigtigt vred, H.D. Kloppenborg. Så han blev fyret, Jørgen. Heldigvis havde Ane Marie en svoger, som sad på den store Toftlundgård. Så kom Jørgen derover og arbejde, så de kunne stadigvæk mødes tværs over markerne i hemmelighed. Men jomfru Ane Marie havde det meget, meget svært med at gå sin far imod, så der gik fem år igen, uden hun sagde ja til at gifte sig med ham.
Kilde: Lola Lecius Larsen, Hvilehjemmet Bennetgård.