Peter Hansens oplevelser i Første Verdenskrig

Peter blev født 28. februar 1893 og kom ind i hæren, da han var 21. Han blev uddannet i Flensborg og skulle lære at skyde. De skulle ramme en skydeskive med en påmalet mand på 200 meters afstand. For at komme til fronten, skulle de have mindst 60 point. De første ni nåede ikke op over 60 point, og officeren udlovede derfor en mark til den første, der fik over 60 point. Peter var næst i køen og fik hele 80 point. Det blev belønnet med en mark, en cigar og fri resten af den dag.

Ved fronten
Efter træningen kom de til Frankrig og holdt jul i en lille landsby, hvorefter de skulle grave skyttegrave ved fronten. Der var sandjord nogle steder, så de stablede sandsække for at gravens sider ikke skulle skride sammen. Det regnede uafbrudt, så soldaterne måtte øse vand ud af skyttegraven for ikke at drukne. På et skilt skrev de ’Jakobsens varelager’, og tyskerne troede, de ikke kunne stave til Warenlager.

En tidlig morgen kl. 4 kiggede Peter op over kanten i frontposten – han tog tre trin op og så en fransk soldat, der stod med ryggen til blot tre meter fra ham. Han sprang ned for at hente sit gevær og gik op og råbte soldaten an på fransk. Soldaten stivnede af skræk og stod helt stille i fem sekunder, hvorefter han løb så stærkt som muligt ind i en underjordisk gang.

Ramt i benet af geværgranat
Den 18. august 1915 gik det galt for Peter. Han og en ven jævnede minehuller, mens der blev skudt med geværgranater efter dem. De tog det roligt, for geværgranaterne plejede bare at give et knald som en kineser og få noget jord til at flyve op omkring dem. Peter har siden fortalt: ”Pludselig sagde jeg til min ven, at der var noget der stak i mit ene ben, uden at tænke mere over det fortsatte vi arbejdet. Da vi var færdige, sagde jeg til min makker, at jeg lige ville tømme min ene støvle for vand. Da jeg fik den af, opdagede jeg, at mit ben var helt rødt af blod.”  

Peter fik hjælp af vennen til at komme hen til samaritterne, som klippede det ene bukseben op og skar støvlen af - til Peters fortrydelse, for han havde ikke lyst til at undvære nye bukser og en støvle, der sad godt. Vennen Claus ønskede ham nærmest tillykke, fordi han mente skaden var Peters billet hjem. Det var den også, men det viste sig, at skaden var værre end først antaget. Senere samme dag blev han sammen med andre sårede kørt i lastbil ind i landet til en kirke, der var fyldt med halvdøde mennesker.

”Så er du en død mand i morgen”
Efter et par dage havnede Peter på et feltlazaret, hvor lægerne diskuterede, hvad de skulle gøre med hans sårede ben. Overlægen kom så og fortalte, at benet var nødt til at blive skåret af. Peter ville ikke have benet amputeret, hvortil lægen svarede: ”Så er du en død mand i morgen”. Så måtte Peter jo acceptere at få benet fjernet, selvom han kun ville gå med til, at de tog benet under knæet. Men da han vågnede op, måtte han forlige sig med, at de havde taget mere og sat benet af et stykke over knæet. Lægen forklarede, at det var nødvendigt, fordi geværgranaten var sprængt inde i benet og gassen fra eksplosionen var gået i blodet.

Peter kom hjem igen i 1916. Vennen Claus fik senere armen skudt af og besøgte Peter i 1917. Peter blev gift i 1918 med Tilde, og de fik to piger og en dreng. Senere fik han en cykelbutik i Foldingbro.

Kilde: Skrevet på baggrund af elevmapper (8. klasse i 1979/80) fra Rødding Skole, en af mapperne indeholder et interview med Peter Hansen. Mapperne er udlånt af deres lærer Else Schjødt Koch.