Skip til hoved indholdet

Kærlighed og nationalkamp i Københoved

Jørgen Skrumsager stak i 1866 af med en indflydelsesrig mands datter og vendte tilbage med hende og boede på nabogården Bennetgård i Københoved. Parret gjorde en stor indsats for den danske kultur og det danske sprog, da Sønderjylland var under preussisk herredømme.

Deres datter Juttas hjerte bankede for det danske mindretal i Tyskland, og hun forærede Bennetgård væk som rekreationshjem for det nødlidende danske mindretal.

Lola Lecius Larsen fortæller historien.

Den lille dreng fra Vestjylland

En gang for længe, længe siden, boede der på Ringkøbing-egnen et ungt par, som hed Niels og Abelone. Niels og Abelone havde den dejligste gård helt ud til fjorden. Så når Niels gik bag hest og plov, så kunne han ligesom i Jeppe Åkjærs sang synge "Jeg ser over tindrende marker og sejlende arker".

Til denne dejlige gård ville Niels og Abelone selvfølgelig gerne have nogle arvinger. Men det ville ligesom ikke lykkes. Selvom de gjorde det, man nu skal gøre, når man gerne vil have børn, så gik det ene år med det andet, uden der skete noget. Det var næsten som hos Sara og Abraham i Bibelen, Abelone blev ikke frugtsommelig. Men så da de var godt oppe i årene, og de næsten havde opgivet det, så sket underet, og de fik en dejlig stor dreng, som de kaldte Jørgen. Og de kaldte ham ved efternavn Skrumsager efter gården, som hed Skrumsagergården.

Brændevinen i skabet

Jørgen voksede til og blev en kvik lille gut. For eksempel så havde han jo nok set, at faren hver aften tog en lille flaske og et lille glas ud fra det lille skab, der hang over køkkenbænken. Så hældte han helt op til kanten, og så drak han det hele i én slurk, og så sagde han 'aaahh'.

Så det måtte jo smage godt. Og Jørgen havde spurgt, om ikke han og mor skulle smage, men Niels sagde: "Slige ting er ikke for kvindfolk og børn. Men når du er gammel nok, Jørgen, så må du smage".

Da Jørgen fyldte seks år, bestemte han sig for, at nu var han gammel nok. Havde han ikke lige haft fødselsdag, og havde han ikke lige fået en griffel og en tavle? Og skulle han ikke i skole næste måned? Jo, han måtte være gammel nok. Men han var dog så kløgtig ikke at sige det til far.

Drak sig fuld

Han ventede til, de var gået ud i stalden, så kravlede han op på køkkenbænken og tog de gode sager ud. Og nu havde han jo nok set, at man skulle hælde helt op, og man skulle drikke det hele på én gang. Så det gjorde han. Men der med 'aaahh', det kunne han så ikke lige forstå. Så sad han lidt og tænkte over det, nej, det kunne ikke passe, han var nødt til at prøve igen. Og så hældte han op igen, og han gjorde det en gang til. Det var alligevel stadig ikke 'aaahh', men det var dog alligevel sådan, at det varmede så godt nede i maven. Han prøvede igen, et glas mere, væk med det.

Og nu var det begyndt at blive lidt fornøjeligt, men så syntes han alligevel, det begyndte at svinde lidt i flasken, han måtte hellere sætte den væk, så far ikke opdagede noget. Men han blev nu opdaget alligevel, for lidt efter kom hans far gående over gårdspladsen, og der stod Jørgen så underligt og hoppede lidt rundt og dinglede.

Og så siger Niels til ham "Hva' laver du, guw knejt?" "A trower nok, at hvis a ta'r tilløb, så ka' a spring' over æ høns'hus." Så der kan vi jo så se, at Jørgen faktisk havde tænkt sig at udrette store ting.

Jørgens far vinder en svigerdatter i kortspil

Da Jørgen var omkring otte år gammel, da var hans far ude at spille kort sammen med nogle naboer, degnen og præsten. De skiftedes til at spille kort hos hinanden. Her var det så hos naboen, der også havde en dejlig stor gård med jord, der grænsede op til Niels' jord. De spillede lidt for småpenge og lidt for spændingens skyld.

Den aften sad Niels i held hele aftenen, og naboen sad i bet. Han tabte altså. Til sidst havde han ikke flere penge. Så gik han ud af rummet, og de andre regnede med, at han hentede nogle penge. Men da han kom ind igen bar han på den smukkeste lille bondehusvugge. Nede i alle kniplingerne lå en dejlig lille pige på seks måneder, og hun hed Laura.

Baby som indsats

Vuggen blev stillet op på bordet, og så sagde han til Niels: "Niels, du har en eneste søn, Jørgen, og jeg har en eneste datter, Laura. Og hvis du bliver ved med at sidde i held i aften, så vinder du hende som svigerdatter". Så var det jo her, Niels skulle have sagt: "Nej, nej, du kan bare skylde nogle flere penge".

Men han har nok også tænkt, at disse to gårde med jorde op til hinanden, det kunne da blive til noget. Og han sagde, det var i orden. Og så vandt han en svigerdatter. Men nu er de jo ikke ret gamle, de to børn, så vi lægger lige den lille Laura til side i vuggen, så ser vi senere om det nogensinde bliver til noget med de to.

Rødding Højskole og forelskelsen

Jørgen voksede op og blev en stor, stærk og klog mand. Han var sådan lidt rundt og tjene hos præsten, degnen og mølleren. Han skulle jo lære alle de ting, der var nødvendige for, at han kunne overtage den fine Skrumsagergård.

Hans far havde hørt om Rødding Højskole, den allerførste højskole i Danmark. På den tid kunne man lære alle de nye landbrugsfinesser på højskole. Så der skulle Jørgen selvfølgelig hen. Han blev så sendt på højskole i Rødding. Og det skulle far Niels aldrig have gjort, for der skete det, at han aldrig kom hjem for at overtage gården.

Samtidig med Jørgen var Amor også på højskole. Han var så på højskole i lang tid, der var kun et par måneder til Jørgen skulle hjem igen. Så holdt de en lille dansant på højskolen i anledning af fastelavn. Og da det på det tidspunkt kun var unge mænd, der gik på højskolen, inviterede de alle de smukke, unge piger i omegnen til at komme.

Pigen i sort

Der kom en hel flok, og de var i hvide, smukke, lette gevandter, hvilket Jørgen undrede sig lidt over. For der hvor han kom fra, den mere indremissionske afdeling i Ringkøbing, der var de altid i sort, når de var ude. Men der var én eneste ung pige, som var i sort silke. Hun sad helt oppe ved højbordet sammen med Sophus Høgsbro, den første legendariske forstander på Rødding Højskole. Og ved siden af hende sad en anden, bistert udseende herre.

Jørgen sad ikke så langt væk, og han kunne høre, at hun var meget belæst og klog, og hun kunne snakke fint med de der to høje herrer. Og så syntes han alligevel, hun var noget interessant. Så spurgte han nogle af dem fra byen og omegnen, hvem det dog kunne være. De sagde: "Hende kan du dog godt glemme, det er jomfru Ane Marie Kloppenborg fra den store Bejstrupgård i Københoved. Hendes far er sognerådsformand, og der er ikke nogen som helst, der er god nok til hans datter. Hun bærer sorg for sin forlovede, som hun var forlovet med i fem år, fordi hun ikke fik lov at gifte sig med ham. Han var lærer, og det var ikke godt nok til far. Hun bærer stadig sort silke, fordi hun bærer sorg. Du kan ikke blive præsenteret for hende."

Udgravning i Københoved

Det var der jo så ikke noget at gøre ved. Men han gik alligevel i mange dage bagefter og kunne ikke glemme hende. Så var han så heldig, at der kom bud fra Københoved, om at de havde fundet to stenalderhøje, som skulle graves ud. Loke Højene kom de til at hedde. Og der blev så forespurgt, om der var nogle af de unge mænd på Rødding Højskole, der ville komme og hjælpe med at grave dem ud. Så ville de nemlig som tak få et dejligt aftenmåltid på Bejstrupgård. Så skyndte Jørgen at melde sig, for det var jo der Jomfru Ane Marie boede.

Men han var så uheldig, at der var så mange, der havde meldt sig, at der slet ikke var plads på Bejstrupgård. Han kom til et andet sted, så den gik heller ikke. Lige inden han skulle hjem fra højskolen, kom der bud fra Bejstrupgård, at der manglede en vikar til forvalterstillingen, fordi forvalteren skulle ind som soldat. Om Sophus Høgsbro kunne anbefale en? Og så var det så heldigt, at Sophus Høgsbro syntes, at Jørgen var en af de dygtigste elever, han havde. Han vidste jo, at Jørgen var en stor landmandssøn. Og han slog selvfølgelig til. Så han blev så forvalter på Bejstrupgård.

Forvalter på Bejstrupgård

Jørgen var bare 19 år gammel, da han blev forvalter på Bejstrupgård. Og Ane Marie Kloppenborg var faktisk 25. Han gjorde godt nok haneben til hende, men hun syntes altså bare, han var en grøn bondeknægt. Det lykkedes ikke rigtigt for ham.

Stoppede løbske heste

Men så skete der en dag, at hendes far H.D. Kloppenborg kørte langs sin indkørsel i hestevogn. Der var to stendiger på begge sider af indkørslen, og så har der måske været en hestebremse eller noget, som stak en af hestene. I al fald løb de løbsk, og Hans Diderik Kloppenborg kunne ikke stoppe dem.

Jørgen, som gik på marken lige ved siden af, sprang over og fik fat i hestene og fik dem stoppet. Desværre fik han benet i klemme mellem stendiget og vognen. Han kom slemt til skade med benet. Så han måtte over og ligge i forvalterboligen, og hvem skulle så pleje ham, det skulle jomfru Ane Marie Kloppenborg.

 
Jørgen Skrumsager og Ane Marie Kloppenborg Skrumsager

Ane Maries interesse vakt

Så opstod der alligevel noget sød musik, og han fik hende overtalt til at tage med hjem og se den fædrene gård. Så de tog af sted i hestevogn, da han var rask igen, hjem til far og mor. Og så blev hun jo nok noget forbavset over, hvilken dejlig gård, det var, og hvilke søde forældre, han havde, og hvor forstandige de var. Det havde hun slet ikke regnet med.

Måske har der været et kys på vej hjem, de var i hvert fald et par nu. Et hemmeligt par, for der var stadigvæk ham den bistre H.D. Kloppenborg, som ikke måtte vide noget indtil videre. Der var jo ikke nogen, der var god nok til hans lille pige.

Fyring og lang ventetid

På et tidspunkt blev de selvfølgelig afsløret, og han blev rigtigt, rigtigt vred, H.D. Kloppenborg. Så han blev fyret, Jørgen. Heldigvis havde Ane Marie en svoger, som sad på den store Toftlundgård. Så kom Jørgen derover og arbejde, så de kunne stadigvæk mødes tværs over markerne i hemmelighed. Men jomfru Ane Marie havde det meget, meget svært med at gå sin far imod, så der gik fem år igen, uden hun sagde ja til at gifte sig med ham.

Jørgen stikker af med Ane Marie

I 1865 kom gården ved siden af Bejstrupgård til salg. Det var en stor gård, men lidt nedslidt. Og den købte Jørgen. Så ville han jo gerne, at Ane Marie skulle gifte sig med ham. Og det endte med, at hun sagde ja.

Men det var meget svært på den tid at blive gift uden fars og mors samtykke. Så han gik fra præst til præst for at finde en, der ville vie dem. Men de fleste var bange for H.D. Kloppenborg. Han havde alt for megen indflydelse, og han var også rigtigt gode venner med kongen. Så de sagde alle nej.

Den gamle præst i Arrild

Men så en dag kom Jørgen til Arrild Kirke. Og der sad der en rigtig, rigtig gammel præst, som både var næsten døv og blind. Og grunden til, at han stadig var præst der var, at kongen en gang for mange, mange år siden havde været en tur rundt i Sønderjylland og set på store gårde og præsteembeder og så videre. Og alle steder, når han kom, så holdt de lange taler for ham, når han kom og var træt og sulten og gerne ville have noget at spise.

Så kom han endelig til Arrild, og han skulle til at sætte gaflen i flæsket, og så rejste præsten sig op. "Åh nej", tænkte kongen, men præsten sagde bare "Gud velsigne kongen", og så satte han sig ned igen. Så rejste kongen sig op og sagde: "Det er den bedste tale, nogen nogensinde har holdt for mig. Du har et ønske fri". Så tænkte præsten sig lidt om og sagde: "Ja, så vil jeg gerne sidde i mit embede her lige så længe, jeg selv har lyst til". Og det fik han lov til.

Derfor var han stadigvæk præst i Arrild. Og han sagde til Jørgen: "Jeg er ikke bange for H.D. Kloppenborg, jeg vil gerne vie jer. Jeg kom også engang af vanvare til at vie nogen, der var gift i forvejen, det skete der heller ikke noget ved."

Den store dag

Så blev datoen fastsat til en januardag i 1866. H.D. Kloppenborg skulle være ude i forretninger. Og da han var væk, blev alt udstyret taget over på Bennetgård, som Jørgen havde købt. Og så tog de af sted til Arrild Kirke. Kaltoft på Toftlundgård var gift med Ane Maries plejesøster, og han havde sørget for skifteheste i Gram. Så det gik fint.

Men så gik det jo som i alle andre eventyr; skurken kom for tidligt hjem. Kloppenborg kom hjem til frokost og opdagede, at de var væk. Og satte efter dem. Men da han så kom til Gram og opdagede, at de havde haft skifteheste, hvad han jo ikke havde, så kunne han jo godt regne ud, han kunne ikke nå dem mere. Og så kørte han hjem.

Gjorde Ane Marie arveløs

Kloppenborg var så vred, at han gjorde Ane Marie arveløs. Og han talte ikke med det unge par i mange år. Så hvis de skulle kommunikere, og det var de jo nødt til, når de havde jord op mod hinanden, så blev der altid sendt en karl den ene vej med en besked, og så blev han sendt tilbage med svar. Og sådan var det i mange år.

Bennetgård og Sønderjylland under preussisk herredømme

I 1865 skete der noget dårligt. Både Bennetgård og Bejstrupgård kom begge til at ligge på den forkerte side af Kongeåen. De kom derfor under preussisk herredømme. Vi havde jo lige tabt slaget ved Dybbøl. Nu var de pludselig tyske statsborgere.

Det varede det jo ikke længe, før mødeforbuddet kom. Du måtte ikke holde møde, uden der var en tysk grænsegendarm tilstede, og du skulle helst tale tysk, og der var rigtigt mange sange i sangbogen, du ikke måtte synge, fordi de var for fædrelandsagiterende.

Hemmelige møder

Det var jo ikke noget, der passede Jørgen, som var meget, meget dansk. Så han byggede en bygning mellem staldene og hovedhuset. Det blev til en stor og flot sal, som vi stadig har i dag. Gården var firlænget med vognporte, der kunne låses, og der var ikke vinduer i salen ud mod gaden. Så det så ud som en stor kampestensbygning, der hørte til stalden.


Den historiske sal på Bennetgård

I den sal blev der holdt alle de forbudte møder og sangaftener. Kirkelige møder har mest været holdt ovre på Bejstrupgaard, men der har også været lidt her. I alle de 55 år, det var under preussisk herredømme har der været de her forbudte møder her. Jørgen lånte også danske bøger ud, og det måtte man jo heller ikke.

Meldte sig ud af kirken på grund af tyske præster

Jørgen og Ane Marie fik flere børn og havde et rigtigt godt ægteskab. De opdrog børnene i den danske ånd; tog dem ud af skolen og meldte sig ud af landskirken. Og det var virkelig en stor ting at gøre. De var de første, der meldte sig ud af landskirken. Jørgen måtte faktisk over til kongen og stå til regnskab for, hvorfor han gjorde det. Og det var selvfølgelig fordi, der kun prædikede tyske præster nu. Han var med til at grunde Rødding Frimenighed sammen med sin svigerfar, Kloppenborg.

Ane Marie dør, og Laura dukker op igen

Vi havde preussisk herredømme her i 55 år, og i de 55 år blev Jørgen blandt andet medlem af kredsdagen. Han var med til at grundlægge Den Sønderjyske Almanak, som vi stadigvæk har. Hvis man får fat i nogle af de første fra 1870'erne, så står han på forsiden som redaktør. Så han gjorde rigtigt meget for at bevare det danske sprog og den danske kultur. Han endte med at blive kaldt en af de store sønderjyske førere.

Giftede sig igen

Da Ane Marie kom sidst i 50'erne blev hun meget syg i lang tid og døde. Jørgen blev enkemand. Så gik der et par år, og så var han til noget kaffekomsammen og foredrag på Rødding Højskole. Sammen med Amor igen. Og hvem tror I så sad der?

Det gjorde hende den lille Laura, som jo var blevet noget ældre. Hun var 51, og Jørgen var omkring 58. Så mødte de hinanden der, og de kom måske til at snakke om, at "far tabte dig jo egentlig i kortspil, det kunne snart være, jeg skulle have min gevinst". I hvert fald fattede de godhed for hinanden, som man sagde dengang. Og hun blev kone nummer to på Bennetgård. Han sagde til sin 70-års fødselsdag: "Jomfru Ane Marie var min store kærlighed, men Laura er min alderdoms lykke."

Jutta Skrumsager og det danske mindretal

I 1919 fik vi lov til at få en afstemning; vi kunne stemme os hjem igen til Danmark. Jørgen og Ane Maries datter, Jutta Skrumsager, var virkelig gået ind i den danske sag. Hun boede godt nok ovre i København, var gift der og havde stort pensionat.

Hun og hendes brødre tog sig af at få så mange som muligt til stemmeurnerne syd for grænsen. Det var Jutta, som ledede de to skibe Dronning Maud og Dannebrog, som skibede de stemmeberettigede til valgurnerne. Men desværre gik det jo ikke som hun gerne ville. Hun ville gerne have haft hele Slesvig ned til Ejderen med til Danmark.

Foredrag om mindretallet og Slesvighus

Så tog hun på en lang foredragsrække rundt i Danmark for at fortælle om det danske mindretal, som vi ikke fik med til Danmark, og den generelle sociale nød, de led. Vi havde jo lige overstået Første Verdenskrig.


Jutta Skrumsager

Hun samlede så en masse penge ind og købte Slesvighus nede ved Slesvig. Det var et meget stort hus, hvor der blev indrettet mødesal og kirke, skole og bibliotek og alle mulige faciliteter. Det var det første sted, som det danske mindretal havde for sig selv, hvor de kunne mødes om det danske.

Der var stor social nød blandt det danske mindretal. I det hele taget i hele Tyskland efter Første Verdenskrig, og også efter Anden Verdenskrig. Det danske mindretal var en ugleset størrelse, som ikke fik del i de få sociale goder, der var. Det var en gruppe, som blev dårligt behandlet.

Jutta gør Bennetgård til hvilehjem for mindretallet

I 1921 døde Jørgen. Han nåede lige at få genforeningen med, men så døde han. Så sad Laura på Bennetgård, indtil hun døde. Det gjorde hun så i 30'erne, og Jutta arvede gården. Hun tog på en ny foredragsrække rundt i Danmark, for nu ville hun gerne forære Bennetgård væk til det danske mindretal som rekreations- og hvilehjem, når de har brug for det.

Al jorden var efterhånden solgt fra, gården var meget nedslidt, og der var ikke nogen penge. Men hun samlede penge nok til at få den gjort lidt i stand og fik lavet en stor sovesal ovenpå. Hun fandt en flok hattedamer ovre i København; hun var jo med i det gode borgerskab derovre, så hun havde kontakt til alle disse damer, der havde gode forbindelser. De kunne samle penge ind til den daglige drift.

Bennetgård som rekreationshjem

Hattedamerne i København blev den første bestyrelse for Bennetgård, og de ansatte en bestyrer. Dengang hed det en forstander, og det blev så den legendariske Frøken Balslev, som blev i 34 år. Hun blev næsten båret ud af døren, da hun var 74.

Jutta lavede et sæt vedtægter, der sagde, at stedet var for danske og danske i udlandet, hvor de kunne komme og få den kærlige røgt og pleje, som de havde brug for i kortere eller længere tid. Dengang var det alle aldersklasser, der kom. Der var krigsenker med børn efter Første Verdenskrig, og det var også krigsinvalide. Altså alle, der havde brug for at komme sig og led social nød.

Byen samlede ind til dem, både penge og tøj. Der var et rum på loftet med frakker og lignende, de kunne vælge, hvis ikke de havde noget selv. Og de kunne blive i længere tid, hvis de havde brug for det, helt op til tre måneder. Sådan kørte det i måske 30 år, og så efterhånden blev det lidt bedre i Tyskland, også for det danske mindretal. Og så endte det med, at den danske sundhedstjeneste overtog licitationen til Bennetgård.

Fungerer stadigvæk som hvilehjem

Bennetgård fungerer stadig som hvilehjem, hvor ældre fra det danske mindretal i Tyskland kan komme på ophold 14 dage ad gangen. De må komme én gang og året, og vi har mange faste gæster.

Kilde: Lola Lecius Larsen, Hvilehjemmet Bennetgård.

Charlotte Thomsen

Skole, Kultur & Fritid

Ring til os

Bemærk

Når du sender Digital Post til os, bliver du bedt om at bruge MitID. På den måde bliver beskeden sendt sikkert, og du kan skrive dine personlige oplysninger, f.eks. dit CPR-nummer.

Denne side er printet den 22-07-2024 15.10

Ophavsretten tilhører Vejen Kommune.

Informationer må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.

Vejen Kommune
Rådhuspassagen 3
6600 Vejen

Telefon: +45 79 96 50 00

Links