Pansergrav og besættelse set fra Andst

I 1944 begyndte tyskerne at anlægge forsvarslinjer, en af disse var Gudrun-stillingen, som lå ved Andst og Lintrup. Lindo Christensen har indsamlet beretninger om besættelsen og pansergraven set fra Andst.
Pansergraven ved Gejsingvej 22. Familien er Alling Klitten Jensen og Kirstine Maizins Jensen og i midten Hans Christian Jensen, 1944. Fotoet er taget af amatørfotograf Henry Christiansen.

Pansergraven ved Andst - den historiske baggrund

Under Anden Verdenskrig blev der af tyskerne anlagt en pansergrav tværs gennem det nuværende Vejen Kommune. Lindo Christensen fortæller om den historiske baggrund.

I 1944 begyndte tyskerne anlæggelsen af seks øst-vestgående forsvarslinjer i Syd- og Sønderjylland. Efter invasionen i Normandiet blev tyskernes frygt for en allieret landgang på den tyske vadehavskyst og i Jylland forøget. Den tyske værnemagt ønskede blandt andet at beskytte sig mod et angreb ned gennem Jylland efter en formodet allieret landgang ved Esbjerg. Den 28. august 1944 gav Hitler derfor ordre til bygning af den såkaldte Friservold med seks spærrestillinger.

Friservolden skulle strække sig langs den tyske kyst fra Holland til Danmark bestående af tre spærrelinjer langs kysten samt befæstning af de tyske vadehavsøer og Rømø. Friservolden skulle opbygges af pansergrave, løbegrave og maskingeværstillinger. På det sene tidspunkt af krigen var der mangel på mandskab og materialer, så i stedet for forsvarsanlæg af beton bygget professionelt blev det til simple jordanlæg. De allierede havde i øvrigt ved landgangen i Normandiet kampvogne, der kunne planere terræn, og rydde forhindringer af vejen.

Marts 1945 blev arbejdet med Gudrun-stillingen standset, så man kunne koncentrere sig om Kriemhild-stillingen ved Haderslev, da de allierede nu forventedes at komme fra syd.

Der graves ud til pansergrav.

De seks forsvarslinjer

1. Brunhilde fra Esbjerg til Vejle
2. Gudrunstellung fra Ribe til Kolding (denne gik gennem den nuværende Vejen Kommune)
3. Kriemhildstellung fra Rejsby til Haderslev
4. Grenzstellung langs grænsen fra Humtrup til Kruså og videre fra Flensborg og syd for Flensborg Fjord til Kielerbugten
5. Husumer Riegel fra Husum i vest til øst for Schleswig
6. Kanalstellung langs Kielerkanalen fra Brunsbyttel i vest til Kiel i øst.

Her løb pansergraven ved Andst

Forsvarsværkerne var med til at præge dagligdagen de steder, hvor de løb gennem. I Andst løb pansergraven fra mellem Kongsbjerggård og Kongehuset i øst bag Tinghøjgård til Gejsingvej 22 til Jordemodervej-Glibstrupvej over Gl. Præstegårdsvej ned langs kanten af engen ved Petersborggårds skov videre op øst for Lundgård på Koldingvej øst for Rovedvej til jernbanen cirka 75 meter øst for, hvor der tidligere lå en jernbaneviadukt via Roved til Lille Andst, hvor den krydsede vejen vest for Damsvadgård.

Se et kort over hele Gudrun-stillingen på Lintrup-Hjertings lokale hjemmeside

Om at få pansergraven tæt ind på livet

Lindo Christensen og Inga Bisgaard fortæller om deres oplevelser med besættelsen og pansergraven.

Lindo Christensen fortæller

Vi (familien Christensen) flyttede til Glibstrup i 1940. Vi kom fra Skanderup, hvor vi oplevede besættelsen. Mine forældre har fortalt, at mens de sammen med naboerne med bekymring så de mange lavtflyvende maskiner, benyttede jeg lejligheden til at kravle ind i hønsehuset - jeg var tre år gammel på det tidspunkt. Jeg startede i Gejsing skole hos fr. Maren Jørgensen, hvor skolen også bar præg af de mange tyske soldater. Pansergraven så vi, når vi fik lov til at komme med til Andst, når hestene skulle til smeden og have sko eller noget skulle repareres.

Pansergraven krydsede Glibstrupvej lige syd for, hvor Jordmodervej udmunder. Spor af den kan ses i landbrugsafgrøder i tørre år, og der er også en sænkning i asfalten pågældende sted, som måske stammer fra graven. Jeg kan huske, at der blev gravet og sat granstammer op til afstivning. Det blev alt sammen lavet med håndkraft af mange mennesker, der blev kaldt "Schippere" (skovlere), som var en blandet flok af folk, der ikke var indkaldt til aktiv krigstjeneste; gamle, store børn, frivillige og fanger samt soldater til bevogtning.

Arbejdere, der gravede pansergraven

Inga Bisgaard fortæller

Vi flyttede til Andst i maj 1943 og boede til leje i Præstegårdsvej nr. 2, der var ejet af Karen Mølby. Dengang kaldte vi vejen for Louisevej. Vi byggede senere hus Glibstrupvej nr. 11.

En morgen vågnede vi ved larm og kliren af redskaber uden for huset. Vi lindede på gardinet og så flere tyske soldater ved haven, der begyndte at grave. (Pansergraven skulle passere tæt mellem Gl. Præstegårdsvej nr. 1 og 2.) Vores vandpumpe var også i nærheden, her hentede vi vand til husholdningen, så vi var meget tæt på, hvad der foregik. Nogle af de tyske soldater talte nogenlunde dansk og var høflige, så jeg var ikke bange til trods for, at jeg var alene meget af tiden, da min mand arbejdede i Vandel. Henning, vores søn, tog sin lille skovl på nakken, og gik også i gang med at grave.

En dag så jeg en tysk soldat sidde ved vandpumpen med et brev. Soldaten, der måske var omkring 50 år, havde lige læst, at den gade hans familie boede på derhjemme var blevet ødelagt af bomber. Han sad stille og græd.

Senere afløstes de tyske soldater af andre arbejdere deriblandt også danske.

Fortalt til Lindo Christensen april 2011.

Jørgen Hansen og det danske statsborgerskab

Hans Jørgen Hansen fortæller om sin far, der var gået over Kongeåen i 1912 og stadig var tysk statsborger under Anden Verdenskrig.

Hvert forår på denne tid får jeg tankerne til at gå tilbage til Damhus, hvor far, på trods af svære økonomiske kår, formåede at bevare sin frihed og selvstændighed til sin sidste dag. Han købte ejendommen i 1935 for en udbetaling på 2.000 kr., som han gennem de forudgående cirka 15 år havde opsparet med en dagløn på 2 kr. Det kan ikke beskrives, hvilken glæde det må have været at kunne etablere eget selvstændigt landbrug. Ejendommen var på det tidspunkt næsten 100 år gammel med stråtækte bygninger, ikke særlig velholdte.

Ved flid og sparsomhed formåede han at vedligeholde og forny bygningerne, således at de altid så præsentable ud. Det tydeligt at se, når man kørte forbi med toget, selv om det var på afstand, at bygningerne blev kalket og malet hvert år. Flagstangen skulle hvert år ned og ses efter samt males hvid med en rød flagknop. Flaget skulle hejses på en velholdt flagstang.

Tysk statsborger

For far må befrielsen fra tyskerne havde været en rigtig befrielse for en rædselsfuld frygt for at tyskerne skulle tage ham og sende ham til fronten. Han havde på det tidspunkt endnu ikke fået sit danske statsborgerskab. Han gik sammen med familien over Kongeåen i 1912 (fra Bevtoft i Sønderjylland) for at bosætte sig på den rigtige side af grænsen til Tyskland.

Dengang skulle man bare gå hen til sognefogeden (det var så vidt jeg husker Lille Jensens far) og underskrive en ansøgning, så var den formalitet i orden. Men den dag, far var henne for at underskrive sin ansøgning, havde sognefogeden ikke flere ansøgningsblanketter, hvorfor han fik at vide, at det kunne han jo altid nå at få i orden en anden gang, når sognefogeden fik nogle nye ansøgningsskemaer hjem.

Tiden gik, og alt var jo efter Første Verdenskrig fryd og gammen, men uden at tænke på, at han ikke havde fået sit danske statsborgerskab, stod han efter den tyske besættelse af Danmark i 1940 som tysk statsborger i et af tyskerne besat land. Det skete der foreløbigt ikke noget ved, før tyskerne i august 1943 overtog regeringsmagten og strammede til over for befolkningen. Som tysk statsborger kunne far blive sendt i tysk militærtjeneste, hvilket på dette tidspunkt ville sige måske østfronten. Statsborgerskabet blev aldrig opdaget af tyskerne.

Endelig dansk statsborgerskab

Efter krigen søgte far igen dansk statsborgerskab, men nu var det ikke bare at gå hen til sognefogeden og underskrive en ansøgningsblanket. Der skulle højtideligt ansøges til indenrigsministeriet. Han skulle fremskaffe en skriftlig udtalelse fra alle de steder, han havde haft plads, således at han kunne bevise, at han uafbrudt siden overgangen over Kongeåen i 1912 havde opholdt sig i Danmark.

I over to år måtte han flere gange til politimesteren i Lunderskov og fortælle sin livshistorie, for at man kunne være sikker på, at han ikke bare ville have dansk statsborgerskab, fordi tyskerne havde tabt krigen. Den 18. maj 1949 fik far endelig dansk statsborgerskab efter to meget lange år.

Nedskrevet af Hans Jørgen Hansen maj 1985, overleveret af hans søster Ingrid Sørensen til Lindo Christensen i 2012.

Mødet med Gestapo

En dag afhørte Gestapo Jørgen Hansen for at finde ud af, hvilken tysk soldat der havde talt over sig. Sønnen Hans Jørgen Hansen fortæller.

En dag kørte Gestapo med to lastbiler fulde af maskinpistolbevæbnede soldater op foran gården og foranstaltede afhøring. Der var kommet tyske soldater til Vejen foråret 1945, som skulle afløse de soldater, der havde været der i længere tid. Soldaterne arbejdede i pansergraven, som gik tværs over vor mark ind over hovedvejen og videre hen over Lundgårds (Koldingvej 42) og Damgårds (Koldingvej 40) marker.

Der var en af de nye officerer, som opdagede, at far havde fået at vide hvorfor og hvorhen de gamle soldater skulle. Gestapo ville tvinge far til at røbe, hvem af de gamle soldater, der havde fortalt ham om afrejsen. Det lykkedes ikke. Far kan huske, at Gestapo førte soldaterne ind i køkkenet én efter én, men far rystede på hovedet hver

gang som tegn på, at det ikke var ham.

Børnene skulle ikke røbe noget

Pludselig sagde far til mig, at jeg skulle tage Jens Aage ved hånden og gå hen til de Place for at hente Folkebladet. Han var bange for, at vi skulle røbe over for Gestapo, at vi måske kendte nogle af de gamle tyskere. Og det gjorde vi, der var to som næsten hver dag kom op fra pansergraven for at lytte til radioen, og når far ikke var inde i køkkenet drejede de radioen om på den engelske station, for at følge med i om den snart fik en afslutning.

Da jeg sammen med Jens Aage gik ud gennem gangen, blev den ene af disse to ført ind, han rørte uset ved mit hår, da vi passerede hinanden. Da han kom ind i køkkenet, rystede far på hovedet, og tyskeren blev ført ud igen. Lige sådan gik det med den anden.

Da afhøringen var forbi, spurgte far officeren, som stod for afhøringen, hvad der ville ske med soldaten, hvis de fandt frem til ham. Far fik kort at vide, at han ville blive stillet for en krigsret og dømt enten til at blive sendt til østfronten eller at blive skudt. Begge dele var den sikre død. Da Gestapo ikke fandt frem til manden, skete der ikke mere i den sag.

Nedskrevet af Hans Jørgen Hansen maj 1985, overleveret af hans søster Ingrid Sørensen til Lindo Christensen i 2012.

Soldaten, der skulle sendes i døden

Hans Jørgen Hansen fortæller om en ulykkelig tysk soldat, der dagen efter skulle til østfronten; en sikker dødsdom.

Ud af mange episoder fra de sidste par år af krigen kan jeg huske en. En dag kom en lille pæn og nobel tysker vaklende op ad vejen nede fra pansergraven.

Det var tydeligt at se, at han var meget nedtrykt over et eller andet. Han skulle bare have en anden at snakke med end de andre tyskere.

Årsagen til hans tilstand var, at han til morgen havde fået at vide, at han næste dag skulle sendes sydpå til østfronten. Han var tilfældigt blevet udvalgt, fordi tyskerne manglede mandskab på fronten mod russerne. Tårerne trillede ned ad kinderne på ham uafbrudt.

Det var lige ved middagstid, for vi skulle til at spise til middag. Far bød ham en tallerken med kartofler og frikadeller, som han sad ude i bryggerset ved bryggersbordet og spiste.

Skulle aldrig se sin familie igen

Men inden han begyndte spisningen, tog han fra sin inderlomme et fotografi frem og stillede på bordet ved siden af tallerkenen. Foto af familien Fotografiet viste hans hustru og to børn på omkring 8-10 år. Han fortalte, at de boede i Magdeburg, hvis de endnu levede, for det vidste han ikke noget om. Magdeburg var næsten blevet totalt udslettet ved bombning.

Men efter at han nu havde fået at vide, at han skulle til fronten, var han sikker på, at han aldrig fik sin familie at se mere. For der var ingen, der på det tidspunkt kom levende tilbage fra østfronten.

Da han havde spist den første tallerkenfuld, tog han tallerkenen i hånden og gik hen til døren til køkkenet. Der stod han og så ind i køkkenet uden at sige et ord. Han holdt bare tallerkenen frem, mens han så tomt frem for sig. Han fik en ny tallerkenfuld, og bagefter fik han en tallerkenfuld æblesuppe med tvebakker.

Det var tydeligt at se på ham, da han takkede for maden, at han var taknemmelig. Det var måske hans sidste rigtige måltid mad inden hans afrejse.

Han gik meget langsomt med tunge skridt ned til pansergraven igen. Vi så ham aldrig siden.

Nedskrevet af Hans Jørgen Hansen maj 1985, overleveret af hans søster Ingrid Sørensen til Lindo Christensen i 2012.