Søren Larsen-Kjærs erindringer fra Første Verdenskrig
Søren Larsen-Kjær var landmand i Københoved lige syd for Kongeåen, da Første Verdenskrig brød ud, og han blev kaldt i krig. Han tilbragte det meste af krigen i Galizien og Ukraine. Efter krigen skrev han sine erindringer ned. Du kan læse uddrag af disse erindringer her på siden.
Søren Larsen-Kjær som soldat. Originalfoto udlånt af barnebarnet Nis Einer Jensen.
Det trækker op til krig
… Det var mellem disse to store Magtgrupper [Østrig, Tyskland, Italien på den ene side og Serbien, Rusland, Frankrig, England på den anden], at Forhandlingerne blev ført i Slutningen af Juli 1914. Ingen fulgte bedre med deri end vi Sønderjyder, for vi vidste, hvad vi skulde, naar Luren kaldte. Man hørte saa godt som aldrig den tanke fremsat at flygte til Danmark. Vi havde ført den nationale Kamp som lovlydige Borgere, og denne ærlige Kampmaade skulde nødig tilsmudses. Heller ikke vilde vi bringe Danmark i Fare ved at løbe over Grænsen.
Den 31. Juli ved Aftenstid blev Bekendtgørelserne om Belejringstilstanden udstedt. Det var noget for de tyske Toldbetjente i vor By, der grænsede til Kongeaaen. De udrustede sig med Økse, Sav og Brækjern. Min Gaard ligger højt og ved Vejen, der fører ned til Aaen, saa vi kunde se, hvad de foretog sig. De kom i Fart forbi os, ja man skulde tro de var udstyret med saa store Kræfter, at de kunde gaa til Verdens Ende.
Broen over Kongeåen ødelægges
Broens Planker blev brudt af et stort Stykke, Bjælkerne blev oversavet, de nærmestliggende Markredskaber blev samlet i en Bunke foran den afbrudte bo, og endelig blev der trukket Pigtraad for, saa al Forbindelse nordpaa var ganske afbrudt.
I alt det triste, som dette Arbejde rummede i sig, var der dog noget, som fik os til at trække paa Smilebaandet, og det var Genboerne fra begge Sider af Kongeaaen. De fik travlt med at komme tilbage. De var næsten at sammenligne med en Flok opskræmte Mus, der søger at komme i Hul. Nogle gik til Fods, andre løb, en Del cyklede. Det gik med Sti, paa Vej og over Pløjemark: alle stilede mod Broen for at komme over, inde det blev for sent.
Endnu var Krigen ikke erklæret, saa Faren kunde jo drive over. Men vi vidste, at den frygtede Efterretning kunde komme hver Minut. Det var Stilhed før stormen. Sindet var knuget i Spænding og Uro, saa jeg vil nødig, at den Dag skal gentage sig for mig. Kun den, der har prøvet det, kan helt forstaa den Sjælstilstand, vi var i.
Krigen erklæres
Det eneste, som kunde lette vore Tanker, var Travlhed og stærkt Arbejde, og da Rugen blev moden, gav vi os til at høste den. Det var en lummer Augustdag. Tunge Tordenskyer omspændte Himlen. Vi sled, saa Sveden drev af os, og henved Kl. 7 Aften var vi færdig.
Trætte vandrede vi hjemad, men lige da vi naaede Gaarden kom min Hustru mig grædende og hulkende i Møde, Krigen var nu erklæret, og Læreren havde været med Besked om, at jeg skulde møde i Hæren.
Da jeg havde faaet denne ikke uventede Efterretning, var det et øjeblik, som alt bristede for mig. Men det varede kun kort, saa faldt der atter Ro over mig.
Spændingen var udløst; vi var traadt ind i Virkeligheden; vi var i Krig.
Af sted i krigen
Allerede næste Dag skulde jeg rejse med Morgentoget, saa der var kun kort Tid til at lave sig Forestillinger i. Min Kuffert blev pakket, og saa løb jeg et lille Smut ud for at tage Afsked med de Naboer, der kunde blive hjemme. Sidste var jeg hjemme hos min gamle Mor. Mærkværdig nok var hun nogenlunde rolig og fattet. Maaske kom det af, at mange gik med den Opfattelse, at Krigen vilde være afgjort i mindre end et Fjerdingaar. …
Jeg havde nu været gift og bosiddende i 16 Aar. Det var saa svært at rive sig løs, og mine Børn kunde ikke forstaa det, at jeg nu ved Afskeden manede dem til Lydighed mod deres Moder og til at være dobbelt flittige i Høstens Tid. …
Af sted med toget
Den 2. Aug. Kl. 4 om Morgenen bankede min Broder paa Vinduet. Han boede i Nabobyen; ogsaa han skulde med, og han vilde, at vi skulde følges ad til Haderslev. Jeg havde bestemt at rejse med 8-Toget, men han syntes vi skulde af Sted allerede med Toget, der gik Kl. 6. …
Jeg kom saa af Sengen, fik Klæderne paa, drak Kaffen og tog Afsked med mine grædende Børn og Hustru, og saa gik det ud i den frygteligste Krig, Verden endnu har kendt. Det tog ½ Time at gaa til stationen, og det var en tung Gang. Jeg var tæt ved 40 Aar, min ældste Søn var kun 14 Aar, og nu skulde min Hustru og mine Børn klare det hele, tage Ansvaret og udføre hele Arbejdet. Der var saa meget med Markens Drift, som de ikke kendte, de skulde selv køre med to unge Heste, hver paa tre Aar. Det hele var saa uforstaaeligt. …
Ja, det var en tung Tid. Ved hver Station kom flere til. Mangen bevæget Afskedshilsen fandt sted. Alle skulde møde i Haderslev. Vi havde været Soldater sammen før, og snart gjorde det bærende og oplivende Kammeratskab sig gældende. …
[På Kasernegaarden i Haderslev fik de uniform og våben, og blev inddelt i fire kompagnier med 250 mænd i hvert. De fire kompagnier var tilsammen en bataljon, som fik navnet 3. Landstormsbatl., Flensborg.]
Grænsevagt
Vor Tjeneste skulde foreløbig være at bevogte den farlige danske Grænse, og vi skulde nøje vogte paa, at ingen mistænkelig Person, der kunde være en engelsk Spion, passerede, og i Tilfælde af Ulydighed maatte vi gøre Brug af Vaaben.
De fire Kompagnier blev fordelt i Byerne Skærbæk, Toftlund, Vojens og Haderslev og fra dem blev igen udsendt Vagtposter, som blev indkvarteret hos Bønderne, og vi havde det godt og levede som Aal i Mudder. Jeg boede en lang Tid paa Kasernen i Haderslev. Det var Bonden, som var bleven Soldat, og alt formede sig derefter. Kaserne blev en Slags Markedsplads. Vi solgte Heste, og vore Koner kom og fik de kære Penge med hjem. De tyske Embedsmænd var ikke glade ved disse Besøg, og der faldt Ytringer om, at de burde forbydes. I Haderslev var der nemlig stærk national Brydning og vi skal jo huske paa, der var Krig. Men Forbudet kom ikke, og vi fik da ogsaa Orlov engang imellem, saa vi kunde komme hjem se til vor Familie og vor Bedrift.
Vi Sønderjyder passede vore Vagtposter til Punkt og Prikke, men Hjemmetyskerne var ovenud begejstret for Krigen. Mange Ungersvende under Værnepligtsalderen meldte sig frivilligt, og der var jo kun en lille Spadseretur til Paris, hed det.
Tiden tæt på fronten i Karpaterne
Ved Foraarets Begyndelse 1915 begyndte Kampene paa de forskellige Fronter atter at tage fat. … Dette fik til Følge, at vor Bataillon fik Ordre til at møde i Rødding d. 13. Marts, Kl. 4 Morgen, og derfra skulde vi befordres videre. Atter stod vi i det uvisse, og det var svært for os at komme af sted. I vor Plads kom nogle Rhinlændere. Vore Værter kørte os til Rødding. Der var 14 Vogne fra Københoved. Fra de andre Landsbyer kom ligeledes store Vogntog.
I Rødding blev vi læsset ind i Jernbanevogne. Saa gik Turen til Skærbæk, hvor hele Bataillonen var samlet. Kvinder og Børn mødte frem for at tage Afsked, og de spurgte: ”hvor skal I hen?” Vi kunde ikke svare dem, for vi vidste det ikke selv. Men Kursen gik sydpaa. … Vi kom til vort Bestemmelsessted, som var Parchim i Meklenborg.
Vi blev nu vidner til Krigslidelserne; thi vor Opgave blev at staa Vagt ved den store Fangelejr, som var blevet bygget der. Den bestod af en Mængde lange Træskure, som kunde rumme tre Tusinde fanger, og der sagdes at være 22 Tusinde.
Det var mest russiske Krigsfanger og saa nogle faa franske. Det var trist at gaa og se paa de stakkels forkomne Russere; de saa ud til at lide baade af Sult og Kulde. …
[I april 1915 begyndte turen så sydøstpå, de skulle til Karpaterne i Ukraine til vagttjeneste. Der døde 18 soldater fra bataljonen af Tyfus og Kolera. Søren Larsen-Kjær blev selv syg af ”koleras forgænger, den såkaldte Ruhe”.]
Turen op over bjergene
Endelig mod Slutningen af Maj var jeg saa rask, at jeg atter kunde gaa omkring, og nu kom Ordren, at vi skulde rykke frem dertil, hvor min Afdeling havde stade. Vi maatte gaa til Fods op over Bjergene, idet Toget, der gik gennem den førnævnte Tunnel var overfyldt med saarede, der førtes tilbage, og med Forstærkning, der skulde til Fronten.
Om Aftenen lidt før Solnedgang begyndte vi Turen, og først næste dags Middag var vi paa det højeste Punkt, ca. 2400 M. Over Havet. Vi kunde nu se ned over Bjergets Skraaninger mod Nord. Det var en sejg Tur derop, ud og ind i store Sving, navnlig kneb det for hestene at trække Trænet og Bagagevognene derop.
Det var endnu koldt heroppe, skønt det var sidst i Maj. Her havde Russerne ligget hele vinteren. Man forstaar slet ikke, hvorledes de havde kunnet holde det ud. De mente, at deres Stilling var uindtagelig, og at deres Fjender vilde komme asende op imod dem ad skraaningen mod Syd. Saaledes gik det imidlertid ikke. Østrigerne satte deres Kræfter ind oppe i Galizien, og saa trævlede de efterhaanden den russiske Karpaterfront op stykke for stykke. Det kostede dog baade Tyskerne og Østrigerne meget, og mangen ung Mand fandt sin Død deroppe i Bjergene.
Kampplads og sårede
Nu var der igen bleven gjort et fremstod, og Russerne var gaaet tilbage. Derved blev jeg Øjenvidne til, hvordan en Kampplads saa ud efter Krigens rasen. Et Par Dage have vi hørt en voldsom Kanonade, Skæret af Ildebrande tegnede sig paa Himlen. Nu saa vi Virkningen.
Vejen i Passet var opkørt til et ufremkommeligt Pløre, enkelte Steder laa Mængder af Granstammer klampet sammen som en Bro over det bundløse Ælte; itubrudte Vogne, Kanoner og Vaaben laa strøede omkring, og Ben af døde Heste stak frem af Pløret. Byen Tukla var saa godt som afbrændt. …
Kanonerne tornede ustandseligt forude, og Pinsemorgen fik vi travlt med at modtage de saarede. … Mange af os ældre Soldater i Etappen havde Sønner ved Fronten, saa det var jo Lidelsesfælder til vore egne, vi hjalp. – Næsten alt var blodigt, og der var en Stank af Blod. De stakkels saarede fra Skyttegravene var snavsede og fulde af Utøj, saa det hele var en eneste stor Elendighed og Pine.
[Herefter rykkede de fra Karpaterne til Galizien, stadig i Ukraine.]
Den første orlov
Den 1. Septbr. havde jeg faaet Orlovspasset i Haand. Blot nu ingen Forhindringer skulde indtræffe! Spændingen var stor. … Vi fik Lov til at tage med et Kurertog over Stryj, gennem Karpaterne og Tjekko-Slovakiet til den tyske Grænse, hvor vi igen havde Forbindelse med Hurtigtog lige til Hamborg. Dette vort Held satte Humøret op. …
Store Erobringer havde de opvist paa Vestfronten, Russerne var fordrevne fra Karpaterne, Galizien var indtaget, serberne var fordrevet fra deres Hovedstad og næsten ud af deres eget Land. Stemningen var saa højt oppe, at Tyskerne næsten var som beruset. De anede ikke, at paa det Sted, vi var, vilde Krigen føre en Folkeafstemning med sig til Fordel for Polen. Vi var nødt til at holde tand for Tunge; thi hvis vi gjorde Indvending, kunde vore Udtalelser let blive stemplet for Højforræderi, som vilde komme os dyrt at staa. …
I Tyskland var alt, som sagt, i den bedste Orden. Vi befandt os derfor godt. Kun var det væmmeligt at høre paa Tyskernes Pral, for det er de gode til. … Det var min første Orlov, og da kunde vi naa hjem samme Dags Aften, vi var i Hamborg. Siden maatte vi logere i Flensborg. Jeg kom hjem Kl. 9 om Aftenen d. 3. Septbr.
Måtte tale tysk i eget hjem
Baade min Familie og jeg blev fyldt af den inderligste Glæde og Taknemmelighed. Børnene stillede ustandselig Spørgsmaal til mig, og der var nok at fortælle. Dog generede det ikke saa lidt, at vi havde to tyske Vagtmænd i Kvarter; mit Hjem ligger nemlig tæt ved Grænsen. Naar de var til Stede, skulde man være meget forsigtig i sine Udtalelser, og man havde knap Lov til i sit eget Hjem at tale Dansk med sin Familie. Og talte man med dem, var man nødt til at tale Tysk, og helst skulde man tale meget rosende om det tyske Militær, og det var ikke rart for en Sønderjyde.
Den svære afsked
Jeg havde naturligvis meget at se til i mit Hjem; min Hustru og mine Børn havde ondt ved at overkomme arbejdet, saa jeg tog fat næsten over Evne. Den første Tredjedel af min Orlov gik voldsom hurtig, for da var alt idel Glæde; den anden Tredjedel gik vel ogsaa hurtig, men da begyndte Fremtiden med sine Ængstelser og Bekymringer at melde sig, og den sidste Tredjedel var egentlig svær; mit Hjem led derunder, og selv led jeg. Vi talte Dagene, og Sorg og Uro fyldte os. Afskeden var bitter og tung; min ældste Søn var helt borte, han kunde ikke taale denne Stund. Min ældste Datter stod ude i Gaarde, mine andre fire smaa skjulte sig hos hende, den mindste under hendes Forklæde.
Ja, hvor var det dog knugende. Mor fulgte mig et Par Stationer paa Vej, og saa begyndte Kammeraterne at støde til. Det hjalp noget at være sammen med dem; vi satte os tæt sammen og talte om vore kære derhjemme og om, hvad Fremtiden havde at bringe os.
Juleaften 1915, 1916 og 1917
Juleaften 1915 ved Plichov
Med Julen blev der Liv paa Gaarden; alle Mand var paa Stuerne. Juleaften var alligevel ikke let at komme over for os gamle Soldater. Vi Sønderjyder havde faaet fat paa et Grantræ, som vi paa hjemlig Vis havde pyntet med Lys og alt andet, som vore Børn havde sendt til os. Juleaften blev Træet tændt, men da Lysene skinnede, blev der en mærkelig Tavshed. Mange bøjede deres Hoved, og taarerne løb dem ned ad Kinderne; for Julen er Hjemmets Fest, og vi var ikke hjemme, vi var i Krig og i fremmed Land.
Tyskerne holdt fest for sig selv. De lavede en farlig støj og kiggede dybt i Glasset. Og efter vi havde sunget vore kendte Julesalmer og sad stille og smaasnakkede, kom en Tysker ind til os. Vi skulde da ikke kede os, men komme ind til dem, saa skulde vi nok faa det morsomt. Han fik af en af mine Kammerater en bestemt Afvisning; vi vilde blot have Lov til saa vidt muligt at holde Jul som hjemme.
Vor Familie derhjemme havde tænkt paa os, og de have sendt os en Mængde Pakker; jeg fik saaledes 21 fra Familie, Venner og Medborgere. Mine Kammerater fik lignende, og vi havde dejlig Julekage til Eftermiddagskaffen i over en Maaned. Desværre kom de fleste af Pakkerne ikke før 4. Januar. …
Juleaften 1917 i Padvisukil
Juleaften [1917] var Salen pyntet, og vi havde juletræ; et Klaver havde vi ogsaa faaet fat i det sagdes, at man havde fundet det ude ved Fronten. Flere Kammerater kunde spille, og da vi havde dygtige Folk i Køkkenet, fik vi ogsaa serveret en dejlig Flæskesteg. Vi sang ”Stille Nat, hellige Nat”, og vor Kompagnifører, en Apoteker fra Meklenborg, sang to dejlige sange, ledsaget af Klaveret. Julekasser blev derefter baaret ind og fordelt; over hele Tyskland var der samlet ind til dem. Vi trak hver et Nummer og fik Pakkerne fordelt paa den Maade. Mange dejlige Ting var der i dem, og vi, der hade Børn; sendte det meste hjem til dem.
Efter Pakkeuddelingen blev en Bolle Punsch baaret ind, og det var let at se paa vore tyske Kammerater, at dette for dem var Kronen paa Værket. Hver fik et Glas, og saa klinkede vi sammen og udbragte en Skaal – ikke for jesusbarnet, men for Kejseren. Saa have vi Sønderjyder nok og forlod Salen. Tyskerne blev tilbage, og de fortsatte til langt ud paa Natten med Sold og Hurraraab. Vi kunde høre dem hele Tiden, og det var uhyggeligt.
Anden juledag var jeg første og sidste Gang til Feltgudstjeneste. Det var ogsaa nok; thi vi fik en Prædiken, der begyndte og endte med vore militære Pligter, som Gud fra sit ophøjede Stade belønnede til Gavn for os selv og for Fædrelandet og Kejseren.
Juleaften 1916 i Dobrolany
I denne Forbindelse vil det være rigtigt at sige et Par Ord om Julen 1916; da boede jeg i Dobrolany. Den var en Modsætning til den, vi nu holdt. Vor Løjtnant var da en Greve fra Sachsen. Han var en Mand først i Trediverne og gift. Hele hans Færd vidnede om Godmodighed, og han var mere Bonde end Officer.
Vi spiste Juleaften sammen med ham. Bordene var smukt dækkede, og til hver af os laa en dejlig julekage med Korender i, fem Cigarer og ti Æbler. Efter at Maden var spist holdt han en Tale til os. Han begyndte saaledes: ”Jeg ved, at I saa godt som alle er Familiefædre, og selv om jeg gør alt, hvad jeg formaar for at gøre det hyggeligt for eder, saa kan jeg dog ikke borttage den Længsel, som brænder i hvert Bryst efter Hjemmet. Men jeg vil prøve at lindre den. I deres Hjem, over hvilke de sorte Kors, vi kan se gennem Vinduerne, staar, er der intet Haab. Men i eders Hjem er der endnu Haab, og vi vil bede Gud om, at I alle engang maa komme hjem igen og holde jul sammen med dem, I har kær”.
Han bad os derefter at synge de julesalmer, som vi kunde hjemmefra, og det gjorde vi, ogsaa Trainmandskabet som var Sydtyskere, sang julesalmer, og de vare rare at være sammen med, de var ikke hovne og brovtende som Preusserne.
Farvel til Galizien efter tre år
Endelig i april uløstes Spændingen, idet der kom Ordre om i største Fart at komme til Ukraine i Sydrusland. Kamptropperne skulde til Vestfronten, og deres Plads i Ukraine skulde vi saa indtage. Vi var kede af det, men hvor var det vel bedre at komme hen! – I tre Aar havde jeg nu, d. 26. April 1918, været i Galizien, og hele denne Tid var det mit Haab, at naar jeg skulde flytte, saa var Krigen forbi, og saa skulde vi hjem. Saaledes gik det altsaa ikke; vi maatte til Ukraine i Rusland. Dette gjorde, at man blev saa mærkelig sløv og ligegyldig.
Med underlige Følelser stod vi ind i det russiske jernbanetog i Brody, der er Grænsestation mellem Rusland og Galizien. Vi gennemtænkte, hvad vi havde oplevet i de tre Aar i Galizien; jeg gjorde i hvert Fald. Jeg var ikke glad for Byttet.
Vel var Galizierne skidne og efterladne, men de havde aldrig lagt os et Halmstraa i Vejen og gæstfri havde de jo været mod os. Men havde vi takket dem derfor? Jeg ved, at flere af mine Kammerater havde været lapsede, onde og haarde mod dem. Vi skulde jo ogsaa nødig glemme, at de var Polakker, og at de levede under fremmed Aag ligesom Sønderjyderne. Ja, de havde under Krigen haft det meget sværere end Sønderjyderne, for Krigen var gaaet hen over deres Land, endog flere Gange frem og tilbage.
Mange af deres Hjem var afbrændt og nedtraadt; deres Skove var ophuggede, og deres Besætninger var svunden ind til næsten ingenting. Jeg syntes, at vi, der bar Uniform, var medskyldige i al den Ulykke, der havde ramt dem. Vi kunde trøste dem, og vi kunde mange Gange hjælpe dem med deres Arbejde, men undlod det. – Saaledes var mine Tanker og mine Følelser nu ved Afskeden med dem og paa Dørtærskelen til et andet Land, og jeg bad en Bøn om Tilgivelse for det onde, vi havde gjort, og for alt det, vi havde forsømt.
Søren Larsen-Kjær længst til højre. Originalfoto udlånt af barnebarnet Nis Einer Jensen.
Den sidste orlov lige før krigens afslutning
Min sidste Orlov under Krigen begyndte d. 6. Oktober 1918. Jeg tog fra Budza d. 5. om Middagen; thi først naar man kom til den polske Grænse, begyndte man at regne med Tiden som Orlov. Men Rejsen gennem Polen og Tyskland frem og tilbage vilde tage 5 a 6 Døgn, saa jeg kunde kun være hjemme i tolv Dage. Jeg længtes inderlig hjem, for det var et Aar siden jeg sidst var hjemme, og hvor var jeg ængstelig; jeg kunde jo blive syg, og der kunde ske saa meget, som kunde tvinge til Ophold paa rejsen og forstyrre hele Fritiden.
Et Par Kammerater var med mig paa Stationen for at tage Afsked med mig. De ønskede mig god Rejse, og jeg mærkede, at deres Ønske ikke var tomme Ord. Rejsen var heller ikke uden Fare for Liv og Lemmer. Foran paa Lokomotivet stod to Soldater med skarpladte Geværer for at holde Udkig med, at Banelegemet var i Orden og at der ikke var anden Fare, som kunde ramme os. …..
Hæren ved at gå i opløsning
I Brest Litowsk havde jeg en lille Oplevelse, der fortalte mig, at den tyske Hær var i Opløsning. Paa Banegaarden stod en Bataillon Soldater, som skulde til Vestfronten men saa snart den kommanderende Officer befalede dem at gaa ind i Toget, lagde de Geværerne til Hovedet. Det kan nok være, at Officeren skyndte sig at komme bort. Soldaterne blev alligevel snydt. Man bildte dem ind, at de nu vilde blive hjemsendt, og derfor skulde de aflevere deres Vaaben. Det gjorde Soldaterne gerne og de kom ind i Toget. Men Toget gik til Vestfronten, og saa skulde Soldaterne have deres Vaaben igen. Der kom vist ikke meget ud af det alligevel, for inden Toget naaede Vestfronten, var de fleste Soldater forduftede.
Orlovstoget var fuldt af Militær, og hele Samtalen drejede sig om Afslutning af Krigen. Gang paa Gang kom der Udtalelser om, at de høje Herrer ingen Udvej kendte, derfor maatte de menige Soldater selv finde den. Alle var trætte af Krigen, som havde varet for længe. Begejstringen var borte, og Lidelserne var for store.
I Warschau modtag vi Efterretningen om Regeringsskiftet. Prins Max var udnævnt til Kansler, og denne Forandring betød sikkert, at Fredsforhandling vilde blive indledet. Vort Sind blev derfor fyldt med Fortrøstning og Haab. Tiden for Rejsen til Berlin gik under disse Forhold hurtig. Her var en panikagtig Stemning, der truede med at slaa over i Oprør.
Alle sagde til os, at vi ikke mere kom til Ukraine, da Freden ville komme, inden vor Orlov var forbi. De spurgte os ud om, hvordan vi havde det, og de beklagede den frygtelige Tilstand, som baade Tyskland og den samlede Hær var i. Det var ikke den Stemning, som vi mødte, da vi for fire Aar siden første Gang rejste til Galizien. Dengang misundte mange os, at vi kunde faa lov til at lide Heltedøden! …
Endelig hjemme – for en stund
Endelig nåede jeg mit Hjem, hvor der var stor Begejstring for min Hjemkomst og for, at nu blev vi snart Danskere. Der taltes om Festdag og Flagstangen med Dannebrog i Toppen.
Dog blev denne min sidste Orlov saa svær for mig. Jeg havde endnu ikke Frihedspasset i Lommen. Og skulde Tyskland blive slaaet, hvordan vilde det saa gaa Tropperne i Ukraine! De vilde ikke faa Forstærkning hjemmefra, de vilde derfor komme til at falde for Bøddelhaand. Det var saa pinefuldt at tænke paa; ingen forstod mine Smerter, alle var optagne af Dagsnyhederne.
Jeg tænkte meget paa Kongeaaen, som risler ti Minutters Gang fra mit Hjem. Men den var stærkt bevogtet; for hver 150 m stod en tysk Vagtmand. Ved at løbe over udsatte man sig for at faa en Kugle i Livet, og det var jo da heller ikke afgjort, at man blev slaaet ihjel i Ukraine.
Mange i min Hjemby var angrebne af den spanske Syge. Her var et lille Haab. Jeg besøgte flere af de syge, men jeg blev ikke smittet. Derfor maatte jeg foreløbig gaa Pligtens Vej; jeg kunne ikke finde andre.
Tilbage til krigen efteråret 1918
Den 27. Oktober maatte jeg paa den igen, men jeg var besluttet paa at melde mig syg i Hamborg for at trække Tiden ud.
Denne Beslutning kom dog ikke til Udførelse; thi i Hamborg gik Rygte om, at alle Soldater, der var paa Ophold i den Garnison, hurtigst muligt skulde afgaa til Vestfronten for at gøre et sidste Forsøg. Derfor meldte jeg mig ikke syg, og jeg rejste videre til Berlin. …
Den 30. Oktbr, passerede vi Warschau; alle Vegne var Stemningen tilspidset. Der gik de vildeste Rygter, som nærede vor Videbegærlighed. Vi kom over Broen, der fører Toget til Weichselfloden. … I Brest-Litowsk fik vi at vide, at den store Weichselbro var sprængt i Luften. Det var bare kedeligt, at det ikke var sket, før vi naaede den. Vore Geværer fik vi igen i Povurz, saa var Tjenesten som Soldat atter indtraadt.
Fra den polske Grænse til vort Bestemmelsessted havde vi en Dags Rejse. Nu var vor Orlov bag, men foran var den Fremtid, som jeg ængstedes og frygtede for. Jeg bebrejdede mig selv, at jeg ikke tog Mod til mig og var løben over Kongeaaen. Hvor havde det ikke været dejligt at være i Danmark imod her!
Leder efter sit kompagni
Vi sad i en Kreaturvogn, og frøs gjorde vi. Lys havde vi ikke noget af; Natten var derfor i høj Grad uhyggelig, og da vi saa endelig naaede Stationen Budza, var vort Kompagni dagen i Forvejen bleven flyttet, hvorhen vidste vor Afløsning ikke. De vidste, at Kompagniet var kørt med toget efter Kiev. Jeg tog saa med Toget til denne store By, og paa et militært Oplysningskontor fik jeg at vide, at mit Kompagni skulde til Boborize, der ligger ca. ti Mil Nordøst for Kiev paa Linjen efter Moskva… Paa Banegaarden traf jeg nogle Soldater, som jeg kendte, og de skulde ogsaa til Boborize. Jeg besluttede saa at følges med dem. Vi kørte af Sted Kl. 8 Aften, og ved Tolvtiden kunde vi være der. …
Næste Morgen kom Toget med vort Kompagni og holdt ude paa rangersporet. Jeg meldte mig til Oversergenten, som spørgende betragtede mig, som han vilde sige: ”Hvorfor er du dog kommen igen?”
Alle stimlede sammen om mig for at høre Nyt derhjemmefra. Jeg fortalte om Stemningen, om Flyvebladene og om, at den almindelige Mening i Tyskland var, at vi kom hjem at holde Jul. ...
Krigen er ovre, men det er svært at komme hjem
Snart sivede det ud, at alle Landstormsbatailloner var permitteret fra den 28. November. Fra den Dag var vi altsaa fri, men hvorledes vi skulde komme hjem, det var Sagen. Vi holdt mange Møder derom og forhandlede, hvorledes vi skulde samle de 300,000 Mand, der laa i Ukraine, spredt paa et Omraade af Størrelse med Tyskland.
Det vilde blive vanskeligt at komme til Grænsen, for Russerne trykkede sig; deres Baner havde nok at tage Vare foruden os. Magtmidler raadede vi ikke over, da vi ikke længere kunde faa Vaaben og Ammunition sendt hjemmefra. Vi maatte derfor gaa Forhandlingernes Vej, og vort Oversoldaterraad gjorde alt muligt i saa Henseende.
Spændingen var uhyre stor; vi længtes hjem – hjem til Jul! De, der laa nærmest ved Grænsen, bemægtigede sig Jernbanetog ved at bestikke Banepersonalet. Men der ved blev der gjort en slet Handling mod os, der laa længere inde; thi efterhaanden som Tyskerne forsvandt, blev Banestationerne besat med russiske Soldater, og fra det Øjeblik af begyndte Overfald paa de tyske Militærtransporter. Dermed blev Trængslen større, for alle søgte efter at komme ud af Klemmen.
Hele Ukraine blev nu inddelt i fem Rømningszoner, og mit Kompagni kom ind under 3. Zone. Den største Taalmodighed krævedes, for vi havde Tropper helt ovre i Kaukasus, paa Krim, i Odessa og Poltava og helt ind efter Moskva, og bedst var det naturligvis at oprulle bagfra.
Jul i trykket stemning
Vor Bataillon maatte rykke tættere sammen for at kunne modstaa Angreb; derfor maatte vi forlade Kaseles og marchere over til Banen. Dette stykke Vej blev vanskeligere at kommer over end første Gang, for nu var Bønderne næsten ikke til at faa til at køre. Vi naaede dog over til den forladte Herregaard, hvor vi var en Uges Tid. Dernæst fik vi Ordre til at rykke tæt hen til Baboriza, hvor Bataillonsstaben laa, og vi kom til at bo i Byen Rudekofka, hvor vi boede i et stort Bondestuehus. Det var et godt Hus at no i, men vor Sindstilstand var nærmest nede paa Nul.
Her skulde vi tilbringe Julen, omgiven af en Befolkning, der blev os mere og mere fjendtlig. Ingen Breve, ingen Julepakker kunde vi faa. Og saa var vi ængstelige for Fremtiden; maaske kunde vi blive spiddet. Derfor var det næsten umuligt at sove, vi laa og spekulerede. Intet Arbejde var der at udføre; nogle forslog saa Tiden med at spille Kort, andre faldt fuldstændig sammen.
De lokales had vokser
Saa skete der noget, som gjorde vor Stilling endnu vanskeligere, og det var, at med Revolutionen i Tyskland havde alle politiske Fanger faaet Amnesti. Derved kom den tidligere ukrainske Minister Petlure paa fri Fod og naaede snart hjem til Ukraine. Han hadede Tyskerne, og han udsendte et Opraab til Russerne om at samle sig om ham, saa vilde han rense Landet for fremmede Elementer.
Men ogsaa andre Fanger kom tilbage fra Tyskland, og det var meget haarrejsende, hvad de havde at fortælle om tysk Fangenskab. Alt dette medførte, at den russiske Befolknings Had til os voksede uhyggeligt og kunde, hvad Dag det skulle være, give sig Udslag i Handling.
Hjemturen begynder
…Vor Bataillon skulde paa Hjemrejse. Allerede den 27. Decbr. skulde vi, der boede i Rudakofka, bryde op og begive os til Baboriza. … Vor Oversergent kaldt os derefter sammen, og med bevæget Stemme meddelte han om den i 4 ½ Aar med længselsfuld Smerte forventede Hjemrejse og forelæste os næste Dags Tjeneste. Hvor var vi dog glade, men han bad os, ikke at give vor Glæde og Jubel Udtryk i for høje Raab, da Befolkningen var os imod. Vi adlød ogsaa vor Oversergent han havde været hos os under hele Krigen, og han var en Mand, som vi havde fuld Agtelse for. …
Helst vilde vi tage fat straks med Indpakning osv., men Natten maatte under de givne Forhold være rolig. Næste Dags Morgen tog vi fat for Alvor; vi samlede sammen, og vi pakkede, og det var meget, for vi havde allerede de sidste Dage slagtet Kvæg og Svin, som var saltet ned i store Tønder; fr vi skulde have Mad til 200 Mand i fire Uger, som Hjemrejsen maaske vilde vare. Saa have vi ogsaa Brød, Ærter, Bønner, Pølse Smør osv. …
Om Morgenen d. 28. tog vi Afsked med beboerne i Rudakofka, og de hilste pænt paa os, men de spaaede os Kamp paa Hjemrejsen, særlig Vest for Kiew, hvor der skulde findes mægtige Oprørstropper.
Venter på banegården
Ved Middagstid var vi paa Banegaarden i Baboriza, hvor vi skulde mødes med en halv Bataillon Strasborgere. Selv var vi kun to Kompagnier, idet vort fjerde Kompagni straks efter revolutionen var stykket af hjem. Vort 1. kompagni havde været opsætsigt mod vort Soldaterraad, som derfor havde dømt det til at blive i Kiew til sidste Transport.
Andet og tredie Kompagni skulde saa sammen med Strasborgerne og vor Stab danne en Transport, som bestod af et Jernbanetog paa godt 40 Vogne.
Men Strasborgerne kom ikke før d. 29. Decbr. Og vi maatte saa forblive paa Banegaarden for at holde Vagt, for at ingen skulde røve vor Proviant og Bagage. Der laa Sne paa Jorden, og en kold nordøstlig Brise blæste ind over Perronen. Vi stillede vore Feltkakkelovne op hist og her mellem sagerne. De, der frøs mest, fik vi klemt ind i venteværelset. Fra Midnat til Dag sad jeg i en Krog paa min Hale.
Kolde kreaturvogne
Endelig med Middagstid rullede toget med Strasborgerne ind. … Derefter blev vi inddelt i Hold paa 32 Mand, som fik en Vogn – en almindelig Kreaturvogn – og saa var der en Feltkakkelovn til hver Vogn. Saa steg vi ind i Vognen, hvor vi i den koldeste Maaned skulde tilbringe 3 a 4 Uger. Den var ikke hyggelig.
Blot vi kunde holde os varme, og hvad skulde vi faa at komme i Kakkelovnen? Vi fik øje paa nogle store Brændestabler ved Stationen, og nu gik vi paa Rov. Banepersonalet satte sig mod, for Brændet skulde bruges til Lokomotiverne; men en god Portion fik vi fat i; thi den fysiske Magt var Dommer.
Russerne skyder
Den 29. Kl. 3 var vi klar til Fart. Ganske langsomt satte Toget sig i Gang i Retning efter Kiew, som vi kunde naa ved Aftenstid. Vi var glade, for hver Skinnelængde bragte os nærmere hjem. Ilden blussede i Kakkelovnen, og snart naaede vi Darniza, der er Forstad til Kiew mod øst; Floden Dnjepr ligger imellem. … I selve Kiew havde vi ca. 30,000 Mand liggende. Da vi hen imod Aften nærmede os Darniza, blev vort Tog beskudt af Russerne. Kuglerne gik dog oven over Toget, saa ingen blev dræbt. Maaske var det Hensynet til den civile Befolkning, der var vor Redning. For øvrigt har jeg ingen Mening om, hvad Russerne egentlig mente med deres Skydning.
Straks da Toget holdt, kom en Underofficer løbende langs Vognene og hviskede: ”Alle Mand maa være færdig til at skyde, og hver skal forsynes med 120 Patroner”. Snart efter kørte vi ud fra Darniza Banegaard hen over den store Dnjeprbro, en af de største Broer i Verden. Vi var angst for at komme over denne Bro; men der skete ikke noget. Russernes Skydning hørte langsom op, og vi fik ikke Brug for vore Geværer.
Vi kørte saa ind paa Kiew Godsbanegaard, hvor vi holdt, og var nu under beskyttelse af egne Tropper, og her maatte vi blive Nytaarsaften over. Den første Nat blev vi i Vognen; nogle laa, andre stod og atter var der andre, som fyrede i Kakkelovnen. Da det blev Dag, kunde vi bedre overse Stillingen og forstaa, hvorfor det var saa vanskeligt at skaffe Tog til Veje.
Her holdt den ene store Transport ved Siden af den anden, og de bestod ikke alene af Militær, nej, der var en Mængde Flygtninge, som vilde hjem, og mange af de sidste havde været paa rejse i Maaneder. De fleste af dem skulde til de Egne i Galizien, hvor Krigen have staaet, og nu vilde de hjem. Nu maatte de blive Julen over i Kiew.
Stor nød i Kiev
Det var umuligt at komme frem; Disciplinen blandt Banepersonalet var fuldstændig fløjten; alt var i Opløsning. Renlighed kendtes ikke. Paa Sporene holdt Tog ved Tog, og mellem dem var der én eneste stor W.C., som med skiftende Vejr og stærke Færdsel blev vældigt Morads. Smitsomme Sygdomme skulde synes farlige, men Frosten hjalp, saa det gik. Heldigvis, for her maatte vi gaa og rode til den 3. Januar. Enkeltvis fik vi Lov til at gaa ned i Kiew, men med Advarsel om at være forsigtige, for alt var i Forvirring, idet Petlures Tropper laa udenfor Staden.
En frygtelig Nød herskede i Byen; jeg saa i dens Udkant en Familie, som havde slaaet sig ned paa den bare Jord. Af nogle Sække havde de lavet en Slags Telt, hvori brændte et Baal, og henne i et Hjørne kravlede nogle smaa nøgne Børn. En Kvinde laa henne ved Ilden og gav sit Barn Bryst. Det var gyseligt at se paa.
Inde i Husene var det næppe bedre. Vi saa mange Kvinder nede paa banegaarden, hvor de skulde gøre rent, men det var et umuligt Arbejde. De tiggede Brød hos os, og vi havde ondt af dem, saa de fleste af os gav dem noget. Nogle af dem gik i Silkeklæder, saa de havde kendte bedre Dage, og nu manglede de det allernødvendigste at spise.
Det er derfor ikke at undres over, at vi længtes efter at komme bort fra Kiew. Vort Soldaterraad gjorde vist ogsaa alt muligt derfor; men den eneste Maade at klare den paa var at anvende Bestikkelse. Paa den anden Side var det ikke saa morsomt at vove sig ud fra Garnisonen i Kiew, da vi let kunde blive overfalden af Petlure, og der var mange, som mente, det var bedst at blive.
Får købt en Lokomotivfører
Men vi bestemte os til at prøve Hjemturen straks, og det lykkedes vort Soldaterraad at leje en stor og brøsig Lokomotivfører for 1000 Rubler og halvtreds Liter Brændevin, som han dog først skulde have ved Grænsen. – Vi var mellem 8 a 900 Mand, saa det blev jo ikke meget til hver.
Vore øvrige Penge afleverede vi til den tyske Feltpost i Kiew. De skulde saa sendes til Tyskland i et Pansertog, der var sat i Gang og skulde besørge Postsagerne. Jeg antager, at vore Penge tilsammen androg ½ Mill. Rubler, saa kunde Russerne røve baade disse og vort Proviant, saa var det et Kup for dem at gøre.
Lige da vi stod parate til Afrejsen, kom der en Afdeling Artilleri og bad om at komme med. De var paa rejsen fra Odessa bleven overfalden af Russerne, blevet oprevet og mange skudt eller saaret, idet de ikke havde Infanteri at dække sig med. Nu vilde de gerne staa Last og Brast med os. Dette gik vi med paa; de fik saa et Par Rullevogne til Kanonerne midt i Toget; Strasborgerne var foran, og vi Flensborgere sluttede Toget.
Således udstyret og beredt paa det værste dampede vi den 3. Januar 1919 med Tog ud fra Kiew.
Kamp og skyderi i Korosten
Den 4. Januar om Morgenen nærmede vi os Krydsstationen Korosten, hvor vi skulde ind paa Linjen efter Kovel. Landskabet her er flere Steder opfyldt af smaa klippepartier og overstrøet med stor Klippestykker. Før Stationen var der en Bro, vi skule over. Toget gjorde imidlertid Holdt forinden. Alle blev kaldt ud af Toget, og vore Officerer fortalte os, at denne Station var en af de farligste at passere paa Hjemturen, og de bad os følge deres Raad, der gik ud paa, at vi skulde dele os i tre Hold.
Den ene Hold skulde gaa foran Toget over Broen, det andet skulde blive paa Toget, og det tredje skulde gaa bagefter for at værne mod et Angreb bagfra. Klippepartierne gav nemlig et godt Skjulested for Russerne. Vi gjorde ogsaa som Officererne sagde, for vi vidste, at de var godt skolede i Krigskunsten. Det var ogsaa klart, at i Tilfælde af Angreb var Broen farlig at komme over; thi blev vi standset paa den, var vi ikke alene en god Skive at skyde paa, men vi var selv forhindret i at formere os til Kamp.
Det viste sig ogsaa, at der var russiske Soldater bag Klipperne i Nærheden af Broen, men da de saa vore Forsigtighedsregler, listede de af. Desuden saa vi ogsaa, at der ved Broen laa en Mængde tomme Patronhylstre, der fortalte om Angreb og Kamp. Alt gik nu godt, og vort Tog rullede ind paa Banegaarden. …
Russerne skyder med maskingeværer
Imidlertid blev der affyret to Skud, og to Mand inde i 2. Kompagnis køkkenvogn blev saaret. Der kom flere Skud, og snart regnede Kuglerne hen over os. Der lød nu befaling til os om alle at træde ud og optage Kampen. Nærkampen var straks i fuld Gang; men Russerne havde ikke regnet med, at vi vilde optage kampen; thi syv Russere stak øjeblikkelig Armene i Vejret og bad om Pardon. Dem tog vi saa til Fange, men det skulde vi vist ikke have gjort, for nu satte Russerne Maskingeværer ind.
Kuglerne peb som Hagl, og vi søgte Dækning bag tomme Vogne og Træstabler. Vore maskingeværer kom nu ogsaa i Virksomhed paa Fløjene. Men det var givet, at i Længden vilde vi blive underlegne, for Russerne er særligt dygtige, hvor Maskinskydning kan anvendes, og det værste var, at vi var ikke klar over, hvor Russerne have deres Maskingeværer opstillede.
Kanonerne tages i brug
Ingen havde i denne djævelske Tummel tænkt paa vor Ven Artilleristen, og dog var det Kanonerne, der reddede os. Han havde taget sagen med Ro, og han havde opdaget, at Russerne skød fra en Række Træskure i Nærheden af Stationen. Mod dem rettede han Kanonerne og brændte løs. Det have Ruski ikke regnet med; de tabte Modet og flygtede i Virvar ned ad Gaden. Saa blev der ogsaa affyret et Par Kanonskud ud mod Banegaarden, saa Bjælker, Gips, Glas og Mursten raslede ned til alle Sider.
Men saa gjorde vi noget, som burde være usket: Flere af de tyske Soldater skød med Riflerne hen ad Gaderne, saa mangen Russer faldt, og desuden blev der afgivet nogle faa kanonskud ind i Byen, saa de bikubeagtige Huse gyngede eller faldt sammen.
Vort Mandefald var forholdsvis lille, idet Russerne havde sigtet for højt. Vore Jernbanevogne var stærkt gennemskudt langs Taget. Vi havde saaledes 8 døde og ligesaa mange saarede. Af Russerne taltes 90 døde.
Bataillonsføreren gav nu Befaling til at gaa ind i Toget, som derefter rullede af Sted, og vi var glade ved at komme ud derfra, at ikke mere unyttigt Blod skulde flyde. Vi vilde jo nødig slaas – vi vilde hjem.
Uden for Stationen var der en Mængde Skyttegrave, som var besat af Russerne. De lod os dog passere: men to af vore Folk, som havde nølet med at komme med Toget, kom løbende bagefter; den ene af dem fik vi op i Toget, hvorimod den anden var tabt og ramt af en maskingeværsalve, der lød bag os.
Begivenheden i Korosten havde gjort et pinligt Indtryk paa os: vort Tog var bleven et Ligtog, og de saaredes Stønnen kunde naa vort øre. Hvor er dog Krigen og alt, hvad der følger den, hæslig! Alt det dyriske og grimme kommer i en sådan Tid op i Mennesket og faar det til at gøre de sletteste Handlinger. Derfor sad vi nu stille og tavse, hver i sine egne Tanker, og jeg er vis paa, at mange sendte en Bøn op om, at vi maatte blive fri for at komme ind i noget lignende som i Korosten.
[De nåede den polske grænse, og de skiftede fra et russisk til et tysk tog og kørte fra den polske grænse 6. januar. 7. januar krydsede de den tyske grænse.]
Turen hjem gennem Tyskland
… Endelig d. 7. Jan. overskred vi den tyske grænse. Glæde var stor! … Alt var Liv og Glæde, og der var kun en Sviptur hjem. Vi anede ikke, at Tilstandene var saa daarlige, som de viste sig at være. For 2 ½ Maaned siden havde jeg rejst omtrent samme Vej, og da gik alt Tip-Top. Nu var det hele forstyrret, Polakkerne havde besat Byerne langs Linjen Thorn-Schneidemyhl, saa den direkte Linje efter Berlin var forhindret.
Vi tænkte saa paa at tage over Pommern og Meklenborg, men ogsaa her var det næsten ufremkommeligt. Det var nemlig ikke alene os fra Ukraine, der skulde hjem; ogsaa fra Estland, Livland og Kurland kom større transporter. Dertil kom, at de russiske Fanger skulde hjemsendes, for det var smaat med Ernæringsmidler i Tyskland. Saa skulde der tillige sendes Krigsmateriale til de tropper, der kæmpede med Polakkerne.
Samtidig med al denne Transport skulde Tyskerne levere en Mængde Jernbanevogne og Lokomotiver til Frankrig, og vi saa af og til hele store Tog af ny eller nymalede Vogne paa Vej til Frankrig.
Forsinkelser og hjemve
Jernbanemændene i Tyskland er dygtige til at klare Forholdene, men dette her var for meget. Vi gamle Soldater forstod det og bar over med, at vi hist og her maatte holde stille i Timer, ja, undertiden et helt Døgn. Men nægtes kan det ikke, at vi var fyldt at inderlig Hjemve. Heller ikke var det hyggeligt i Toget: vi maatte jo rejse i Godsvogne, 32 Mand i hver. I Allenstein begravede vi vore døde. Meningen var at tage dem med til Hamborg, men under de givne Forhold lod det sig ikke gøre. Det gjorde jo ogsaa lige meget, hvor de kom til at hvile.
Strasborgerne skilte sig fra os i Østprøjsen, og endelig kom der Meddelelse om, at Polakkerne var slaaet ud af Schneidemyhl, og snart naaede vi saa til denne By, hvor vi afleverede vore skarpe Patroner, som vi ikke længere havde Brug for. Vel hørte vi Skydning ikke langt borte fra os, men det var vi vant til, og det gjorde ikke stort Indtryk paa os.
Om Aftenen standsede toget i Fyrstenvælde, saa var vi nær ved Berlin, som vi dog ikke fik Lov til at anløbe, da det var i de Dage, at Liebknechtaffæren udspilledes. Det saa ud til, at vi kunde komme til at holde stille i nogle Dage, men vor Stabslæge hjalp os; han sagde, at Tilstanden var saaledes blandt Mandskabet, at vi straks maatte befordres til vort Bestemmelsessted. Det hjalp, og vi maatte saa rejse over Frankfurt a. d. Oder. Og det gik hurtigt. Hele natten til d. 15. Jan. kørte vi uden om Berlin, hvor fra enkelte Kanonskud hørtes, og om Morgenen holdt vi paa en Station med fri Bane efter Hamborg.
Toget når til Hamborg
Hen paa Eftermiddagen rullede vi saa af efter Hamborg. Da var stemningen høj. Vor Bataillon havde jo sit Hjemsted i Hamborg, og mange af Mandskabet var derfra. I denne By var vi bleven iklædt til Krigen. Dog var det ikke de samme Mennesker, der kom tilbage; thi Udmønstring og Sygdom havde ryddet op i Rækkerne, som igen var blevet udfyldt med Mandskab, der var hentet fra Hamborg og Omegnen.
Som allerede nævnt var kun to Kompagnier med i denne Transport, men de fleste Sønderjyder ved Batl. var med her, og Resten havde Plads ved Staben, som vi jo havde med. I det hele var 66 Sønderjyder med Transporten. Alle de andre var fra Meklenborg, Hanover, Holsten, men som sagt, flest fra Hamborg.
Lidt over Midnat naaede vi ind paa Banegaarden i Hamborg. Der blev saa travlhed med at aflevere alt det vederstyggelige Krigsmateriale. Bøsserne kastede vi en stor Hob; Bajonetten gik samme Vej. Ja, bort med de hæslige Haandgranater og alt det Værktøj, som den væmmelige Militarisme havde tvunget os i Hænderne. Hvor var det dog en herlig Befrielse. Det var let at se, at denne Følelse var vi alle besjælede af.
Vore Kammerater fra Hamborg skyndte sig hjem og brød sig ikke om, hvad Befalingsmændene sagde. Det var jo heller ikke længere dem, der have noget at sige; nej, det var Soldaterraadene.
Farvel til oversergenten og af sted til Flensborg
Vor Oversergent, der var en rettænkende og pligttro mand, og som paa flere Maader havde vist, at han forstod Sønderjydernes stilling under Krigen, bad os Danske om at hjælpe ham med at bringe alle de levnede Fødemidler i Sikkerhed. Det gjorde vi gerne, for saa vilde han, næste Morgen sørge for, at vi fik vore Frihedspapirer udstedt.
Han holdt ogsaa Ord, for om Formiddagen d. 16. kaldte han os sammen; hver fik sit Fripas og et Bevis at rejse hjem paa. … Vi tog saa Afsked med Kompagniføreren, Kontorskriveren og vor Oversergent. De trykkede os i Haanden og takkede for godt Kammeratskab; den sidste var meget bevæget, for han havde hele Tiden været sammen med os, og altid havde der gensidig været et godt Forhold mellem ham og os.
Med vor Ransel paa Nakken gik vi saa til Banegaarden, hvor vi maatte vente i fire Timer for at komme af Sted efter Flensborg. Vi sad paa en Restauration og nød en Kop Kaffe.
Desværre viste det sig, at det Bevis, vor Oversergent havde givet os ikke var gyldigt som Fripas paa Banen. Naa, derved var intet at gøre; der var jo indtraadt nye Forhold i Tyskland, og vi maatte selv betale Billet.
Kl. 10 om Aftenen naaede vi Flensborg. Vi fandt det ikke værd at gaa ind i Byen for at finde Logi; vi var jo ikke saa godt vant og vi lagde os til Ro paa Gulvet i Ventesalen med vore Ransler under Hovedet. De civile Folk paa Banegaarden var ogsaa flinke mod os, og flere gjorde sig Umage for at tilvejebringe Ro, for at de hjemvendende Soldater, som de sagde kunde, sove. …
Endelig hjemme!
Om Morgenen gik Toget efter Padborg. Da vi kom der, blev vi noget skuffet, for vi havde ventet der at se danske Soldater. Allerede nede i Ukraine havde vi talt om den ny Grænse, og vi var enige om, at den skulde gaa fra Flensborg Fjord i en Linje Syd om Tønder; men vi havde tillige ventet, at den Del af Sønderjylland, der laa Nord for denne Grænse, øjeblikkelig ved Vaabenstilstanden var blevet besat af Danmark.
Mon da ikke H. P. Hanssen var i København, og var han ikke det, havde vi Lyst til at rejse om til ham i Aabenraa og faa ham sendt derover. Men vore civile medrejsende fortalte os, at det gik slet ikke saa let at blive enige om den ny Grænse. I dansk Politik var det jo saaledes, at den ene ikke kunde taale den anden, saa hvad den ene vilde, vilde den anden ikke.
Farvel til kammeraterne
I Tinglev tog to af vore kammerater Afsked med os, og nu blev der taget Afsked paa hver station; navnlig i Voyens var der mange, som skulde ud. Alle steder lød Raabene: ”Farvel Kammerat, Tak for godt Kammeratskab, lev nu vel, Farvel, farvel og hils hjemme!” – Og paa Stationerne var Kvinder og Børn mødt for at byde Velkommen til den kære Mand og Fader; der var Smil og Graad, og vi var bevægede i Glæde over at komme hjem til vore kære. – Saa var det ogsaa dejligt at høre vort yndige Modersmaal, naar det som nu lød fra danske Kvinders Mund.
Vi var tre, som skulde længst mod Nord, nemlig til Skodborg. I Sommersted steg vi over i Amtsbanen og Kl. 9 ½ kunde vi være hjemme. Nu traf vi næsten ene kendte Mennesker; alle spurgte de ud om den farefulde rejse fra Ukraine. De havde været ængstelige for os; vi maatte fortælle saa længe, at Munden blev helt træt.
Hjemme
Nu bremser Toget, og vi er hjemme. Min kære Hustru og mine kære Børn var paa Stationen for at tage imod mig. Hvor var det dog et skønt Møde! Bag ved laa 4 ½ Aar i Krig, og nu var man hjemme! …
Nu vendte vi altsaa hjem, tavse, blege og afhjaskede; men glade var man i Hjertet over at være omgivet af Hustru og Børn.
Det kan nok være, at jeg trængte til Søvn og Hvile, da jeg endelig var naaet til mit kære Hjem. I de første 7-8 Dage sov jeg næsten hele Tiden; det var, som jeg ikke havde faaet Søvn et helt Aar. Saa skulde jeg ud at se til min Bedrift. Alt var saa mærkelig uvant, og det værste var, at næsten hele Bondebedriften var blevet til en Slags Krigsindustri. Det var helt trist at se paa.
Korn var der ikke til Svinene og heller ikke Kraftfoder til Køerne. Brødkorn og Hvede til Kage var der vel noget af, men den Slags laa skjult de utroligste Steder, for at ingen skulde tage det. Hele Talen drejede sig mest om Penge, om at faa Gælden omsat og nedbragt til en Tredjedel.
Forandringerne i Sønderjylland
Jeg fandt mig ikke tilpas i hele det Komediespil, som dreves i næste alle Forhold. Grimmest var dog al den Hamstren og alt det Smugleri, der var kommet i Gang. Det store Flertal var forgiftet deraf. Hæderlige Tjenestekarle forlod deres Pladser for at tjene Penge ved Smugleri. De og mange andre sneg sig over Kongeaaen, der endnu var Toldgrænse, opkøbte Varer i Stationsbyen Vejen og andre steder og solgte dem til Tyskerne for at tjene Penge. – Saa har desuden Selskabslivet i Krigsaarene taget et uhyggeligt Opsving.
Alt dette gjorde mig baade led og ked. Der havde været meget grimt og særlige derude i Krigen; men man havde ogsaa stille stunder til at søge sin Gud og til at faa sin Bibel kær. Da havde jeg skrevet mit Livs stentavler. Nu da jeg saa Krigens forfærdelige Virkninger ude i Befolkningen og her i Sønderjylland, da fik jeg Lyst til at knuse dem mod Jorden, for Dansen om Guldkalven var jo værre end selve Krigen.
Dog fandt jeg Trøst ved at samle mine tanker om Guds Undere, som han ved sin Aands Lys lod os se, og jeg bad til Gud om at bevare mit Folk sundt, saa det maatte følge hans Vilje; thi Guds Naade er os nok til Livet.
Kilde: Søren Larsen-Kjær: Erindringer fra Verdenskrigen. Særtryk af Husmandshjemmet. Aarhus Amtstidendes Bogtrykkeri 1923, version udlånt af barnebarnet Nis Einer Jensen.
Charlotte Thomsen
Skole, Kultur & Fritid
Ring til os
Bemærk
Når du sender Digital Post til os, bliver du bedt om at bruge MitID. På den måde bliver beskeden sendt sikkert, og du kan skrive dine personlige oplysninger, f.eks. dit CPR-nummer.Ophavsretten tilhører Vejen Kommune.
Informationer må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.
