Skip til hoved indholdet

Barn i halvtredsernes Vejen

Anne Grete Schlünssen fortæller om sin barndom i '50'ernes og '60'ernes Vejen.

Nøgne mænd på cikoriefabrikken

Dette er en historie, som min far har fortalt utallige gange, det gør dog ikke historien usand eller mindre charmerende.

Under og efter krigen brændte man cikorie, som blev brugt som kaffeerstatning. Det var roden af cikorieplanten, man brugte. Cikorie kender vi i dag som endivie eller mere mundret: julesalat. Lederen af fabrikken hed Goth eller Godt - jeg kender faktisk ikke stavemåden men ved, at det udtales ligesom det almindelige ord godt.

Cikoriefabrikken lå cirka, hvor posthuset ligger i dag, altså overfor stationen. I den hvide stationsbygning havde stationsforstanderen sin bolig, som han delte med sin hustru og dennes søster. Disse damer var på dette tidspunkt et par meget modne kvinder, i dag kunne man bruge betegnelsen +50. Måske ikke den mest ønskede husholdning, men sådan var det.

Jeg tror, historien er fra sommeren 1947, for så vidt jeg er orienteret, så var det den varmeste sommer i mands minde, og deraf kommer historien.

Stationsforstanderens hustru og dennes søster havde fundet ud af, at hvis de gik op på loftet og stod op på en stol, så kunne de stikke hovedet ud af tagvinduet og se over i cikoriefabrikkens lukkede gård. I gården gik der arbejdsmænd og passede ovnene, hvori cikorierødderne blev brændt. Det må have været et meget varmt job! En hed sommer og brandvarme ovne.

Arbejdsmændene havde taget konsekvensen af disse forhold og arbejdede ligeså nøgne som Vor Herre havde skabt dem. Damernes forargelse var enorm! De hidkaldte straks stationsforstanderen og bad ham tage affære. Mændenes totale mangel på tøj var alt for stærk for de to kvinder.

Stationsforstanderen måtte en tur over på fabrikken, hvor han henvendte sig til Goth med den klage kvinderne havde pålagt ham. Her er så Goth's helt vidunderlige svar: "Hr. Stationsforstanderen; en virkelig dame ser ikke den slags".

Stationen

Dengang havde mange mennesker arbejde på stationen. Der var billetkontor, rejsegods og kiosk. Længere vestpå lå selve godset, en stor sort træbygning, hvor stort gods ankom og blev afsendt. Jeg elskede at komme der sammen med min far, der skete så mange spændende ting. Især elskede jeg, når der var kasser med brevduer, og det var der tit. En gang om året ankom cirkus Benneweis' elefanter i godsvogne, og det var det allerbedste!

I den hvide stationsbygning boede der yderligere en lille familie, far, mor og en datter. Familien havde blandt andet til opgave at passe kiosken. De tre personer havde fået hver sit tilnavn, de blev kaldt: Børge Rutebil, Hanne Kiosk og datteren hed Lis Banegård.

Andelstanken i husholdningen

Andelsvaskeriet

I 50'erne og de tidlige 60'ere var Danmark stadig et land, hvor pengene var små. Køleskabe og fjernsyn var på vej ind i de små hjem, men vaskemaskine og fryser var stadig næsten ukendte. Men når man ikke kunne selv, så måtte man løfte i flok.

Den villa, der i dag ligger i Grunnetsgade 26A, var en gang et andelsvaskehus. Hvis man ville være medlem, så måtte man betale en andel, og så rådede man over vaskehuset én dag om måneden. Min mor havde en andel, og hvor jeg hadede den dag i måneden, hvor hun skulle vaske. Vaskehuset var en stor luksus, men der var stadig meget manuelt arbejde, og det betød naturligvis, at hun var meget træt, når hun havde vasket hele dagen.

Huset bestod af tre rum og et toilet. I det første rum, stod der en stor vaskemaskine, jeg tror, det var en Ferm. Den havde en stor tromle, der lå vandret og på langs i maskinen. Man kunne åbne et låg og lægge vasketøjet i. Vasketøjet nærmest vrikkede frem og tilbage. Jeg mener, at bevægelsen skabtes af el, men opvarmningen var gas.

Når tøjet var rent, så skulle det i nogle store skyllekar, der var støbt i huset; der var tre. Mor stod så med noget, der lignede et stort boldtræ og flyttede først vasketøjet fra vaskemaskinen og over i skyllekarene, et kar ad gangen, så tøjet blev skyllet tre gange. Efter dette var tøjet klar til centrifugen, igen blev tøjet flyttet manuelt. Var vejret godt, blev tøjet tørret ude. Var det regn, så skulle det hænges i tørrerummet i midten af huset, og der skulle tændes for gassen, så tøjet blev tørt. Min mors humør blev dårligt i dårligt vejr, for gassen var en ekstra udgift, som hun gerne ville have sparet.

I det tredje rum var der et bord til at lægge tøjet sammen på, et strygebræt og et strygejern og endelig en kæmpe rulle, der nok var halvanden meter lang eller bred. Jeg husker, at det kunne rulle et dynebetræk på én gang, uden at det blev lagt sammen.

Andelsfrysehuset

Andelsfrysehuset lå Øster Allé 16A. Det havde kun begrænset åbningstid, vist kun et par timer to gange om ugen. Men jeg husker tydeligt den lugt, det havde, og hvordan næsen føltes, når vi kom der en varm sommerdag og gik ind i kulden.

Frysehuset var bemandet, og når vi kom med noget, der skulle indfryses, så blev det afleveret til den mand, der passede huset. Det blev noteret i en protokol, hvor mange pakker vi havde med. Det var før plastposernes tid, så kødet var pakket først i noget kraftigt papir med en fedtet overflade, og derefter blev det pakket i brunt papir. Der blev bundet snor om pakkerne, og der skulle være navn på dem alle.

Så vidt jeg husker, så fik mor et mærke med et nummer på, som hun skulle have med, når hun atter hentede pakkerne. Pakkerne blev lagt i et indfrysningsrum og senere flyttet til et lukket rum, hvor det lå indtil vi hentede dem igen.

Fisk i Troldespringvandet

Vi skal tilbage til midt i 60'erne med den historie, jeg nu vil fortælle. Historien en samtidig løsningen på en gammel politisag.

Men jeg starter lidt tidligere. I hele min barn- og ungdom havde museet en stor plads i min tilværelse. Min far havde kendt Niels Hansen Jacobsen og fra vi børn var ganske små, har vi tilbragt mange søn- og helligdage på Vejen Kunstmuseum, hvor far fortalte os om skulpturerne.

Trolden

Trolden havde stor tiltrækningskraft, og hele byen hyldede den. Der var Troldefest i byen hvert andet år, og der blev virkelig gjort noget ud af festerne. De varede i tre dage, startede fredag og sluttede søndag.

Mange firmaer satte tid og penge af, så man kunne bygge den største og mest imponerende vogn til optoget, der foregik om søndagen. Optoget havde altid et tema; jeg husker bedst den gang temaet var 1001 nats eventyr. Når optoget var slut, blev vognene bedømt, og der blev uddelt præmier til de tre bedste vogne.

Til festerne hørte cirkus G.O. Gine. Cirkusset var med lokale kræfter, og navnet skyldtes, at inspirationen til festerne kom fra Ribes tulipanfest. Men Vejen valgte august/september som festmåned, og tulipanerne blev udskiftet med georginer.

Springvandet

Troldespringvandet var kølebassin for elværket. Et modigt sogneråd valgte Trolden frem for en skulptur af en kvinde. På et tidspunkt læste jeg, at bølgerne virkelig var gået højt i sognerådet, og der var næsten lige mange, der ønskede hver sin figur.

Men stemningen vendte, da et af 'sognerødderne' holdt en brandtale som forsvar for Trolden, der var lavet af Vejens egen kunstner Niels Hansen Jacobsen. Specielt hans slutbemærkning havde gjort indtryk. Han sagde nemlig: 'Og for øvrigt mener jeg ikke, at man kan pjaske skoldhedt vand på sådant et nydeligt fruentimmer!' Så fik vi Trolden, og det er jeg både glad for og stolt af.

Det er en skam, at troldespringvandet ikke længere er kølebassin. For om vinteren når det havde frosset hårdt et stykke tid, så stod Trolden fuld af istapper og samtidig dampede det fra det varme vand. Det var et forunderligt syn, næsten som i et af de bedste eventyr.

Men vi skal tilbage til 60'erne.

Fisk i springvandet

Pludselig var der fisk i vandet, og der var mange fisk! Fiskene levede ganske godt og voksede, hvilket man ikke skulle tro. For hvad levede de af? Bassinet var jo goldt, der var ingen plantevækst, kun grønalger på siderne.


Problemet eskalerede. Fiskene begyndte at stoppe vandrørene. Vand løber jo ikke frit, når en fisk, der næsten fylder røret, er på besøg.

Fiskene begyndte at true elværkets drift. Når der ikke blev kølet ordentligt, kunne maskinerne ikke arbejde. En dag var man nødt til at stoppe elværket for at tømme bassinet for vand og få alle fiskene fanget. Sagen var dybt alvorlig, men tænk på, hvad det havde betydet i dag. Vejen uden strøm i flere timer?

Sagen blev selvfølgelig omtalt i aviserne, endog mange gange. Den blev også politianmeldt! Gennem avisen blev alle opfordret til at fortælle, hvad de vidste, så man kunne finde en eventuel gerningsmand. For man troede ikke meget på den første teori om, at det var fugle, der havde bragt fiskeæg med sig, som var klækket og havde formeret sig så voldsomt.

Man hældede meget til, at det kunne være drengestreger!

Onkel Peter

Jeg var godt klar over, hvordan det var sket, og jeg vidste også hvem gerningsmanden var. Det gjorde mine forældre også. Hvis det skulle kaldes drengestreger, så var det en dreng i sit absolut sene efterår: Faktisk var han over 60 år.

Da jeg havde læst opfordringen i avisen til at fortælle hvad man vidste, spurgte jeg min far, om han ikke skulle fortælle politiet, hvem der havde gjort det. 'Nej', sagde han, 'Og du holder også mund, for onkel Peter skal ikke straffes for sin tankeløshed!'

Hvad var det så, der var foregået? Jo, som i alle politisager, så var det den mest nærliggende forklaring, der var den rigtige, og her er så løsningen:

Dengang lå apoteket i Vejenhus, som er den store smukke bygning, der ligger med forsiden ud mod Nørregade og siden langs hovedindgangen til museet. I dag huser den en forretning, der hedder MapStore [senere lukket, red.], og i den ende, der vender mod springvandet, er der i dag en tatovør.

Dengang fyldte apoteket det hele og der, hvor der i dag er en tatovør, var der dengang to redskabsrum. I disse rum var onkel Peter 'konge'. Onkel Peter var min fars storebror, og hans fulde navn var Johan Peter Schlünssen Han var ansat på apoteket, og arbejdet bestod i almindelig renholdelse og småreparationer. Han hjalp også til, når der skulle fremstilles piller. Så vidt jeg har forstået, så var det et ret hårdt fysisk med at 'trække maskinen'.

Småfisk i pilleglas

Onkel Peters store passion var lystfiskeri, og så kunne han for øvrigt ikke smide noget som helst væk. Derfor havde han oceaner af brune pilleglas, både hjemme i skuret og i redskabsrummene.

Når han sad ved Vejen å eller Kongeåen og fiskede, så fulgte han nøje med i, hvad der foregik. Var der stimer af småfisk, ja hvad var så nemmere end at fange dem med et net og anbringe dem i et større pilleglas? Herefter var det nemt at fragte dem hjem på knallerten.

Men hvad gør man så af dem? Han havde ikke selv nogen fiskedam. Løsningen blev Springvandet, hvilket jo var meget passende, så kunne han bruge sine pauser på at gå hen og fodre dem. Dette bemærkede ingen, da de jo var vant til, at Peter færdedes deromkring, og hvad er dejligere end at nyde middagspausen i solskin på springvandspladsen?

Onkel Peter nød tilværelsen og fulgte med i fiskenes liv. De voksede fint af det foder, han gav dem, og jeg er sikker på, at hans tilværelse var fuldendt, indtil fiskene truede kølingen af elværket.

Morale: Tro ikke altid, at det er ungdommen, der laver 'ulykkerne'. Det kan sagtens være en, der er tæt på pensionsalderen! Det kræver bare, at det menneske både er en drømmer og en lidt af en drillepind.

Charlotte Thomsen

Skole, Kultur & Fritid

Ring til os

Bemærk

Når du sender Digital Post til os, bliver du bedt om at bruge MitID. På den måde bliver beskeden sendt sikkert, og du kan skrive dine personlige oplysninger, f.eks. dit CPR-nummer.

Denne side er printet den 12-10-2024 20.59

Ophavsretten tilhører Vejen Kommune.

Informationer må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.

Vejen Kommune
Rådhuspassagen 3
6600 Vejen

Telefon: +45 79 96 50 00

Links