Assersbølgård

Assersbølgård blev etableret engang i middelalderen. Gårdens tidligste oprindelse er ukendt, men der findes en ejerliste fra starten af 1500-tallet. Den er placeret ved gamle veje og nær Lindknud Bæk, der bliver til Holsted Å.

Den oprindelige hovedbygning har muligvis ligget sydøst for den eksisterende bygning; her er nemlig en borgbanke, som bækken snor sig rundt om på tre sider. Det har været muligt at få noget af vandet til at omgive den sidste side, så der har været en form for voldgrav. Sandsynligvis var der mere vand i bækken dengang end nu. Det er ikke undersøgt og bevist, at der har ligget et middelalderhus på banken, så det er spekulation. Der er dog fundet flere rester af bygninger nær den eksisterende bygning.

1500-tallet

Ejerne i 1500-tallet var først Jens Juul, som døde 1552. Hans enke Vibeke Lunge boede herefter på Assersbølgård til sin død engang efter 1580. Peder Hegelund, rektor på katedralskolen i Ribe og senere præst og biskop i Ribe, nævner Vibeke Lunge og Assersbølgård i sin almanak. I oktober 1578 sendte han sin lille søn til Assersbølgård af frygt for, at han skulle blive smittet af pesten. Sønnen kom hjem i januar 1579, men blev igen sendt dertil i september 1579. Vibeke Lunge og Jens Juuls søn Vincents Juul overtog gården efter moderens død, og hans enke boede på gården til 1609.

Adsersbølgård
Assersbølgård, som det ser ud i dag.

Under skiftende hovedgårde

Fra 1609 til 1664 hørte Assersbølgård under Skodborghus. Herregården var nu blevet til to halvgårde med to fæstere. Fra 1664 og frem var Asserbølgård ejet af en rådmand i Ribe, en proprietarius og en præst. En kort overgang i midten af 1700-tallet var Assersbølgård ejet af herremanden på Hundsbæk. Enken fra Hundsbæk beholdt den ene halvgård. Den anden halvgård tilhørte herremanden på Sønderskov.

I 1779 kom begge halvgårde til at høre under Sønderskov. I 1781 overgik Assersbølgård til ejeren af Estrup, Hans Lautrup. Han solgte ud af sine fæsteejendomme, og Assersbølgård blev herefter ejet af en skiftende række selvejere. Før da havde de to halvgårde haft fæstere, der drev landbruget men ikke ejede stedet.

Fattiggård og originaler

I 1842 blev den ene halvgård købt af Brørup og Lindknud sogne. En ny lov pålagde sognene at tage sig bedre af deres fattige. Gården blev derfor fattig- og arbejdsanstalt. I 1846 solgte sognene igen gården, da anstalten var for dyr. De omkring 25 fattiglemmer blev "udliciteret" til dem, der billigst ville tage sig af dem.

Den nye ejer var Søren Sørensen Vig, som var en dygtig handelsmand. Han fik den forfaldne Assersbølgård på fode og samlet de to halvgårde. Han byggede den nye gård hen over skellet på de to halvgårde og købte jord, så gården havde omkring 1000 tønder land under sig.

Desværre var han godtroende og blev franarret værdier. Konen gik til sidst også fra ham og tog sønnen med sig. I 1863 måtte han sælge gården og flytte i en lille hytte på et stykke hedejord. Han boede der til sin død i 1876. Folk, der ikke kunne klare sig selv samlede sig om ham, og han gav dem et lille stykke hedejord. Så kunne de nemlig ikke sendes tilbage til deres hjemsogne, og de var dermed en belastning for sognet.

Et nyt liv for indsatte

Fra 1863 og i årene frem var der en lang række ejere af Assersbølgård. Flere gange kom det til tvangsauktion. Det var svært at ernære sig på gården. I 1899 blev gården købt af Jakob og Kirsten Marie Thyssen Hansen, som drev stedet som optagelseshjem.

Folk fra Vridsløselille fængsel, som efter deres straf skulle hjælpes tilbage til et mere normalt liv kom til Assersbølgård. I 1905 blev gården og virksomheden overtaget af et konsortium, der fortsatte driften af optagelseshjemmet. Få år senere modtog Vridsløselille fængselsvæsen gården i gave. I 1951 blev det overtaget af "Dansk forsorgsselskab".

I 1908 blev der bygget en ny hovedbygning til at rumme de ansatte og folkene fra fængslet. Folkene fra fængslet var både folk, der havde udstået deres straf og folk, som skulle afsone det sidste af deres straf på Assersbølgård.

Kostskole for sent udviklede

I 1978 blev gården solgt til Ribe Amt, der renoverede bygningerne som et beskæftigelsesprojekt. I 1981-2018 var Assersbølgård kostskole for sent udviklede unge.

Kilde: Andreas Bruuns tekst om Assersbølgård, der tidligere har ligget på en lokal side om Lindknud.