Stationsbyen Holsted
Som det skete mange andre steder kom Holsted Stationsby til at ligge lidt væk fra den eksisterende Holsted By. De to bydele er aldrig rigtigt vokset sammen til én by. Holsted er opstået på sandet jord, der ikke gav de bedste betingelser for at dyrke jorden. I midten af 1800-tallet var der ved at vokse et servicecenter frem omkring landsbyerne Nr. og Sdr. Holsted. I 1845 fik Holsted et ting- og arresthus, og omkring tinghuset og kroen voksede et servicecenter op. Her kunne landmændene i området købe ting, de ikke selv producerede.
Med tinghuset fulgte også embedsmænd, som gav byen et lidt andet præg end i typiske servicecentre som eksempelvis Brørup. I 1870 var der tre købmænd, to bagere og en snes håndværkere. Herudover var der sagfører, dyrlæge og landmåler.
Da jernbanen kom i 1874, blev stationen lagt på åben mark omkring tre kilometer syd for byen. Efterhånden opstod Holsted Stationsby, og der var ikke noget hjerteligt forhold mellem Holsted By og Holsted Stationsby, som langt op i 1900-tallet var to helt adskilte byer. Begge byer voksede langsomt og parallelt frem.
Både byen og stationsbyen blev oplandsbyer ligesom Brørup. Som i Brørup blev landbruget ved med at være indtægtskilde for en lille del af byens borgere. Sådan var det ikke i Vejen, der udviklede sig til industriby.
Storegade 70, Holsted omkring 1925. Foto: Lokalhistorisk Arkiv Holsted.
Holsted By
Holsted By voksede frem omkring to ældre landsbyer, og det afspejler gadenettet stadigt. Byen har dermed et andet bebyggelsesmønster end stationsbyerne, der typisk opstod omkring hovedgaden.
Der findes villaer fra starten af 1900-tallet i Holsted By, og bevægelsen Bedre Byggeskik har præget byens udseende. Holden Hansen var et forbillede for Bedre Byggeskik, og han havde bygget en del gårde og huse på egnen i 1800-tallet. Eksempler på Bedre Byggeskik-bygninger er Teknisk Skole fra 1923 og Posthuset fra 1925. Foreningerne skaffede byen et elværk i 1902 og et vandværk i 1926.
Holsted Stationsby
Foreningerne spillede en stor rolle i at gøre Holsted Stationsby til en by. I 1898 blev otte gadelygter sat op, i 1909 kom elværket, i 1921 blev vandværket etableret, og byen fik sin egen kirke i 1928.
I 1960'erne blev centralskolen placeret mellem Holsted By og Holsted Stationsby. I 1970 blev også rådhuset lagt der, og siden fulgte også et idrætscenter. De to bydele er stadig ikke vokset rigtigt sammen.
Kilde: Linda Klitmøller. 1998. "Vejen, Brørup og Holsted - tre sydvestjyske stationsbyer". Museet på Sønderskov.
Charlotte Thomsen
Skole, Kultur & Fritid
Ring til os
Bemærk
Når du sender Digital Post til os, bliver du bedt om at bruge MitID. På den måde bliver beskeden sendt sikkert, og du kan skrive dine personlige oplysninger, f.eks. dit CPR-nummer.Ophavsretten tilhører Vejen Kommune.
Informationer må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.