Hovedgårde, herregårde og adel

Begrebet herregård stammer fra 17- og 1800-tallet. Før da talte man om hovedgårde.

En hovedgård var en privilegeret gård, der blandt andet var fritaget for skatter til kronen og tiende til kirken. Hovedgården var ofte centrum for et gods, hvor fæstebønder dyrkede hovedgårdens marker. Et gods er således betegnelsen for hovedgården og de tilhørende gårde.

Skattefrihed

Mange hovedgårde er opstået i middelalderen (1050-1536), hvor herremanden forpligtede sig til at gå i krig for kongen og derfor slap for at betale skat for sit gods. Disse herremænd sad på magten sammen med kirken og kronen. I renæssancen (1536-1660) blev adelen mere dominerende, og i stedet for at være riddere var de nu rigsråd, lensmænd og lærde.

Kirken var efter reformationen i 1536 ikke længere den magtfaktor, den havde været i middelalderen. Rigsrådet, der bestod af adelsmand, fik mere magt og tvang kongen til at fritage dem for skat uafhængigt af krigstjeneste. Adelen havde i denne tid overskud til at skabe imponerende bygninger.

Adelens magt blev indskrænket

I 1600-tallet kostede svenskekrigene dyrt, og skatterne blev forhøjet for det jævne folk, der dårligt havde råd, mens adelen stadig havde skattefrihed. Folket protesterede, og kongen, der var populær blandt folket, fik gennemtrumfet enevælden i 1660. Adelen mistede sin skattefrihed og noget af sin magt. Andre end de adelige kunne nu også købe gods.

Stavnsbåndets ophævelse og udskiftning

Mange hovedgårde blev ombygget i sidste halvdel af 1700-tallet. I 1788 blev stavnsbåndet ophævet, og udskiftningen ændrede landbrugslandskabet, idet gårde rykkede fra landsbyen ud på egne, samlede jorde. Det var nye tider for bønderne, der nu havde muligheden for at blive selvejere og slap for hoveriarbejdet for godset. Og det var nye tider for herremændene, hvoraf mange gik fallit og fik deres godser opsplittet.

Landbrugskriser og svindende indflydelse

Der var landbrugskrise i starten af 1800-tallet, og i 1849 mistede adelen status som administrativt og juridisk centrum i lokalsamfundene. Hovedgårdene var dog store arbejdspladser og mange beholdt deres betydningsfulde position i samfundet resten af 1800-tallet.

Godserne var slægtsstamhuse, der var fritaget for skat men skulle arves af ældste søn og ikke kunne sælges. I 1919 blev dette ændret, idet godserne skulle afgive jord til staten og dermed blev fri ejendom, der kunne sælges. Jorden blev udstykket til husmandsparceller, hvor bonden betalte en jordrente for at dyrke jorden. Fra 1930 var der igen landbrugskrise, og mange hovedgårde gik fallit.

Kilde: En nu fjernet tekst om hovedgårde på kulturarv.dk.
Du kan læse om herregårde på danmarkshistorien.dk